Jeg er kommen til den konklusion, at jeg aldrig vil kunne falde til ro i et rækkehus. Jeg bruger så mange kræfter på at få det bedre og godt i mit hjem, men der sker ikke en dyt, og jeg har opgivet mit rækkehus nu.

Sådan vil jeg ikke ende

Sidste vinter da Rebellen fra Langeland rullede over skærmen på DR 1, var der en ældre syg dame med i udsendelsen og hende kunne jeg slet ikke lide. Hver gang hun havde det dårligt, flyttede hun i panik til en ny bolig, og troede alt ville blive bedre der. Jeg tænkte, hun burde se sig selv i øjnene og få ryddet op i nogle ting i sit liv, falde lidt til ro og få det bedre med sig selv, evt inden hun flyttede igen.

I går sagde jeg til min far, at hvis jeg ikke var mig, men stod udenfor min egen krop, ville jeg anbefalde mig selv, at se mig selv i øjnene og få ryddet op i nogle ting i mit liv, falde lidt til ro og få det bedre med mig selv, inden jeg  flytter igen. Blive sikker på hvad jeg vil, og prøve at bo en tid i ny bolig først, inden jeg træffer nogle beslutninger om at flytte igen.

Dermed også indrømmet, at der er en stor del af mig selv, jeg faktisk slet ikke kan lide. Men jeg gør noget ved det, og jeg ved godt, at jeg er godt nok som jeg er alligevel. Det er min handling, der tæller mest.

Jeg er i risikogruppen for, at blive som den type menneske, jeg ikke kan lide, den rastløse og urolige type, der flytter fra hjem til hjem i et væk pga panik og div.

Flyt og start på en frisk

Jeg er fortaler for at flytte og starte på en frisk og fortaler for at rydde op i traumer, men det kræver en aktiv indsats at slippe fortiden. Selv er jeg begyndt at tale med en præst, så jeg kan slippe min fortid stille og rolig. Det kommer der en blog om senere.

Jeg er ved at indsnævre mig til en fornemmelse af, hvor mine traumer kommer til syne, og hvad jeg kan gøre ved dem og især også hvor jeg ikke kan gøre noget ved dem. De dukker op igen og igen og ødelægger alt, hvad jeg har brugt tid på at opbygge og det uanset hvor meget jeg arbejder med mig selv. Traumerne dukker bla op i rækkehus.

Rækkehus. Lejebolig. Det er ikke her, jeg skal være.

Mit eget ensomt liggende bondehus. Det er HER, jeg skal hen. 

Dette modsiger hvad jeg skrev før, at jeg ville anbefalde mig selv at blive boende og få ro på, inden jeg flytter. Men der skete noget følelses mæssigt traumatiserende i mandags, hvor jeg opdagede ikke så lidt.

Jeg opdagede ved hårdt selvsyn, at jeg aldrig kommer til at hele i denne rækkehus bolig. Det er ikke realistisk. Jeg knokler rø

ven ud af bukserne hver eneste dag på en alt for hård, stresset og psykisk belastende måde. Jeg bestemmer ikke selv nok i et lejet rækkehus, i forhold til hvor meget jeg har behov for selv at bestemme over mit hjem og mine omgivelser. MIT EGET LIV!

Jeg knækkede i mandags. Have hækken havde vokset sig smuk, høj og vild. I mandags blev den klippet meget lav, tæmmet, fastgjort til jorden og får ikke lov til at vokse sig fri op i himmelen. Den vokser i et fængsel og ligner nu en firkantet kasse. Det føles traumatiserende bare at kigge på den, kigge ud i haven. Jeg bliver kvalt.

Det er boligselskabet, der bestemmer højden på hækken. Den får ikke lov til at vokse højt. Jeg bestemmer ikke over den. Jeg får ikke lov til at gemme mig bag vildt voksende natur i et lejet rækkehus. Jeg er fastklemt her og kommer aldrig til at slippe fri.

Gemmeleg

Når jeg er hjemme, har jeg brug for at gemme mig væk fra hele verden, alle naboer i miles omkreds og lade op i komplet fred og ro, inde som ude, døgnet rundt. Ingen til at forstyrre mig med snak eller råben, eller biler der kører forbi. Til nødt en traktor, for dem kan jeg som bondeknold godt lide.

Jeg lader bedst op i naturen og jo mere vildt voksende den er, jo bedre har jeg det i den. Jeg tør knapt nok være ude i min have, men har godt kunnet passe den indtil videre. men jeg ved ikke hvad fremtiden bringer i min lille have, for pt kan jeg slet ikke overskue den. Jeg har rullet mine pasienner helt for og mørklægningsgardinerne er også trukket for. Jeg kan ikke overskue så meget som at kigge ud på den. Mit fuglehus kan jeg slet ikke nyde mere. Jeg er udsat i en have uden høj hæk, jeg kan ikke gemme mig, det er grænseoverskridende ikke selv af kunne bestemme den skide højde på den hæk, jeg bor ved. Jeg bliver bombarderet med overgrebs følelse, hvis jeg kigger ud i haven.

Fangenskabs traumer

Det første der skete i mit liv efter kun 6 og en sjat måneder i min mors mave, var at jeg blev puttet i en kasse, et fængsel, dermed en kuvøse, der godt nok reddede mit liv, men med en alt for lille og sart hjerne, der slet ikke har opbygget et naturligt filter, til at skille sanselige indtryk, fra relevante og irrelevante oplysninger. Min lille hjerne sugede alle indtryk til sig på hospitalet, jeg var forsvarsløs mod lydene og blev forgrebet af dem, overfaldet og forstyrret. Virkeligt forstyrret i mit eget lille liv.

Da jeg boede i København, blev jeg af Gladsaxe kommune, tvunget til at bo i en usel lille ungdomsbolig, omgivet af larmende skrigende småbørnsfamilier, alt for mange gøende hunde (elsker dog hunde og dyr MEGET højt), ambulancer i døgndrift, derved mindet om min alkoholiske LEDE “mor”, der straffer MIG,  endnu mere tramatiserende og jeg havde ikke råd til at flytte, men så hurtigt mit snit da muligheden endeligt bød sig.

Flyttede straks landsdel og væk fra det københavnske fangenskab. Jeg hader at føle mig fanget, og der skal faktisk ikke meget til, før jeg føler mig fanget, omklamret og har det ad l o r og t. Jeg er en friheds søgende sjæl. Psykiatrien oplevede jeg også som en kasse, fangenskab og et fængsel, hvor man bare har at makke ret efter hele systemets regler. Der er stort set ingen udvej.

Lyde er min største udfordring af sanser. Mine øre blev næsten ødelagt af ørepropper i døgndrift, i årene i København. Så et komplet ensomtliggende bondehus er løsningen. Jeg er ikke i tvivl.

Alle disse fængsler i psykiatrien orker jeg ikke ret tit at skrive om, de konkrete historier fra mit liv, så det vil jeg lade andre om pt. Der er masser af godt og hårdt læsestof om disse emner på Outsideren.

Alle disse fangenskabs traumer kontra frihedstrang kæmper jeg med hver eneste dag.

Et helt menneske

Skal jeg nogensinde blive hel som menneske, skal jeg have mit eget ensomt liggende bondehus. For jeg ved med mig selv, dybest inde, at det kun er der jeg kan finde mig selv, få ro, trække mig tilbage, gemme mig, stikke næsen frem, gå frit rundt i min have uden at blive forstyrret af naboer, snakke højt med mig selv om mine forfatter projekter og øve foredrag uden nogen kan høre mig. Gå nøgen rundt hvis det skulle passe min bare røv en dag. Det er frihed.