I har måske alle prøvet den der ”auch det gjorde ondt, lige i hjertet” følelse.. Det har jeg også… Mange gange endda..
Jeg har for nylig haft fødselsdag, og det eneste jeg ønskede mig var at min far skrev tillykke til mig… Det gjorde han ikke.. For første gang i rigtig mange år, føler jeg mig skuffet og svigtet.. Det var måske også på tide, at få en lille øjenåbner, for han har jo i rigtig mange år ikke villet mig. Jeg prøver hele tiden at bilde mig selv ind, at en dag så kommer han tilbage til mig. En dag kommer han og vil være en del af mit liv, og sige han er stolt af mig.. En dag vil jeg være god nok til at være hans datter, og han vil elske mig helt op til skyerne som han gjorde engang.. Men hey.. Det ved jeg jo godt aldrig kommer til at ske.. Jeg har prøvet og prøvet. Jeg har næsten ligget på mine knæ og tigget ham om at ville mig. Sådan burde det bare heller ikke være! Men af en eller anden grund, håber jeg hele tiden på at han får øjnene op.. Jeg savner den far han aldrig har været.. Jeg prøver at få ind at det ikke er mig der er noget galt med, at jeg ER god nok. At det ikke er fordi jeg er forkert på den, for det kommer jeg rigtig hurtigt til at føle..
Jeg har altid denne her frygt nu for ikke at være god nok. Bliver jeg nogensinde god nok til at nogen vil kunne elske mig? Tør jeg give slip, være mig selv og lade mig blive elsket? Kommer jeg nogensinde til at turde at elske en? Tør jeg ligge frygten for svigt til side?
Jeg er Så bange for at blive forladt, svigtet og få af vide jeg aldrig kommer til at blive god nok…