Når alting vælter. Som et korthus, der blæses omkuld i vinden. Eller dominobrikker – der vælter, en efter en. Sådan er min verden lige nu. Sidste uge var hård – alt for hård. Jeg ville ønske, at det var lykkedes mig at komme væk. Men jeg blev passet på – og det er okay. Hårdt – men okay.
Jeg har bare sådan brug for at komme væk, fra alt det der gør så ondt. Væk fra den smerte, der er indeni. Jeg ved godt, at en del af smerten ville blive givet videre til andre – hvis det en dag lykkes mig at komme herfra. Men det har jeg slet ikke kapacitet til at tænke på. Min hjerne er lukket ned – der er kun plads til ked af det hed og destruktive tanker. Det fylder mig helt op – og jeg kan ikke slappe af.
I sidste uge handlede jeg på mine tanker. Jeg ved godt, at nogle vil synes det er forkert. Jeg skræmte en del folk – hvilket ikke var meningen. Det er aldrig min mening, at såre andre med mine handlinger. Desværre kan det ikke altid undgås. Jeg skræmte nogle så meget, at de reagerede med vrede – og jeg forstår. Eller jeg forstår nu, hvor jeg er blevet klar over, at det var det der skete. At frygten simpelthen har sat gang i forsvarsmekanismen – vrede, eller måske nærmere magtesløshed.
Jeg vågnede først ”rigtigt” 2,5 døgn senere. Forvirret og vældig vred. På mig selv, personalet, verden. Jeg forsøgte at flygte – fra mig selv. Men det kan ikke lade sig gøre – og det ved jeg godt – dog ville jeg ønske det var muligt. Selvom jeg prøvede at løbe væk fra det hele, forsvinde og låse mig inde – så var det ikke en mulighed. Eller jo – fysisk muligt, men døre kan låses op og man kan tvinges til at følge med.
Jeg fulgte med. Ikke med min egen gode vilje – men jeg endte tilbage på afdelingen. Ingen stolede på mig – med rette. Kan ikke klage over noget – for folk har handlet for at passe på mig. Og sig selv. Jeg kunne aldrig finde på at skade andre – men jeg vil gøre alt for at slippe fri – og derfor kan jeg være til fare for dem. Hvis jeg nogensinde endte med at skade et andet menneske – i kampen mod mig selv – så ville jeg aldrig kunne tilgive det.
Weekenden brugte jeg i min seng – med personale i døren og uden mulighed for at rejse mig. Ingen tillid – og den der blev givet, misbrugte jeg. Det ved jeg. Og jeg forstår hvorfor de var nødt til at skærme mig konstant. Jeg forstår hvorfor de ikke løsnede mig, hvorfor de gav mig medicin og hvorfor de var nødt til at være så opmærksomme. Jeg ved, at de passede på mig – og jeg ved at det oftest er deres hensigt. Selv når det ikke føles sådan. De fortæller mig det – viser det.
Mine ankler er stadig ømme – det samme med mine håndled og jeg har blå mærker over det hele. Jeg ville ønske, at det var lykkedes mig at komme herfra i sidste uge. Jeg fortryder at de passede på mig – reddede mig. Men jeg forstår dem – og nogle af dem forstår mig. Det hjælper mig, så jeg kan trække vejret lidt igen.