Jeg er tom for ord og så alligevel ikke.. Det er virkelig længe siden jeg har siddet her i mit lille hjørne, med bærbaren på skødet og fingrene klar til at taste løs. I skrivende stund har jeg faktisk ingen idé om hvad jeg skal skrive, for mest af alt lige nu – er jeg tom for ord.
Jeg er fyldt helt op til randen, at jeg hele tiden skal huske mig selv på hvor langt jeg er kommet. Normalt skriver jeg mest om at kæmpe sig fremad og opad, men lige nu holder jeg bare mig selv i vatter og håber på det bedste. For bare et halvt år siden, havde jeg ikke set mig selv komme så langt som jeg er nu, det er nok også det som skræmmer mig. Jeg har aldrig turde ligge planer eller drømme store drømme.. Jeg har aldrig vidst om jeg ville stå stabilt på mine ben 2 uger frem. Jeg troede faktisk aldrig at jeg ville nå at fylde 18 år… Men jeg er her, jeg står (semi) stabilt på mine 2 ben OG jeg er fyldt 23 år.. Tænk engang. 23 år.. Og mig som knapt nok turde at planlægge min 18 års fødselsdag. Jeg er så PAVESTOLT af mig selv, at bare tanken om hvor langt jeg er nået – rør mig til tårer..
Jeg tror det er rigtig vigtigt også at sætte lys på de dårlige perioder, såvel som de gode. For sådan er livet. Det går op og det går ned, uanset om man vil det eller ej. Så nu bryder jeg en kæmpe personlig grænse ved at sige det her, men nej livet kører ikke på skinner for mig lige for tiden. Efter rigtig mange år i psykiatrien har jeg virkelig forstået vigtigheden af at bearbejde, at mærke sine følelser og vigtigst af alt åbne munden og sige det højt. Så det er det jeg gør nu. Jeg åbner munden, siger det højt og rækker ud efter hjælp. Imorgen har jeg første samtale med min nye psykiater og hele processen med at række ud og sige det højt, den har været rigtig lang..
Det er ikke fordi jeg har været flov over at jeg ikke har det godt, jeg har været flov over ikke at kunne holde mig selv fast i den gode periode. Men det vil jeg ærlig talt ikke slå mig selv i hovedet over mere, for det er ude af mine hænder. Hvis jeg selv kunne styre hvornår jeg har det skidt, ville jeg aldrig få det skidt.
Jeg har også kæmpet rigtig meget med dårlig samvittighed overfor mine nærmeste. Det værste i mine øjne, det er at se min familie kede af det eller bekymret på mine vegne. Jeg ved jo godt de står klar til at gribe mig, det har de allerede gjort. Men jeg kan ikke lade vær med at få det skidt, over at skulle sætte dem i den situation igen igen igen… På den anden side giver det mig endnu mere blod på tanden og lyst til at kæmpe denne her kamp.
Min mormor afbrød mig idag under vores samtale, da jeg sagde ”det er jo fordi det hele går ned ad lige nu” Hvor hun skyndte sig at smile og lige huske mig på at det går fremad. Det går ikke ned af bakke, bare fordi du har en dårlig periode. Det kan ske for selv den bedste. Det går virkelig fremad her, selvom jeg ikke selv synes eller føler det.
Jeg er så evigt taknemlig for dem som husker mig på hvor jeg startede. <3