Hvorfor er det forkert at være psykisk syg i vores samfund? For er det næsten ikke mere normalt at være syg i vores samfund i dag? Alligevel ligger der et tungt slør over emnet psykisk sygdom, og det er bare noget af det, ”vi ikke taler om”. Men jeg vil tale om det!
For der er ikke noget forkert eller skamfuldt i at være psykisk syg. Jeg kan med stolthed i stemmen sige, at jeg er psykisk syg, og jeg er stolt af det. For havde jeg ikke været psykisk syg, så havde jeg ikke været den, jeg er i dag. Jeg havde ikke været kreativ eller lærenem. Eller i det hele taget bare essens af mig.
Min sygdom har helt sikkert givet mig noget at slås med. Jeg har været indlagt et utal af gang, blevet hentet af både politiet og ambulance, skåret i mig selv, sådan at folk, jeg holder af, måtte dække det til. Ting, jeg ikke er stolt af, men heller ikke ting, som jeg er flov over! Det er bare min måde at leve livet på, og det er der ikke noget som helst skamfuldt eller forkert i! Det er bare en del af mit liv.
Jeg har været bange (ekstremt bange), jeg har følt at min krop var væk, jeg har forsøgt at begå selvmord, jeg har skadet mig selv. Med andre ord, så har jeg en masse ting i mit liv, som jeg har været svære, men det er her, at jeg vil spørge, har vi ikke alle problemer i vores liv en gang imellem? Problemerne ser bare forskellige ud.
Mit liv er måske meget anderledes fra min far, mor, storebrødre og lillesøsters liv, men har vi ikke alle forskellige liv? Men jeg tror, at kløften og dermed tabuiseringen opstår ved, at folk med psykisk sygdoms, har et liv der er for anderledes og forskelligt fra det ”normale”. Men er det måske fordi, at ”normale mennesker” ikke kan forholde sig til de ting, som folk ligesom mig og andre med psykisk sygdom møder og har at slås med i hverdagen? Er det f.eks. for svært at forholde sig til, at det kan være normalt, at man kan have lyst til at begå selvmord?
Men jeg kan godt forstå det. Jeg forstår godt, at sådanne tanker normalt ligger meget fjernt i det ”normale menneskes” liv. Jeg har selv været der. Da jeg var ung, vidste jeg godt, at der var noget, der hed skizofreni, men hvis man havde det, så betød det, at man gik rundt og troede, at man var en anden personlighed. Og for slet ikke at nævne, at man var skingerende sindssyg. Også tanken om selvmord, var helt uhåndgribelig for mig. Hvordan kunne man ikke have lyst til at leve? Generelt var det så forskelligt fra min hverdag, at jeg havde svært ved at forholde mig til det.
Men det her billede af psykiske syge, var den opfattelse jeg havde, indtil jeg selv kom indenfor i det psykiatriske system. En ny verden. Bag tabuet. ”Ind til alle de skøre og farlige mennesker, der var lukket inde bag tykke mure i det gamle faldefærdige hospital”. Eller det var i hvert fald, hvad jeg ventede at finde, og at jeg på ingen måde kunne være ligesom ”dem” derinde. Men jeg tog fejl! Grueligt fejl! For menneskerne inde bag tabuerne var præcis ligesom mig – helt som alle andre. Det eneste, jeg kunne få øje på, som var til forskel var, at vores hverdag så forskellig ud.
Jeg begyndte stille og roligt at lære psykiatrien at kende, og jo mere jeg kom ind i den, jo mere fandt jeg ud af, at jeg var syg, men derfor kunne jeg sagtens leve et godt og ”normalt” liv. Det eneste, der sådan rigtig stopper mig, er faktisk tabuerne. For hvis jeg søger job, og skriver med, at jeg desuden lider af en psykisk sygdom, så vil arbejdsgiveren se helt anderledes på mig frem for de andre ansøgere. Formentlig vil arbejdsgiveren se på de dårlige ting, der er forbundet med sygdom (eller som tabuerne siger om sygdommen), i stedet for at se på de gode egenskaber, den giver.
Som sagt har min sygdom lært mig at være meget kreativ og lærenem, hvilket har hjulpet mig meget på mine arbejdspladser. Kvaliteter, der kunne blive kastet bort, fordi der et eller andet tåbeligt tabu omkring min sygdom.
Nej! Tabuet bør brydes! Forskellene er store ja, men hvis vi taler om dem, bliver de måske mindre? Jeg er i hvert fald klar til at tale om dem!
Jeg har altid talt ærligt om min sygdom med alle, og jeg føler selv, at jeg er blevet mødt med større forståelse, når jeg møder folk med en dialog, og at folk egentlig ofte er nysgerrige, når de finder ud af, at jeg slet ikke er som tabuerne siger.
For der er absolut intet at skamme sig over eller føle sig forkert over. Man skal i stedet være stolt af den man er, og bare være sig selv. Der er nemlig intet farligt i at være psykisk syg, men en masse spændende og anderledes oplevelser.