Det var efterår, vejret var barskt. Livet var barskt. Jeg kom til psykiatrisk hospitals modtagelse. Dørene gik op af sig selv, når man kom tæt på dem. En dame tog imod mig eller rette sagt, hun tog ikke imod mig. Hun mente ikke jeg kunne komme dertil uden en henvisning fra egen læge. Dog gik det hurtigt op for hende, at jeg var kommet til det helt rette sted. Jeg var psykotisk og manisk. Det kunne ikke skjules. Hun lukkede mig ind og jeg blev placeret i et venteværelse. Et ret stort venteværelse. Her sad der andre, som også havde ondt i sjælen. Ventede længe, alt for længe. Tiden sneglede sig af sted. Jeg lagde mærke til skålen med frugt, men fik mere kvalme af den end lysten til indholdet. Der gik noget tid efter jeg var blevet vist hen til venteværelset, hvor min krop begyndte at ryste. Ryste i mine ben og mine arme. Dette kunne man se, men inden i rystede det også i min krop. Jeg havde fået mit første panikangst anfald. Jeg rejste mig fra stolen, og gik op og ned af gangen. Den lange gang med hvidmalet vægge. Efter at have gået frem og tilbage, som et dyr i bur, satte jeg mig ind i venteværelset igen. Tiden gik, men her var det som om tiden ikke hørte til. På et tidspunkt kom en kvinde med blå øjne hen til mig, og sagde jeg skulle følge med. Jeg rystede stadig. Vi kom ind i et rum med briks, et bord med stole omkring, og ellers et skrivebord. Det måtte være her hun arbejde fra. Hun fortalte, at hun var læge og ville stille mig nogle spørgsmål og undersøge mig. Jeg kan faktisk ikke huske hvad hun spurgte om, men jeg svarede på hendes spørgsmål. Til sidste ville hun måle min puls med en pulsmåler, sådan en man får rundt om armen. Det kunne jeg ikke lide. Da hun havde snakket med mig og taget min puls sagde hun, at jeg var det man kaldte psykotisk. Jeg havde aldrig hørt det ord før og anede derfor ikke hvad det indebar. Hun forklarede det, men jeg husker ikke hendes ord. Derefter fortalte hun, at jeg skulle indlægges på psykiatrisk. Jeg blev fuldt over til det lukkede afsnit og fik eget værelse. Klokken var blevet mange, og det var sent om aftenen. Det første jeg skulle var, at tage piller. Dem slugte jeg, uden at stille spørgsmålstegn om hvad det var jeg indtog. Hvilket jeg i dag, synes er underligt, men alt dengang var underligt. Jeg blev lagt i seng og faldt hurtigt i søvn, med en ny følgesvend om mig, kugledynen.