Af Michael Zittergong
”Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af typen borderline” er hans diagnose. Og 125 kg muskuløs mand i blodigt oprør kan skræmme stærke betjente ved en tvangsindlæggelse. Klart, for tikkende selvmordsbomber er ikke rare at være i nærheden af.
”Åbner døren
På den anden side
Står kamptropperne klar
Hjelme, skjolde, våben
Som mod en demonstration
Gået op i vold
Deres kroppe er spændt
Og fulde af adrenalin
Den rå frygt i den ene betjents øjne
Spejler sig i mine solbriller
Da vores blik mødes”
Manden med de tilsyneladende monstrøse moderkomplekser, Thomas Rysz, har vendt fortvivlelsen og vreden både indad og udad. Skåret sig selv til benet, så blodet væltede ud.
”forsøger at navigere
i håndleddets dybe labyrint
Fyldt med fælder og snubletråde
Nerver
der angriber for fuld styrke
Sener
der skal efterlades uberørte
Vil ikke være handicappet
hvis døden snyder og griner”
Smadret alt omkring sig i afsindige udbrud af vrede – og alt smadrer igen, af og til uanfægtet.
”Den lukkede
fyldt med livløse fjender
En panserrude nikker en skalle
En dør sparker
Et bordtennisbord slår
brækker næsten min hånd
Med jernlamellerne
på bagsiden af træet
Alle grinende, hånlige
spejlinger af min eksistens
Jeg angribes – Jeg er”
En syg mand
Provokeret af andre, så han kunne bruge dem som projektions-dæmoner.
”Bag rettet i bilen
Kører ud i natten
Søger en konflikt
Dyrisk
Fire mænd krydser vejen
Flytter sig ikke hurtigt nok
Bremser hårdt
da bilen er tæt på dem
Rammer dem ikke
De råber
skælder ud
Jeg trækker håndbremsen
Springer ud af bilen
Ånder på få centimeters afstand
død og ødelæggelse
i deres ansigter
Jeg slår ikke først på mennesker
er ikke en overfaldsmand
Håber at de vil angribe
Giver dem alle muligheder
mine arme ned langs siden
min kæbe blottet”
Ja, Thomas Rysz er, og specielt har været, en syg mand. Det ses uden filter i denne poetiske, tænderskærende, hudløse og voldeligt læseværdige digtsamling ”Hilsener fra Den Lukkede”. En titel, der refererer til både psykiatrisk afdeling og ham selv, der psykologisk er at sammenligne med de vulkaner, der opbygger tryk, indtil de eksploderer. Og i ”Hilsener fra Den Lukkede” er psykiatrien hans redning, men den får også nogle dybfølte hug.
”En broget skare
Nogle faglige
andre empatiske
Nogle skal bare
have timerne til at gå
så de kan hæve pengene
Sidder i fællesstuen
med to personaler
TV’et larmer
gør ondt i hovedet
Jeg slukker for støjen
Ønsker blot en smule ro
Personalets blik fornærmer
og tv’et
tændes straks igen
De stirrer monotont på skærmen
Som om vagten ikke er andet
end otte timer
de skal forsøge at slå ihjel
Mens patienterne forsøger
at slå sig selv ihjel”
Tager ondt på sig
Thomas har været smartness og facade – men hvad hjælper det, når han har en fuldkommen hysterisk angst for at blive forladt? Af pigen. Af vennen. Had og fortvivlelse i årevis bagefter. Rungende dommedagsklokker i det hulrum, hvor selvværdet skulle have været. Kling-klang, død over land og indre by. Og mor optræder i mistænkelig grad som den tilbedte madonna i et mislykket symbioseforsøg. For al skyld og skam, alt ondt i det hele taget, tager Thomas på sig.
”Engang for længe siden
sagde min Mor kærligt, smilende
– mit lille uhyre? –
Mor kyssede og krammede mig
Det var ulykkeligt
Jeg er et uhyre – Jeg er”
Hvor kommer det hele egentlig fra? Det melder historien intet om. Men så er der jo rum til fantasien, læsningsforsøg mellem linjerne. Fx laver alle fejl – hvilke har ”det lille uhyre”s mor lavet? Og man kan jo videre spørge: Hvor fanden er far henne?
Det spørgsmål giver ekko til slut. Far..ar..ar…..?
Ét står fast: Det er en hjerteskærende og digterisk beåndet beretning, Thomas Rysz har begået. Gid, at den må bidrage til at udfri ham af hans trængsler – på den gode måde. Hvor også terapi fortsat skal bidrage til at gøre ham fri.
Held og lykke til Thomas.