”Ring til mig, når du er igennem det, men indtil da, så hold afstand”

Caseartikel om stigmatisering
Flere mennesker med psykiske lidelser oplever at blive mødt med berøringsangst, fordomme og stigmatisering. I mange tilfælde er det funderet på uvidenhed, misinformation og uvillighed til at sætte sig ind i problematikker, som vedrører sygdommen og dens udtryk. Desværre har det ofte store konsekvenser for selv nære relationer. Det har blandt andet Jonas oplevet.

Af Louise Kristensen

På Assistens Kirkegård blomstrer de japanske kirsebærtræer. Kronbladene falder som sne, og luften er fyldt med deres milde duft. Jonas og jeg har fundet en plads langt fra de solbadende på de store plæner i græsset i et roligt hjørne af kirkegården. Det, jeg skal tale med Jonas om i dag, er ikke i synkronisering med de poetiske omgivelser. For det handler om den skrøbelige grund under relationer mellem mennesker med psykiske lidelser og deres omgivelser.

Tab af essentielle venskaber
Jonas er 33 år og diagnosticeret med skizofreni. Han har været gennem flere indlæggelser, og kæmpet med et misbrug af alkohol og stoffer, som han er fuldstændig fri af i dag. Fra den første indlæggelse og mange år frem har han oplevet, at venskaber er blevet brudt som en direkte konsekvens af sygdommen. Skizofreni er ifølge studier og anekdoter den entydigt mest stigmatiserede lidelse. I Jonas tilfælde afspejles bruddene på de nære relationer og øvrige reaktioner fra mennesker uafhængigt af hinanden – et brudstykke af stigmatiseringens dynamik. Jonas fortæller:

– Jeg har mistet dybe, essentielle venskaber med mennesker på grund af min sygdom og det, der har fundet sted. Når jeg fik det dårligt og folk begyndte at erkende det, så var der nogen, der trak sig. Nogen fordi de ikke kunne rumme det i deres liv, og nogen fordi min adfærd begyndte at ændre sig, og de syntes det var en latterlig reaktion på noget, der var svært, siger Jonas.

Fucking Hollywood
Han har oplever, at der ofte er en berøringsangst omkring psykisk sygdom, blandt andet fordi medierne er med til at skabe historier, der ikke er i overensstemmelse med virkeligheden.  Skizofreni er ofte forbundet med noget uforståeligt og uhyggeligt, fordi mange ikke forstår hvad det handler om, fortæller han.

– Det, jeg hyppigst møder, når jeg siger det, det er, at det er personlighedsspaltning, som jeg taler om. Det er irriterende. Det er fucking Hollywood, og dansk film har også været medvirkende til det. Skizofreni er ikke en spaltet personlighed. Det nærmeste, jeg kan komme på at beskrive det, er et brud i bevidstheden. At selve bevidstheden bliver fragmenteret. Og det er usandsynligt smertefuldt.

Hun kunne bare ikke overskue det
To essentielle venskaber er gået tabt i kølvandet af sygdommen. Det ene et langvarigt venskab med en veninde, som trak sig, da sygdommen begyndte at manifestere sig. En fælles ven fortalte ham, at han kunne se den dårlige samvittighed lyse ud af hende, når talen faldt på Jonas.

– Hun kunne bare ikke overskue det. Jeg tror, det var så simpelt. Men jeg blev vred på hende. Jeg følte mig lost, siger Jonas og fortæller, at de et par år senere havde mødt hinanden til en fernisering. Kemien var lige så god som den altid havde været, der var meget kærlighed. Men på et tidspunkt på aftenen var veninden kommet med et udsagn, der virkede meget sårende.

– Med en henkastet bemærkning kategoriserede hun mig som fortid. Og siden har jeg aldrig talt med hende.

På egen hånd
Det andet venskab, der gik tabt, var et, der gik helt tilbage til Jonas’ tid på efterskole. Da sygdommen foldede sig ud, begyndte misbruget af alkohol og stoffer at tage form. På et dystert punkt i den tid sagde vennen fra med den meget kontante udmelding, at han ikke forstod, hvad Jonas gik igennem, og at han ikke ville forstå det.

– Jonas, ring til mig, når du er igennem det, men indtil da, så hold afstand, citerer han, og fortsætter:

– Der er flere, der nok har tænkt, at jeg er så langt ude nu, og det er sidste gang de ser mig i det her liv. Og da jeg så lavede en 180’er for fire år siden – holdt op med at drikke, ryge og tage stoffer, alt! – så har folk været meget imponerede. Og det kunne måske have ført til en genforening.

Men han fortæller også, at lysten til genforening ikke har været til stede. Både fordi det kræver et enormt overskud at genoptage et venskab, der har fået så stor slagside. Men også fordi det kræver, at man som udenforstående er i stand til at rumme en problemstilling, som naturligt er så omgærdet af fordomme og mystik.

– Det kan godt være det er fair. Det kan også være, at det ikke er det. Men at vælge venner fra, når de har det svært, det er ikke noget, jeg selv går ind for.

Åbenhed og risiko
Som mange andre med psykiske lidelser har Jonas også oplevet den indre debat om, hvorvidt åbenhed omkring sygdommen ville bane vejen for mere nærhed. Eller om det vil virke forstærkende, gøre forhold til andre mennesker mere komplicerede og resultere i endnu mere afmagt. På den ene side kan åbenhed omkring sygdom være frigørende, men samtidig indebærer det endnu en risiko for kategorisering og stigmatisering, forklarer Jonas.

– Jeg føler, at der er et Damoklessværd, der hænger over én, så snart man siger, at man er psykisk syg. At undertrykke dét, der er så presserende, er brutalt. Hvis man er nok nedslidt i den proces, begynder man virkelig at forstå det apparatur inde i en, der har med liv og død at gøre. Det er også derfor, at det virker kontraintuitivt at dele det, fordi det sociale liv ofte afhænger af, at man lader være. Men hvis man ikke snakker om det, der genererer elendighed inden i én, kan det også være dødbringende.

På et tidspunkt valgte han at vende det om. At være mere åben om sygdommen. Og på den måde oplevede han, at den største svaghed blev til en styrke. Men stadig kunne reaktionerne på åbenheden være forbehold, bekymring eller direkte benægtelse. Som i en ordveksling, Jonas beskriver som den mest bizarre reaktion, han nogensinde har fået på at fortælle, at han har skizofreni:

– Nej, det har du da ikke! Det har du da ikke, det må du ikke engang sige! Og han blev ved med at gentage det som en automat, siger Jonas.

Et naturligt forbehold
Med tiden har han afbalanceret åbenhed med et naturligt forbehold for at udlevere personlige oplevelser, som har med sygdommen og dens konsekvenser at gøre.

– Selvfølgelig kan man risikere at møde stigmatisering, men hvis man er en god menneskekender, så møder man den ikke så tit. Nogle gange er det også bare sådan, at jeg ikke opsøger mennesker, hvor jeg ikke kan være mig selv. Det er svært for mig at være sammen med mennesker, der bare vil smalltalke. Jeg opsøger folk, der har viden eller har emotionel kapacitet til at rumme det, siger Jonas.

Vær videbegærlig!
Da Jonas i slutningen af interviewet bliver spurgt om et godt råd til, hvordan man som udenforstående kan møde mennesker med psykisk sygdom, er svaret utvetydigt:

– Lad være med at have berøringsangst overfor psykisk sygdom. Spørg ind til det. Vid noget om det. For det kan påvirke dig i morgen. Du ved det ikke – for alle kan blive ramt. Vær støttende. Vær videbegærlig!