Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann, skribent for Outsideren
Hos Outsideren interesserer vi os for mange forskellige ting, da vi er mange forskellige mennesker. Med en BA i litteraturvidenskab er bøger en stor del af mit liv, og jeg vil altid gerne dele glæden ved læsning med andre. Der er mange bøger, der er skrigende relevante i forhold til vores samfund i dag, også selvom de har nogle år på bagen. ”Rend Mig i Traditionerne” af Leif Panduro ses som en uomgængelig klassiker i den danske litteraturskat. Det er en sjov og satirisk lille roman, men selvom tonen er humoristisk, så har bogen vigtige temaer som psykisk sygdom, samfundskritik og det at finde sin plads i verden.
Selvom den er 65 år gammel i skrivende stund, så er den stadig uhyggeligt relevant, for Panduro stiller spørgsmålet, om det er den syge eller samfundet, der er sygt. Romanen kritiserer det generelle ønske om konformitet og opfyldelse af normerne.
En tam vild og at bide folk i benene
Romanen starter med, at vi møder hovedpersonen David i den prekære situation, at hans slips har sat sig fast i en cigaretautomat. Efter at det hele ramlede sammen for ham, har han vandret København rundt i dagevis. Indtil det forbandede slips altså sætter sig fast. Da ordensmagten endelig får frigjort ham fra den slipse-slugende automat, bliver David ført til et nervesanatorium, fordi betjenten finder hans opførsel unormal.
Og David er da også ”unormal”, han nægter at tilpasse sig samfundets normer. Han er bange for at blive en kedelig, konform voksen, der ikke kan se udover egen næsetip, eller en ’tam vild’, som han kalder det. Han kan ikke tilpasse sig samfundets restriktive regler, og han gør oprør mod borgerligheden og de tidligere generationers materialisme.
Sanatoriet, som David ender på, er nærmere en normaliseringsanstalt. For lægerne prøver udelukkende at fixe Davids adfærdsvanskeligheder. De dykker aldrig ned under overfladen for at prøve at forstå hans baggrund for at gøre, som han gør.
Så David giver slip på alt sin galskab. Han sparker folk bagi og bider dem i benene. Fordi kun sådan kan han ærligt udtrykke sine følelser i en situation, hvor ord ikke længere er i stand til at udtrykke den frustration, han føler over den verden, han er fanget i. Da lægerne ikke hjælper, ender David med at fortælle sin historie til en ældre, paranoid patient, der ser bomber overalt.
Weltschmertz og illusioner
En følelse, der gav kæmpe genklang i mig, da jeg læste bogen første gang som teenager, var Davids forvirring og weltschmertz. Hele hans liv er tilrettelagt for ham, hvilket jeg kunne genkende som en frustration i mit eget teenageliv.
Han ser voksentilværelsen som en afstumpet og mekanisk tilstand. De voksne lever i illusionen om et Hollywood-billede af ”det rigtige liv”. Alle imiterer livet i et rollespil, der kun fører til skjult ulykkelighed. Et eksempel er en samtale mellem David og en pige til en fest:
“Hvad tænkte du på, første gang du så mig,” sagde hun igen.
“Jeg tænkte på Grace Kelly,” sagde jeg. “Forstår De, hun er brandstolt over, at hun ligner Grace Kelly.”
“Tænkte du det!” Sagde hun, “ved du, hvad jeg tænkte?”
“Næ,” sagde jeg.
“Jeg tænkte på James Dean! Du ligner ham!”
Det var vel nok dejligt, at vi lignede nogen andre. Så var det jo bare med at begynde spillet, rollerne var lige til at hoppe ind i.”
Panduro viser her idéen om, at alt er prædetermineret, og den frie vilje er en illusion. Dermed bliver fremtiden meningsløs, og David kan ikke holde det ud. Han vil være sin egen, være sig selv, og derfor bryder han med traditionerne og overskrider grænserne for det normale. Han ønsker bare at sparke hele verden i røven.
At være udenfor normalen
For mig at se er den generelle opfattelse i vores samfund, at psykisk syge er unormale, for vi passer ikke ind i de kasser, der bliver stillet os til rådighed. Vi bliver sat ud på sidelinjen, fordi vi ikke lever op til ”det normale”. Samtidig står der et system og råber ad os, fordi vi ikke spiller med på banen, men hvad hvis selve spillet er forkert? Hvem siger at samfundet har ret?
Jeg har selv kæmpet med psykisk sygdom i hen ved 20 år, og jeg er ikke færdig med at kæmpe. Som David hader jeg konformitet, og jeg giver normerne fingeren på daglig basis. Som den opmærksomme læser måske har gættet, så identificerer jeg mig meget med David, også selvom jeg nu er 32, og må forventes at være blevet voksen. Men man bliver aldrig for gammel til at være på tværs.
At se på begreber som normalitet, konformitet og anderledeshed er højaktuelt, når vi snakker psykisk sygdom og psykiatri. For psykiatrien trænger til et paradigmeskift; vi skal se udover de kasser, der blevet dyrket i årtier, ja i århundreder. Vi skal se mere på recovery, peer to peer og omsorg i systemet.
Men det helt store spørgsmål man står tilbage med, når man læser ”Rend Mig i Traditionerne”, er hvordan udvikler man sin egen identitet, hvis samfundet former ens personlighed, og der ikke er plads til afvigelser? Hvad med os der ér afvigelser? Hvad ville der ske, hvis der ikke fandtes institutioner til at udøve den nødvendige hjælp til de nedbrudte, de syge, de hjælpeløse og de døende? For det er den retning, vi er på vej i. Samfundets hjælp svinder dagligt, og ironisk nok skal man være pokkers stærk for at få hjælp i dagens Danmark.