For nogen er selvmordstanker noget udefrakommende, der skal holdes på afstand med samtaler, positive tanker og beroligende medicin. Men for mig rummer selvmordstanker en trøst, fordi de fortæller, at tingene kunne være anderledes, de giver ro, og der er næsten noget smukt i dem…
Skrevet af Niels
De sidste to år har jeg fundet trøst i mine selvmordstanker. Når livet ikke er meget andet end en lidelse, så er det rart at vide, at det ikke behøves blive ved sådan, men at der er en vej ud.
Jeg bor i København nær Vestre Kirkegård, hvor forfatter Tove Ditlevsen er begravet, og mine selvmordstanker viste sig i første omgang ved, at jeg begyndte at hænge ud ved hendes grav på mine gåture på kirkegården. Ikke at selvmordstanker er nye for mig, for jeg var kun 7-8 år gammel, første gang jeg mærkede, at jeg var depressiv.
Men jeg har meget tilfælles med Tove Ditlevsen, blandt andet elsker jeg litteratur og har endda fået udgivet fået udgivet en lang tegneserie engang. Og jeg lider som sagt af depressioner, har været indlagt på Sankt Hans, fået elektrochok, drukket alt for meget og så videre. Men dengang for to år siden opdagede jeg, at der var en tom plads ved siden af Tove Ditlevsens grav, og dér ville jeg begraves, når jeg havde taget livet af mig selv. Det ville være lidt ligesom en selfie sammen med en kendis, bare meget mere langtidsholdbar end dem, man lægger ud på sociale medier.
Den muntre kirkegård
Der var også andre grunde til, at jeg kom på kirkegården, ud over at det er et godt sted at gå tur. I nærheden ligger nemlig to gymnasier, og eleverne derfra plejer at samles på et lille stykke græsplæne ved de tyske soldaters gravplads, når det er lunt og solen skinner. Her sidder de unge på tæpper og snakker, drikker breezers eller anden voksensodavand, larmer, og hvad unge mennesker ellers gør, og jeg kan godt lide at sidde et stykke derfra og læse og høre lyden af det hele. Når man selv har et trist liv, kan det nogle gange være rart at se andre have det godt.
Jeg ved selvfølgelig udmærket, at de ikke går rundt og er lykkelige hele dagen, og at de har alle de sorger og bekymringer, man har som ung. Sandsynligvis vil enkelte af dem få det lige så elendigt som mig en dag. Men når jeg hører nogen hvine overrasket, grine ukontrolleret, en guitar, som spiller, eller en telefon som giver lyd, fordi der er kommet en besked, så ved jeg, de har det bedre end mig. Jeg sidder nemlig med følelsen af, at en pæl er hamret igennem min krop, og på den står der depression, apati og meningsløshed.
Etiske overvejelser omkring selvmord
Der er mange etiske overvejelser omkring det at ville tage livet af sig selv, og det har givet mig ro i sjælen at fordybe sig i sådanne overvejelser, når jeg havde det værst. Efter min død vil mit lig jo blive fundet af nogen, og det kan være en traumatisk hændelse for den eller dem, som gør det. Det ville for eksempel være helt forkert at gå ned og hænge sig i gyngestativet på en legeplads, for hvis børn så mit lig, ville de få mareridt i månedsvis. De ville næppe forstå, hvad de havde set, de ville bare vide, at det var forfærdeligt. Jeg tror heller ikke, at voksne mennesker ville have nemmere ved at håndtere sådan en oplevelse. Det dur heller ikke at springe ud foran et tog eller tage springet fra en bro eller et højhus. Og det dur slet ikke at begå selvmord hjemme, for så vil det jo helt sikkert være mennesker, jeg kender, som finder mig.
Faktisk er jeg kommet frem til, at det mest etisk forsvarlige sted at begå selvmord, er i en bedemands baghave. Han eller hun er jo vant til at håndtere lig, så oplevelsen vil ikke være så fremmed for vedkommende. Hvis jeg samtidig efterlader et brev til bedemanden med en forklaring og en undskyldning for, at jeg valgte netop det sted for mit selvmord, så kan jeg ikke vise mere hensyn overfor den verden, jeg forlader.
Spøgelse i eget kongerige
Men der er også den mulighed, at der slet ikke er noget lig at finde, efter jeg har begået selvmord. Jeg tænker, at det må være mindre skræmmende at finde et skelet end et lig, der stadig ligner et menneske og sikkert stinker frygteligt af råddent menneskekød. Derfor har jeg haft en lille ø ved navn Elleore, som ligger i Roskilde Fjord, med i min planlægning af mit selvmord. Jeg har ofte roet ud til Elleore i båd om sommeren, og det er en ganske lille ø, hvor der ikke er andre beboere end havfuglene, så der kunne mit lig få lov at ligge længe uden at blive opdaget. Og måger og skarver ville hurtigt få pillet alt kød af mit skelet, og det ville gå rigtig hurtigt om foråret, hvor de har yngletid og evigt sultne unger i deres reder.
Der er sikkert mange hundrede små, ubeboede øer som Elleore i Danmark, men Elleore er noget helt særligt, for midt på øen er der sat en sten op med teksten ”Til minde om ingenting, 1944-94.” Øen er nemlig ejet af en forening, der købte den i 1944, og de har udråbt den til et selvstændigt kongerige med eget flag, kongehus, regering, hær og så videre. Hver sommer sejler kongerigets borgere så ud på Elleore, hvor de bor i telte i en uge, og slår hinanden til riddere, uddeler ordner, udpeger ministre, hofjægermester og hærfører, som ethvert kongerige bør have. Og så spiller de også musik og drikker alkohol i mængder, der overstiger, hvad de indtager til hverdag. Det er en uge med en blanding af festival, rollespil, påtaget royal selvhøjtidelighed og humor.
Hvis jeg begik selvmord på Elleore, ville det lille kongerige få et spøgelse, og det ville være mig. Jeg ville selvfølgelig efterlade en flaskepost til dem, hvor jeg forklarede, at de på ingen måde var årsag til min død, og at jeg ville være et venligt spøgelse, som vågede over øen uden at forstyrre hverken dem eller fuglene. Og dog ville jeg da lige vise mig en enkelt gang hver sommer, for der er jo heller ikke noget ved usynlige spøgelser – dem har vi allerede rigeligt af. Jeg ville optræde på et foto, nogen tog i løbet af deres festuge, eller stå som en hvid skikkelse i strandkanten en nat og blive set af de sidste få, der lukker festen den nat. Så ville de have noget at snakke om og gyse over, og det er jo derfor man har spøgelser. Og så ville jeg have gjort min pligt, Elleore ville have et spøgelse, og mit selvmord ville have mening og være værdifuldt.
Eller bare forsvinde helt…
Et alternativ til at dø på Elleore og blive spist af havfugle, ville være at finde et sted langt ude i skoven, hvor krager og andre fugle har en redekoloni, og så ville min krop blive brugt som foder til deres unger. En hel generation af skovens sorte fugle ville være opvokset på menneskekød. Ræve er ådselædere, så de ville sikkert også komme spise nogle lunser af mit lig. Men der er nu engang større risiko for at blive fundet i skoven end på en øde ø.
Og så er der selvfølgelig også muligheden for helt at forsvinde fra jordens overflade. For eksempel at springe i havet fra en båd eller færge med en rygsæk på skuldrene fuld af sten, så jeg synker til bunds og aldrig kommer op igen. Men den tanke bryder jeg mig ikke om. Jeg vil gerne have en eller anden slags gravsted, og det ville jeg jo ikke få, hvis jeg bare forsvandt fra jordens overflade, og ingen vidste, om jeg var død eller stadig i live.
Min død – Andres liv!
Med i mine etiske overvejelser omkring mit selvmord har også været, om jeg på nogen måde kunne gøre gavn ved at tage livet af mig selv? Jeg er nemlig organdonor, og min krop fejler vist ikke noget, så flere andre mennesker kunne få forlænget livet med mange år, hvis de kunne få reservedele fra mit lig. Og det er for mig en rar tanke, at jeg med min død kan redde andre menneskers liv.
Men hvordan skulle det lige foregå i praksis? Kan man begå selvmord et sted, så man straks bliver fundet, og ens organer stadig er friske og kan bruges til transplantation? Skulle jeg gå hen til et hospital og skyde mig selv igennem hovedet, så de læger, som snart får mig imellem hænderne, vil skynde sig at tage mine organer? Jeg tror ikke rigtig på, at det vil gå sådan. Selvmord er i de flestes øjne så voldsom en handling, at de, som finder mig, slet ikke vil tænke på, at min døde krop kunne berige alvorligt syge mennesker med raske organer. Og selv hvis jeg havde mit donorkort tapet til hånden, ville de føle sig det var en meget kynisk tanke at se min krop som genbrugsmaterialer. Så jeg tror ikke rigtig på ideen.
I en verden fattig på trøst er selvmordstanker en rigdom
Sådan har jeg haft mange tanker, overvejelser og planer om selvmord, og det, jeg har fortalt nu, udgør kun en lille del af dem. Selvmordstanker giver mig en ro, som ingen beroligende medicin eller alkohol kan give. Som mindfulness og væresteder med strik og kreativ aktivitet og hygge ikke kan give. En ro, som hverken folkekirken med dens løfte om guddommelig tilgivelse, eller buddhismen med dens løfte om, at uendeligheden af genfødsler til smertefulde liv stopper, kan give. Eller som sport og deraf udløste endorfiner, eller ressourceforløb og følgende fleksjob, identitet og vital rolle på arbejdsmarkedet eller noget som helst andet ikke kan give. Når jeg har selvmordstanker, er jeg en handlingens mand, og mine handlinger har betydning. Og det at have betydning har betydning. For alle de lidelser, al den smerte, som mine psykiske lidelser giver mig, har ingen betydning. De er der ligesom bare og gør frygteligt ondt, men en dag stopper de, og det er en trøst at tænke på. Og derfor er mine selvmordstanker en trøst.