Af Maja Skov Vang
Ventetiden på praktiserende psykiatere på op til ni måneder kan have store konsekvenser både for samfundet og for den enkelte borger.
Ugebrevet A4 har netop offentliggjort en opgørelse, der viser, at ventetiden for at blive behandlet af en praktiserende psykiater i Region Hovedstaden er 13 uger, mens den i Region Midtjylland er helt op til 38 uger i gennemsnit.
– Det er helt urimelig. Og det duer simpelthen ikke. Det er en kæmpe belastning for både patienten og de pårørende at skulle vente så længe, mener formand for SIND, Knud Kristensen.
I det offentlige er der en garanti på behandling inden for 30 dage. Det vil gøre sig gældende for de patienter, der kommer i behandling på de regionale sygehuse.
Hvorimod de patienter, der ikke bliver henvist dertil, altså risikerer at vente i op til 38 uger på en praktiserende psykiater.
– Men konsekvensen er jo, at de patienter, der ikke vurderes syge nok i første omgang, alligevel risikerer at blive så syge på grund af ventetiden, at de ender på hospitalerne. Og så belaster de, de psykiatriske skadestuer endnu mere, end de er i forvejen, fortæller Knud Kristensen.
Ventetid forværrer sygdommen
Kim Engelbrechtsen har diagnosen bipolar og er tilknyttet en psykiater på Rigshospitalet. Han frygter, at en så lang ventetid for ham, ville have forværret hans situation markant.
– Jeg tør slet ikke tænke på, hvilke konsekvenser det ville have haft for mig, hvis jeg skulle gå så længe uden en psykiater. Jeg er bange for, at jeg ville starte med at selvmedicinere med alkohol og nervepiller for at dulme angsten, fortæller han.
Torsten Bjørn Jacobsen, der er psykiater og formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, ser også kun ulemper ved den lange ventetid, der først og fremmest fastholder patienterne i systemet i unødigt lang tid
– Hvis man skal undgå, at psykisk syge eksempelvis kommer på førtidspension eller får kontanthjælp, må man hurtigt i behandling. Mange med psykiske lidelser er nemlig sene til at erkende deres symptomer som sygdom, således kan meget gå galt, inden man søger behandling. Derfor er det også vigtigt at komme hurtigt til en psykiater, når man har erkendt, at man er syg