Vi stiger ud af bilen – min veninde og jeg.
Vi går ind mod forretningen og åbner dørene. Den kolde luft rammer os.
Vi er taget væk fra bostedet. På prøve som ”normal”. Et sted hen hvor ingen kender vores fortid og historier. Vi falder ind i mængden. I hvert fald næsten. Vi har begge ar på armene og må leve med et par skævende blikke i ny og næ. Men friheden. Åh, friheden.
Det kommer næsten til at lyde som om vi er stukket af fra et lukket fængsel. Men det eneste fængsel vi kæmper for at slippe væk fra er vores eget indre. Et fængsel fuld af dæmoner.
I Hverdagen bliver man konstant konfronteret med sin situation i form af behandling og snakke med professionelle. Man bliver mindet om at man ikke er som ”de andre”. Som de ”normale”.
Når jeg sidder i min lejlighed på bostedet ved jeg at jeg ikke er som dem ”udenfor”. På de sociale medier bliver jeg konstant mindet om at jeg ikke er som folk er flest. Jeg har ikke taget en uddannelse endnu. Jeg har ikke været ude og rejse eller været til fest eller i byen.
Når man har været indlagt på psykiatrisk afdeling kan man på alle måder mærke at man er anderledes. Der er intet forkert i at være anderledes, men det er ikke den fedeste måde at være anderledes på, når man har det så svært at man behøver indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Den ene del er selvfølgelig at det på ingen måde er rart at have det dårligt, men en hel anden del er fordommene.
Jeg har til dels været skånet for fordommene da jeg har et meget forstående netværk. Men frygten for fordommene når man fortæller om sin baggrund og nuværende situation vil nok sidde i én et godt stykke tid.
MEN! Når jeg går rundt på gaden, er der ingen der kan se igennem mig. Det tog noget tid at vænne sig til og vide at ingen kan se hvordan jeg har det eller hvilke dæmoner lige præcis jeg slås med. Når jeg sidder i toget på vej hjem til mine forældre, ligner jeg alle de andre.
På den anden side kan jeg heller ikke se igennem dem omkring mig. Jeg ved ikke hvad de går og slås med. Og jeg bekymrer mig ikke om det. Jeg er på ingen måde ligeglad med mine medmennesker, men jeg ved at såvel som jeg har mine dæmoner at slås med, så har de andre også deres.
Jeg ved nu, at jeg på mange måder ikke er så anderledes som jeg selv går og tænker.
Det er blevet en kæmpe frihed for mig at vide at jeg ligner alle de andre. Der er ingen der kender mig og ingen der ser skævt til mig.
Om en uge tager jeg med mit bosted til Alanya. Jeg glæder mig til en hel uge som ”normal”. Efter to år på en kostplan grundet anoreksi bliver det fantastisk at slippe den for en stund og forhåbentlig lade i hvert fald nogle af dæmonerne blive hjemme.
Tænk endelig at kunne slippe det ”unormale” for en stund. Tænk at kunne gå ombord på flyet velvidende at ingen af de andre, udover dem jeg er taget af sted sammen med, ved hvem jeg er.
Jeg tager af sted på prøve som ”normal”.