Jeg troede vores veje var skiltes for længst, at vi havde sagt farvel til hinanden. At vi var gået hver til sit og at jeg havde fået en ny og anderledes ven i stedet for dig. Jeg troede at vores forhold var endegyldigt forbi. Men jeg tog fejl.
Jeg troede at min nye ven skulle være min for evigt, at vi skulle følges ad ind til livet det var slut. Jeg troede aldrig at det var denne nye ven, jeg skulle give slip på. Selvskaden og barberbladet, der har været min ven, livline og slukknap igennem mange år og mange svære stunder. Jeg ved at vi sammen har danset på line mellem liv og død. Jeg ved at vi med hinanden i hånden virkelig har leget kispus med manden med leen. Men jeg var tryg i dit selskab. Du gav mig en løsning for at kunne give slip på min første rigtige ven – spiseforstyrrelsen.
Du tog mig i dine arme og viste mig at jeg ikke behøvede at være så kontrolleret i min mad og min vægt. Du viste mig at det kontrollable sagtens kunne være ukontrollabelt, men stadig mit. Du viste mig at jeg ved din hjælp kunne lukke ned for den verden, der gør så ondt. At jeg kunne trække mig og blive væk. Nulstille alt og begynde på ny. Men du blev farlig for mig, meget farlig for mig. Du slugte mig helt og aldeles og blev det eneste omdrejningspunkt i mit liv. Jeg talte minutter, timer, dage, uger, måneder uden dit selskab, uden din trøst til mit plagede sind.
Og det andre vil kalde en succes blev en realitet. Jeg opnåede at give slip på dig. Jeg savner dig hver eneste dag, hvert eneste minut på døgnet. Du er altid i mine tanker, men ikke i udførelse. Jeg vil aldrig glemme din evne til at hjælpe mig, når det var sværest. Din evne til at bedøve mit sind. Den store hjælp du var for mig også selvom du flere gange har drevet mig lige til kanten af døden. Men det var også okay for du måtte gerne. Vi havde styr på det sammen du og jeg. Vi tog hinanden i hånden og styrede min verden. Mine skygger og mine stemmer blev mindre vigtige, når jeg lod dig føre min hånd. Når jeg lod dig overtage mine tanker og mine handlinger. Når du lod mig fører barberbladet mod min hud og lod mig give slip på alt det svære, alt det uudholdelige. Min ven i smerten, min ven i livet, min ven i det, der kunne have været døden. Men som aldrig blev det.
Jeg troede at når vi havde sagt farvel til hinanden, når vores veje var skiltes ville jeg endelig være fri. Jeg ville kunne trække vejret på ny, for første gang nogensinde måske ville jeg kunne ånde frit. Lade kontrollen fare og bare være. Men jeg tog fejl.
Jeg blev indfanget på ny i andre snare, et andet fængsel. En anden og gammel ven stod på lur, parat til igen at vise mig, hvad den har at tilbyde. Hvordan vi sammen kan styre min verden, holde skyggerne på afstand og have kontrollen over mig. Jeg troede virkelig at jeg havde lært at acceptere min krop, dens fejl, mangler og ar. Men nu sidder jeg med et selvhad større end nogensinde. Hvordan kunne det ske? Du var jo min ven. Vi skulle klare verden sammen. Men du spærre mig inde og vil ikke give slip. Du har låst mig inde i et gyldent bur og smidt nøglen væk.
Jeg slider mig selv op og i stykker for jeg vil så gerne bryde de lænker, du har lagt om mig, men jeg magter det ikke. Jeg kender ikke formlen for det er anderledes end før. Du har ændret dig, ændret dine krav og din måde at være på. Du er mig lige så uundværlig som før, men nu ved en lille del af mig, hvad konsekvenserne af vores venskab er.
Jeg kender udfaldet hvis vores venskab fortsat er så stærkt. Jeg ønsker kontrol, jeg ønsker styring. Det ønsker vi begge og meget gerne sammen. Men det er uløseligt. Du må gå, hvis jeg skal leve. Leve og ikke bare overleve. Men rent faktisk leve et liv uden lænker. Jeg ønsker et liv uden lænker, men jeg ved ikke hvad det er. Jeg har levet med jeres lænker så længe, jeg kan huske. I korte perioder har i været der samtidig, men ellers har i skiftedes til at holde mig i jeres trygge favn.
Jeg ønsker bare at være fir. Jeg ønsker at flyve op i himlen, ud i verden og se hvad den bringer. Men jeres gyldne bånd bremser min flugt og holder mig stækket.
I har begge to været fantastiske venner undervejs, i har hjulpet, støttet og haft en funktion i en verden, som jeg slet ikke kunne holde ud at eksistere i. Jeres venskaber reddede mig ud af et destruktivt forhold, men hvad der først er ved at gå op for mig nu er at jeres interesse og venskaber er lige så destruktive, bare på et andet plan.
Jeg havde i flere år pause fra dig spiseforstyrrelse for du lod selvskaden styre universet. Nu har jeg måttet sige farvel til selvskaden for at kunne bevare den terapi, jeg har så hårdt brug for, for at kunne være i verden. Men du spiseforstyrrelse vil ikke lade mig være, du sneg dig stille og roligt ind på mig igen. Lavede et bagholdsangreb og fangede mig på ny. Du har mig i din hule hånd, du fløjter, jeg adlyder. Jeg ved nu, det vidste jeg ikke før, at det du beder mig om og beordrer mig til er forkert. Og selvom jeg ved det evner jeg ikke at stoppe dig. Jeg evner ikke at hive i bremsen og tage styringen. For jeg har et eller andet sted stadig brug for det, du giver mig. Kontrol.
Jeg får efterhånden mange kommentarer på dig, de gør ondt. De fortæller mig at jeg er på den gale vej, men alligevel hvisker du søde ord i mit øre, når vi er alene. Så i sidste ende vælger jeg dit selskab, for du er der altid. Også når det er nat og jeg er trist. Når mareridt og flashbacks kommer væltende ind over mig er du der til at styre verden for mig. Gøre den udholdelig, fordi jeg ved at det du gør for mig er skadeligt for den del af mig, jeg hader så meget. Jeg ved at du er skadelig, at i begge er skadelige, for det hylster der er min krop. Mit fængsel for min sjæl. Jeg ønsker at sætte sjælen fri og lade kroppen forsvinde og sammen med den, alt hvad den har oplevet.
Jeg ønsker at flyve op mod skyerne og være fri.