I den kommende tid skriver jeg essays om angst, terapi, kærlighed, alkohol, narkomaner, retten til at få børn og meget andet.
Alt er forklaringer og undskyldninger til mine to dejlige døtre, som jeg elsker mere end alt andet.
Bogorm og psykisk sårbar kendetegner på glimrende vis personligheden i de første cirka 15 år af mit liv. Tidligere hed det sindslidende at være psykisk sårbar og indrømmet, så betragter jeg den beskrivelse som mere rammende og præcis. Jeg havde nok ikke værdsat betegnelsen sindssyg, men det skyldes, at tankerne kører til særdeles lukkede klinikker, hvor sindslidende fik det hvide snit. Derefter erstattedes sindssyg med hjernedød. (Hvis I ikke gider google, hvad det hvide snit er, så kan I bare ringe døtre). Heldigvis var det afskaffet under min opvækst, så jeg kan huske perioden, hvor bogorm udskiftedes med provokerende gadedreng, mens jeg forsøgte at skjule det skrøbelige sind. Det skete ikke fra dag til dag, men ændringen tog sin spæde form i en klike, der færdedes på en grillbar på Midtsjælland.
Udviklingen mod den mere egnede identitet til overlevelse fik for alvor næring, da mine forældre købte et værtshus, hvor evnerne til fornuftige sportsgrene erstattedes af billard. Takket være et nogenlunde talent til det spil vandt jeg ofte turneringerne om tirsdagen og lærte samtidig unge mennesker at kende, der forstod sig på vold som argumentation. Jeg fik beskyttelse og blev fidibus for den mest hårdtslående. Ja, vi var vel faktisk venner. Han stoppede chikanen fra de ældste elever på Benløse skole langt bedre end lærerne, der vel aldrig opdagede det. Tiden med undervisningspligt sluttede efter et slagkraftigt møde med et vejtræ. Den omtalte ven med kørekort, alkohol i blodet og forhøjede støddæmpere og undertegnede på 16 år skulle møde nogle søde kvinder om natten. Det gik så ikke lige efter planen. I den forbindelse har lægerne måske eksperimenteret med en ny form for det hvide snit, for i hukommelsen eksisterer ulykken ikke. Det sidste jeg husker, er, at min noget ældre fætter og jeg stoppedes af politiet grundet al for høj fart på hans motorcykel. Den søde kæreste Tove forsvandt også. Måske besøgte hun mig på sygehuset…….Jeg har ingen anelse. Jeg var vist også bevidstløs nogle dage.
Ikke lang tid efter skiltes mine forældre. Jeg flyttede med min far, inden han sendte mig videre til Ringsted Ungdomscenter, hvor jeg udelukkende brugte tid på udvikling af viden, når jeg lå i sengen og læste bøger. Ellers handlede livet mest om opvarmning til weekenden med fester, druk og ballade. Ordet promiskuøs bruges hovedsageligt om kvinder, men jeg var sjældent kæreste med nogen i mere end en uges tid. Heldigvis fik jeg et tilbud om afslutning af 9. klasse i et socialpædagogisk skoleprojekt i Jylland.
Jeg levede fornuftigt med de 2 andre unge i projektet og modtog som den eneste undervisning. De andre var bedre til tyverier fra Brugsen og bageren i den lille by. Efter afgangseksamener som selvstuderende og afsluttet EFG og HF lærte jeg den smukke unge kvinde Tina at kende og gennem hende den smukke unge kvinde Lotte. De var jævnaldrende med dig Lærke, så det er dæleme mange år siden. Den bemærkning får jeg nok skældud for, hvis de læser mine ord. Takket være dem kom jeg ofte som gæst i en bilklub, hvor jeg knapt fattede, hvad de snakkede om, men festerne var ret underholdende. Fællesskabet var i høj grad baseret på misbrug, men Lotte blev en værdsat ven. Vi har desværre haft nogle dumme kriser grundet udskiftninger af kærester og mine aftalebrud. Det satser jeg på at forbedre i fremtiden.
Da jeg skrev den første lille beskedne bog, startede et langt kærlighedsforhold med din mor, kære Lærke. Hun præsterede med fantastiske kreative evner forsiden, og jeg faldt pladask for hende. Fascinerende, anderledes, begavet og så fuckede jeg vores forhold op med utroskab. Tidsmaskinen opfindes nok på et tidspunkt, for intet er åbenbart umuligt med de konstante fremskridt i teknologiens verden. Hvis det sker i min levetid, så er de svinestreger i min kaotiske historie de vigtigste at fjerne. Jeg elskede dig inderligt Pernille. Og jeg kan takke dig uendeligt for skabelsen af Lærke samt dine evner som den stabile faktor i vores barns opvækst. Til begge vidunderlige mødre må jeg bare erklære, at jeg har været en elendig ustabil far, Jeg er modstander af, at så psykisk ustabile mennesker som jeg får børn, men det er umuligt at fortryde med jer smukke, begavede og humoristiske døtre, som er en del af mit aftryk på verdenshistorien. Det er selvmodsigende, men det er jeg ligeglad med.
Da jeg var i byen med en næsten jævnaldrende fyr fra Pernilles familie, da jeg igen igen havde været en rumskovl, faldt jeg fuldstændig for Anita, Ja, hende kender du min dejlige yngste datter. Jeps, det er din mor Stephanie. Vi har lige snakket om, at det er dig, der skal høre på hendes brok nogle år endnu. For det er dæleme svært at gøre noget husligt godt nok, når hun skal komme med sin vurdering. Men hun er en fantastisk ekskæreste og en pragtfuld ven. Dengang stod hun bare der bag baren som en gudinde. Hendes smil, latter og udstråling medførte dog pokkers hård konkurrence. Og så havde og har hun nogle ualmindelig lækre veninder. Den ene vil desværre slet ikke være kærester med mig, fordi jeg ikke er stor nok og har for få tatoveringer: Men det tager jeg ikke så tungt, for jeg må i det mindste sove i samme seng som hende, hvis vi har leget unge og været i byen. Desuden kan vi også snakke om alt mellem himmel og jord, og vi tager til Rock Under Broen sammen, hvis min ryg snart fungerer. Jeg er egentlig heldig at kende så mange lækre og begavede kvinder.
Anita kunne ikke blive gravid. Det blev hun så alligevel, hvilket medførte den største katastrofe i mit liv. Et stykke tid trak vi vejret uden egentlig at leve…………Heldigvis lykkedes det med en ny graviditet og miraklet, altså dig Stephanie, dukkede op uden at være lige så besværlig som Lærke, der slutteligt måtte ud med kejsersnit efter 27 timer på fødegangen. Men så begyndte jeg at drikke og gå i byen……..
Jeg flyttede til Odense, så jeg boede taktisk med et barn på Sjælland og et i Jylland. En forbandet dum beslutning da ingen af jer kunne rejse med tog alene, og dengang eksisterede Børneguiden ikke i togene. Men jeg fik da styrketrænet en pokkers masse og blev fitnessinstruktør, inden jeg flyttede til Sejs ved Silkeborg grundet en vens søster, som jeg forelskede mig i efter en julefrokost, hvor min ven Henning og jeg måtte retur for at hente et eller andet, som vi havde glemt. Muligvis vores hjerner. Jeg husker det ikke præcist. Desværre gik det forhold i stykker, fordi der skete noget, som min hjerne slet ikke kunne håndtere.
Da jeg begyndte at komme med til fester i bikermiljøet og var blevet venner med nogen fra det miljø, begyndte jeg ofte i fuldskab med ret så urealistiske ideer om et liv som rocker. Vennernes historier fascinerede mig, selvom jeg er modstander af vold og udelukkende har evner som provokatør. Jeg ville være blevet Danmarks mest elendige rocker.
Min familie har altid haft det svært med min færden i den slags miljøer, men det har bare været en måde at overleve på. De få jeg blev rigtige venner med, har og er venner af klasse, som næsten aldrig har bebrejdet mig afbud grundet angsten. De har dog aldrig værdsat mine opringninger klokken lort om natten, når jeg havde rodet mig ud i omfattende problemer, men jeg har aldrig følt, at de har set ned på mig trods den fucking belastende lidelse.
Jeg kan skrive meget om, hvad jeg er elendig til, men jeg afrunder i stedet med, at jeg har været pokkers god til at finde bonusmødre til jer. I synes måske nogen gange, at jeg er en pokkers mærkelig far, men det skyldes bare alle de gange, jeg har fået tæsk.
And that can I fortælle om in next essay, når jeg fortæller om tiden med en ret alternativ form for terapi, møder med ejeren af Cafe 41 i Vejle, og nogle af de gange venner har reddet mig fra indlæggelser på intensiv afdeling.
