Jeg sidder i sofaen. Her har jeg siddet som forstenet i timer, som jeg er holdt op med at tælle. Jeg er bange, bange for mørket derude. Ville egentlig gerne ud og mærke den kolde efterårs luft, men tør ikke rykke mig fra sofaen. Jeg frygter mørket. Alt det man ikke kan se. Alt det som ens tankevirksomhed begynder, at forstille sig. Mine katastrofetanker kommer altid om aftenen. Særlig i efterårs månederne. Her får de frit løb, katastrofetankerne. Angsten kommer frem og overtager mit indre. Min fornuft hører ligesom op, i takt med mørkets frembrud. Først kommer den kolde knude i maven, derefter koldsveden og til slut rystende hænder. Jeg hader mørket, men mest hader jeg mine egne tanker. For mørket er jo i sig selv ikke farligt, det er mine tanker der gør mørket farligt. Efterår er for mig på den ene side smukke farver, men på den anden side mit værste mareridt. De tidlige mørke aftentimer er min fjende. Må tænde alt lys i mit hjem og bare prøve at holde timerne ud indtil, at jeg til sidst falder i søvn. Nogle gange må jeg simpelthen bytte om på dag og nat. Bare for at kunne hænge sammen, men det er jo netop ikke at holde sammen! Tvært imod. Mørke, du er min fjende.
