(dette er mit første blogindlæg, det har været grænseoverskridende, men jeg har også glædet mig rigtig meget. Jeg regner med at ligge en masse ud, så kom endelig med ris og ros)
Kærlighed og sex er en del af de flestes liv, og har også været en del af mit. Siden jeg var nok alt for ung. For mig har det altid været præget af kaos og jeg tror langt fra jeg er alene.
Da jeg stadig var single advarede jeg altid mænd når de skulle se mig nøgen for første gang. Jeg havde store grimme ar på mine ben. Jeg sagde ofte ”du skal lige vide at jeg ser lidt ulækker ud” inden jeg tog mine bukser af.
Min lyst til sex har altid været høj. Jeg er til tider blevet beskyldt for at være nymfoman. Et sted gemt i min til tider usammenhængende mani, har der været spor af det.
I dag har jeg en kæreste, som jeg elsker. Som har accepteret mine ar og grinte lidt af mig da jeg sagde at jeg så ulækker ud. Vi har fantastisk sex, så alt er godt.
Eller er det?
Nej, for der er en tredje i vores forhold, nemlig min sygdom. Den fylder mere end jeg troede at den ville. Jeg havde en forestilling om at så snart jeg fandt en kæreste. Der kunne opfylde mine behov, elskede min krop og var støttende ville min sygdom kun være en biperson.
Vi griner tit af at jeg er et hylehoved, men i virkeligheden er det noget vi konstant frygter. Jeg kan falde sammen på sekunder og hele min verden kan blive som revet væk under mig.
Vi kan ligge og se film det ene sekund og det næste sekund hyperventilere, græde og sige at jeg ikke har lyst til at leve mere.
Min kæreste er altid bekymret og bliver påvirket meget af hvordan jeg har det. Vi har ofte været ved at gå fra hinanden. H
an har endda været gået fra mig to gange på to år. Eller faktisk er vi slet ikke rigtig, officielt kærester, for det er ikke der vi er, eller det er ikke der han er.
Man skulle så tro at det hele var fedt og vi var glade når jeg er manisk, men det er tværtimod næsten værre der. Jeg kan ikke finde ud af at være kærlig når jeg er manisk. Min mobil er blot fyld i mine lommer og ikke noget jeg bruger. Så han kan kun følge min lokation, der bevæger sig rundt i København, uden at vide hvem jeg er sammen med eller hvad jeg laver. Han er ofte bange for at jeg laver farlige ting og han bliver ringet op af politiet og får af vide at jeg er død.
Ikke nok med min bipolar lidelse, som gør at mine følelser ofte er ud over det hele, har jeg også en boderline diagnose. Den gør for mig at jeg overtolker og overanalysere alt hvad folk omkring mig og særligt min kæreste siger og gør. Det eskalere tit og bliver til skænderier og misforståelser.
Jeg kan ikke huske hvornår vi sidst, eller om vi overhoved nogensinde, har haft et skænderi der ikke handlede om noget, der var betinget af mine sygdomme.
Jeg er tit bange for, at min sygdom ender med at tage ham fra mig. At det er den der gør, at han endeligt siger at han ikke kan mere, eller at den forhindre ham, i at få det liv han ønsker.
Så er sygdommen større end kærligheden?