Lin Melkane er dramatiker og jeg har sat hende i stævne for at snakke om hendes forestilling Hvordan Kan En Vandmand Leve Uden Hjerne?, men især også hendes tanker om det koncept hun kalder introvert scenekunst og ikke mindst hendes egen historie.
Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann
Lin havde ingen baggrund i teater da hun pludselig blev optaget på Dansk Scenekunstskole. Hun har været digter hele sit liv, men havde tænkt over at blive cykelmekaniker for at få noget mere fast, da planerne pludselig blev nogle helt andre og meget mere kunstneriske.
Hun har skrevet forestillingen Hvordan Kan En Vandmand Leve Uden Hjerne? som jeg så på Blaagaard Teater en dejlig dag i maj.
Forestillingen handler om Daisy som altid er birollen, veninden, ekskæresten, men aldrig hovedrollen. Før nu altså. For i den time man sad i salen på Blaagaard Teater, der er Daisy hovedrollen og hun fortæller om hvordan livet er. Og det er et liv som de fleste ikke har, men som alt for mange alligevel kender i et eller andet omfang. For Daisy er psykisk syg og en del af jobcentersystemet. Hun fortæller om hvordan den ene Anette efter den anden tager imod hende på jobcenteret og smider hende videre til den næste Anette.
Hun fortæller om et utal af ”doktor psykoer” som har behandlet eller måske nærmere, har fejlbehandlet hende. Hendes erfaringer med både Psykoerne og Anetterne er hårrejsende og jeg genkendte alt for meget fra mit eget liv.
Teateret kalder selv hvordan Kan En Vandmand Leve Uden Hjerne? for en sørgmunter monolog og det vil jeg gerne underskrive for at den er. Jeg måtte fælde et par tårer da Daisy når til at snakke om elefanten i rummet – diagnosen.
For jeg deler diagnose med Daisy, og selvom jeg ikke genkender alle aspekter der bliver beskrevet, så deler jeg nok til at det rev i mig. Men jeg måtte også grine højt både af forargelse, men også af reel munterhed for Lin, har masser af humor og det siver ud igennem teksten.
Hvordan teateret griber sårbart publikum
To dage før jeg skulle ind og se forestillingen modtog jeg en meget venlig mail fra teateret der mindede mig om at jeg skulle i teateret. De mindede mig om alle de praktiske ting og sager, og at man som publikummer kan blive fulgt både ud og ind fra forestillingen, at der ikke ville være stroboskoplys eller røg og at forestillingen kun indeholdt få blinkende projektioner.
Jeg følte mig allerede her velkommen og omfavnet på en måde som jeg faktisk ikke vidste at jeg havde brug for. Jeg kan personligt godt lide at gå i teateret og ikke have noget imod at jeg ikke aner hvad der venter mig, men det får mange til at holde sig væk og det er synd.
Teateret som rum kan være hårdt at gå ind i. Mange af Lins venner og bekendte – selv folk indenfor branchen – går ikke selv i teateret, fordi det simpelthen ikke er rart for dem at være i. Det inspirerede Lin til at skabe et bedre rum.
Blandt andet ved at gøre folk opmærksomme på hvad man kan forvente. Er der høje lyde? Meget råben? Stroboskoplys eller røg? Det er ting der kan påvirke sanserne meget voldsomt og det bliver kun værre, hvis man ikke ved hvad der kommer.
At vide at man må forlade salen – og at man gerne må komme ind igen, at det er fuldt ud acceptabelt at holde sig for ørerne eller øjnene eller andet man har brug for, gør at man måske har mindre brug for det. For så kan man slappe af ved at vide, at det er ok.
Lins stemme, der gennem Daisy, revser scenekunstmiljøet for ikke at tage hensyn til nogen eller noget og for at ”have for store albuer”. Lin har derfor udarbejdet begrebet introvert scenekunst der sætter spørgsmålstegn ved om alt udførsel af scenekunst SKAL ske på de ekstrovertes vilkår. Med Hvordan Kan En Vandmand Leve Uden En Hjerne? ønsker Blaagaard Teater og Lin at skabe en forestilling der skaber et trygt rum for alle at være i.
Psykisk syg i et raskt rum
Lin har diagnosen skizofreni og hun følte at Dansk Scenekunstskole var et meget raskt og ekstrovert rum, som var svært at være i. Der var mange krav at leve op til, og det sociale fyldte meget. Det kan være meget svært, når man er sårbar på den ene eller anden måde.
Så derfor skabte Lin udtrykket introvert scenekunst.
Lin er stor fortaler for at denne tilgang bliver bredt ud i scenekunsten, at man gør det til en decideret teori og en mentalt bæredygtig proces.
Både på scenen og i produktionen. For der findes stadig billedet af den lidende kunstner, men måske man producerer bedre kunst i et trygt rum hvor man kan prøve sig frem og ikke bliver overvældet eller er bange for at lave fejl.
At lave kunst er at prøve sig frem – fejl og dårlige idéer vil ske, men der skal være plads til det, for ellers kommer de gode idéer ikke.
Samarbejdet med Blaagaard Teater
Samarbejdet med Blaagaard Teater har været det bedste samarbejde Lin ind til videre har oplevet i sin karriere, og hun satte stor pris på hvordan de lyttede og gjorde en reel indsats for at opfylde hendes vision og idéer for introvert scenekunst.
Men som i så mange andre systemer, så er de også afhængige af penge fra fonde og lignende, så selvom de er modige, så kan de blive bremset af ansigtsløse systemer.
Men Blaagaard var modige. De ansatte folk med meget blandet erfaring – og nogen helt uden teatererfaring. Det var første gang for scenografen Signe Dige at have ansvar for en hel scenografi og alligevel var den spændende scenografi noget af det første jeg tænkte over og et element der virkede virkelig godt. At have folk med der ikke er strømlinede i deres uddannelse, giver plads til spørgsmål og overvejelser man ellers ikke ville have gjort sig.
For lidt kaffe
Lins eget liv minder meget om mit eget og jeg følte vi havde meget til fælles som vi sad der i Outsiderens lokale og snakkede. Kaffen slap hurtigt op og jeg fortrød, at jeg ikke tog en hel kande med inden vi startede, for vi skal gøre os umage for at holde os til emnet. Samtalen glider hurtigt ud i alt muligt andet.
For Lin har både været medicinhelvedet, jobcenterhelvedet og psykiatrihelvedet igennem – ligesom jeg selv. Men i dag er hun medicinfri og på ret køl, hun kan faktisk fungere som menneske og være der for sine venner og give noget igen. Noget vi jo alle gerne vil.
Lin vil gerne skabe en bedre verden helt grundlæggende, med plads til mennesker og hvor folk af alle slags føler sig set og spejlet i kunsten.
Hun er stor fortaler for at udfordrer traditioner og vi bliver hurtigt enige om hvor trætte vi er af at se de samme tekster igen og igen blive hyldet, selvom de ikke afspejler vores samfund, og på mange forskellige måder er toksiske, sexistiske, homofobiske og alt derimellem – vi er trætte!
At være en del af samfundsdebatterne er noget Lin føler et kæmpe ansvar for som dramatiker. Det er en position hvor hun kan råbe folk op om systemet og psykiatrien og alt andet der måtte røre sig i hende. For Lin bruger sig selv i alt hun laver og hun mener, ligesom jeg selv, at kunst er med til at ændre verden. Kunsten skal udfordre folk og skabe grin og gråd og alt derimellem. Kunst skal mærkes, men for Lin er det vigtigste teksten. Det er teksten der skal provokere og chokere – ikke effekter der kan gå lige i angsten på sårbare mennesker.