Tingene var begyndt at vende. Ja, jeg har haft ondt i mere end et halvt år. Smerter i hænder/arme/ben, men psykisk var jeg ovenpå.
Pludselig popper der en skrivelse op i e-boks. En tilsigelse fra rigspolitiet. Jeg skulle ringe hurtigst mulig. Det gør jeg, anmeldelse om trusler, afhøring. Her var der indkaldt forsvarer. Sigtet for trusler på livet, muligvis i rette, men det skal deres jurist afgøre. Anmelderne var en nuværende og tidligere ansat fra mit bosted. De blev afhørt samme aften det skulle være foregået. 10/5-17. Jeg indkaldes til afhøring 5 måneder efter. Dagen står som i en tåge. Kunne ikke genkende ordvalget, men husker det ikke. Ved at der var en konflikt. Men hvorfor bankede politiet ikke på min dør, når de nu var her? I tirsdags, efter afhøring, endnu et brev i e-boks. Denne gang fra kriminalforsorgen, der skulle laves en personundersøgelse. Ring inden en uge. Hun var her i fredags. Hele ens liv foldet ud på ca. To timer.
Fredag formiddag var brugt til undersøgelse på filadelfia i Dianalund. Var der for en måned siden. Konklusionen var karpaltunnelsyndrom i begge hænder samt neuropati. De ville indkalde mig til supplerende undersøgelser. Og ja, efter undersøgelse af ben/fødder: diagnosen kronisk polyneuropati P.g.a type 2 diabetes. Kroniske smerter. Helbredelse ikke muligt. Stadig motion og stabilt blodsukker. Ved det jo godt, men motion kan være svært når smerterne er værst.
Oveni det problemer med at være særlig sensitiv. Så alt er larm og kaos i mit hoved. Ofte svært ved at være i sociale sammenhænge på mit bosted. For det vælter lige ind i hovedet, en følelse af at den smule overskud jeg går ind i rummet med, bliver ædt op af det inferno der, i min verden, er derinde. Har virkelig grædt mange tårer den sidste uge. Alt ramler og jeg kan på ingen måde håndtere det. Har brug for at blive guidet i hverdagen. “ I dag skal du have aftensmad og huske din medicin. I morgen gåtur, huske dine måltider og din medicin. Rengøring venter til torsdag eller fredag, så kan du få hjælp.” Struktur er min fjende i denne tid, jeg kan ikke selv skabe i struktur i min hverdag. For jeg vil bare gerne lukke verden ude, cutte kontakten til andre, droppe alt der kræver, at jeg skal ud af min dør. Og alligevel trænger jeg i den grad til omsorg, nærhed, knus. Og bliver irriteret når der dikteres, men fornuften ved jo at det er det rigtige mine kontaktpersoner gør. Elsker og hader dem på samme tid.
Jeg er virkelig taknemlig for den hjælp jeg får her. At jeg ikke bare bliver indlagt på psykiatrisk, at de rummer mig og det kaos der fylder mig. At de guider mig, tager styringen. Samtidig med at de fortæller mig, at det de gør, det gør de for at passe på mig.
Tak til alle på Rosenhøj, både medarbejdere og beboere. I vælger mig ikke fra trods mine udbrud og sammenbrud.