Outsideren er inviteret med i et AI-Laboratorium, der handler om at undersøge om kunstig intelligens kan bruges til at styrke mennesker i udsatte positioner. Vi mødtes fornyelig på Kofoed Skole til en spændende eftermiddag med samtaler og afprøvning af muligheder og barrierer med den omdiskuterede teknologi. For kan den virkelig styrke mennesker i udsatte positioner – eller vil den bare give toppen af samfundet endnu mere på kistebunden?
Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann
OpenAI’s ChatGPT blev lanceret i 2022 og gjorde det, mange troede blot var science fiction, til virkelighed. Robin, der er en af initiativtagerne til projektet, indledte med historien om hvordan ChatGPT inhalerede hele internettet og med en algoritme baseret på sandsynlighedsberegning nu genererer tekster, billeder, lyd og video baseret på det sammensurium af data fra nettet – det er en del mere end et enkelt menneske kan. Men er det en god ting?
Idet den baserer sig på hele internettet og sandsynlighed, så vil den også basere sig på alle de falske oplysninger, fake news og lignende – og AI kan ikke nødvendigvis se forskel. Så hvis du som bruger, ikke tjekker pålidelige kilder, så kan du være med til at sprede misinformation og forstærke fordomme som AI’en har opsnappet på det store world wide web.
At styrke udsatte
Et af de rigtig gode spørgsmål er, hvordan vi kan bruge AI til noget godt. Kan vi for eksempel bruge det til at styrke udsatte grupper eller kan det kun hjælpe de rige med at blive endnu rigere? For der er mere end nok ulighed i vores samfund, så hvordan får vi udlignet den skævhed og kan vi bruge AI i processen?
AI er her og det er formentligt kommet for at blive. Så hvordan tager vi ejerskab over det og bruger det i den gode sags tjeneste?
Jeg deltog sammen med andre outsidere, folk fra Gadens Stemmer, MEDVIND, Kofoeds Skole, og nogle søde teknologiaktører, på AI-Laboratoriet på Kofoeds Skole. Som generel AI-skeptiker, så var jeg overrasket over hvor mange interessante og konstruktive ting, der kom frem. Vi snakkede meget i muligheder, barrierer og udfordringer. For AI kan en masse, men der er også mange faldgruber.
Det kræver viden at få viden
En ting jeg lærte, var at AI har den barriere, at den hjælper dem, der er nye til teknologien, med nemme ting, og dem, der er øvede, med svære ting.
Det skal forstås på den måde, at AI kun svarer på det niveau du spørger på. Så hvis du spørger meget åbent om et emne, så får du et meget generelt og måske ikke helt dækkende svar. Men jo mere specifik du kan være, jo mere specifikke svar får du. Men det kræver forhåndsviden at være specifik – og det er jo netop det man, måske især som udsat, mangler om systemet.
Når sprog kan komme i vejen
Det AI blandt andet kan, er at hjælpe med at oversætte både skrift og tale. Jeg tror personligt, at en tolk er mere nuanceret og præcis, og en tolk vil forhåbentligt tage nogle menneskelige hensyn i forhold til levering af svære nyheder eller lignende. Men når det kniber med at finde en tolk, så kan AI træde til og give en hjælpende hånd i, måske, pressede situationer. Og AI kan også hjælpe en med at forstå og endda besvare komplekse breve fra systemet.
Overvågning eller hjælp?
Det kom også op, at den måske også kan være en decideret assistent til møder med sagsbehandlere. For eksempel kunne AI transskribere møder med systemet. Det ville udligne det magtforhold, der er mellem den, der tager noterne og den, der kun taler, altså sagsbehandleren og borgeren.
Man hører igen og igen om folk der ikke kan genkende det læger eller sagsbehandlere har skrevet om et møde – dette kunne man komme udenom ved at et AI skriver alt der bliver sagt ned.
Vil det være en form for overvågning af sagsbehandler, læger og andet? Ja klart, men måske er det ikke så skidt endda. Det er i hvert fald en overvejelse værd.
At få AI til at holde på hemmeligheder
Men der er også tydelige problemer forbundet med dette. For eksempel ved vi alle sammen forhåbentligt, at det ikke er klogt at smide alle informationer om sig selv på nettet – vi overvåges rigeligt i forvejen. Så man skal passe på med at smide breve fra kommunen i ChatGPT og forvente at den holder tæt.
Men måske kunne svaret her være at have en ”lukket” AI, der kun beskæftiger sig med de danske love og forhold og som er underlagt en form for tavshedspligt. Det kunne være tilknyttet e-boks og simpelthen være kodet til at holde informationer hemmelige.
For jeg tvivler ikke på at teknologien til dette findes, vi kan bare ikke stole på at kinesiske og amerikanske firmaer følger regler som EU eller Danmark laver.
Så måske det er på tide at vi får vores eget, ligesom der efterhånden kommer flere og flere europæiske sociale medier som kan konkurrere med Meta.
Vi må ikke hægte nogen af
En anden stor udfordring for udsatte er, at det koster penge at få AI i lommen. Dertil er der også problemet at ikke alle har lige adgang til teknologi eller kompetencer med det digitale – og det er vigtigt, at vi ikke hægter dem af og glemmer dem!
Det er for eksempel allerede et problem, at man skal søge om at få lov til at få brevpost og ikke at man skal søge om at få det digitalt, og alt fra kommunen til parkeringsautomater går i dag ud fra, at man har en smartphone. Det er et problem.
Utopien og dystopien
Som en der lever af at skrive og som også gør det kreativt i min fritid, så ser jeg også nogle problemer i forhold til at bruge AI til at generere tekster, både i professionelle sammenhænge, men især i kunstneriske sammenhænge.
For AI kan ikke nytænke, den kan ikke mærke dybderne i eksistentielle spørgsmål og andet som kunst, efter min mening, gerne skulle gøre. For AI har ikke følelser, den henter referencer og viden i ting, der allerede findes. Det er forudsigeligt og ja, kedeligt.
Der vil mangle noget; det nytænkende, menneskelige og autenticitet. Det mister vi meget på, det vil faktisk være en katastrofe, hvis det forsvandt.
Vi skal huske processen
Dertil er der en kæmpe fare for, at vi glemmer processen – både i kunsten og i arbejdet i hverdagen. For kun gennem processen bliver vi klogere og lærer mere om vores felt, verden og om os selv. Kunst er at bearbejde følelser og oplevelser og dem tror jeg ikke man bearbejder ved at skrive en prompt til AI – uanset hvor detaljeret og dygtig man måtte være til det. Jeg tror på, at man kan bruge AI som inspiration. I mit eget arbejde kunne jeg for eksempel få den til at fortælle om underemner under en større overskrift, som ikke er så belyst i medierne eller den kan hjælpe mig med at finde modtageren for det jeg skriver.
Men jeg mener personligt ikke, at man kan lave reel kunst med AI.
Hvad tør vi håbe for fremtiden?
Man kan sige, at utopien for AI er, at det vil hjælpe alle, give større lighed og give alle lige adgang til viden, mens den mere dystopiske tilgang er, at den vil fjerne arbejdspladser, gøre arbejdet dårligere og forstærke den ulighed, der allerede er rigeligt af i verden.
Jeg tror sandheden måske ligger et sted midt imellem, men jeg er sikker på, at det helt afhænger af, hvordan vi bruger AI og hvem der bruger det. Så derfor var det betryggende som outsider at være i et rum med både folk, der arbejder med udsatte grupper og teknologiaktører, der vidste rigtig meget om AI og som var meget interesserede i at gøre verden bedre med det.