På filmfestivalen Don’t Fear The Weird er der hvert år flere arrangementer omhandlende afstigmatisering af psykisk sårbare personer. Sidste år var et af disse en talk med to frivillige fra En Af Os bevægelsen og titlen var “Fri os fra stigma”. Jeg har interviewet en af de frivillige fra En Af Os med udgangspunkt i formålet som fællesskaber kan fylde når man arbejder med afstigmatisering.
Skrevet af Stella Sofia Lovisa Pettersson
Der hænger pynt i loftet, det er store og farverige fluffy bolde. Tændte stearinlys pynter på bordene. Det varmer øjnene, når man kommer ind med sin vinterfrakke. Der er lyst og luftigt og jeg kan høre en svag klirren bag baren. Jeg sidder i Cinematekets Asta Bar og her er højt til loftet og mange folk, der summer omkring for at finde en plads til det næste arrangement.
Jeg bladrer i min notesbog. Der er flere siders notater fra de talks jeg hørte i går. Jeg finder en blank side og sætter mig til rette. Folk sidder lyttende, der er nu sænket en respektfuld stilhed, som om et stort tæppe er lagt over lokalet. Man kan høre baren ovenpå og den snak der er.
Det forstyrrer ikke, for lyset gør mig fokuseret på dem, det handler om.
Den talk jeg er kommet til hedder “Fri os fra stigma” og de deltagende er de to ambassadører fra En Af Os bevægelsen: Rune Jørgensen og Marie Louise Flindt Herløvsen. De bliver udspurgt af Anja Kare Vedelsby, der er programleder for En Af Os i Sundhedsstyrelsen. Der bliver indledningsvist nævnt, at det er folks viden, holdninger og fordomme, der ligger bag al stigmatisering. Den skam de deltagende oplever kan føles som at blive lukket ude af samfundet. Så hvad kan man gøre for at bryde stigma?
Jeg har interviewet Rune Jørgensen om hans oplevelser og tanker om stigmatisering og fællesskaber.
Ærlighed skaber tryghed
Rune nævner først, hvor befriende det er for ham i dag at komme i et fællesskab, hvor man kan være ærlig. Han kommer med et eksempel, som han tror, de fleste psykisk sårbare har problemer med. Det er når man bliver spurgt om, hvordan det går. Det er blevet lidt af en amerikanisering af det danske sprog, for i USA er “How are you?” oftest brugt som en hilsen – også til fremmede. Herhjemme siger folk tit “Går det godt?” og her er allerede i formuleringen lagt op til, at det kun er det gode, der spørges ind til. Det dårlige vil vi ikke høre om, det må folk gå med selv.
“At skabe det rum, hvor man reelt kan svare på det spørgsmål, hvor folk kan rumme det, uden at man så derfra behøver sige “hov der er noget galt, det må vi løse”. Det er okay at være i det. Dét rum betyder virkelig meget. “
Rune finder en stor frihed i at tage del i et fællesskab, hvor man kan være ærlig. Morten Nissen, som er psykolog og professor på DPU, har lavet forskning om fællesskaber. Ifølge ham kan fællesskaber bl.a. forstås ud fra et “fælles forehavende (’fælles tredje’)”. Denne måde at omtale fællesskaber på skaber en mulighed for at forstå sammenhængskraften mellem mennesker i forskellige kontekster. Ifølge Morten Nissen kan det fælles tredje være en medvirkende kraft i menneskers selvudvikling.
Dette kan forstås som at finde noget, vi kan lave sammen og have som fælles mål skaber en større sandsynlighed for at fællesskabet varer ved.
Det fælles tredje hos En Af Os er formidling og afstigmatisering af psykisk sygdom. Noget Rune fortæller mig om er hans frivillighed som en del af En af os.
Jeg har spurgt om han ser det han laver som et job. Det gør han ikke, men han svarer, at det er en politisk indsats. Jeg hører Rune give udtryk for, at den indsats han lægger hos En Af Os bidrager til at give ham følelsen af formål. Det er udviklende, beskyttende og forebyggende arbejde for psykisk lidende borgere. Jeg kender Rune fra politisk aktivisme og jeg har altid set ham som en meget engageret indsatsleder med masser af gå-på mod.
“For mig så er politik at identificere et problem i samfundet og organisere sig for at ændre det problem”
En Af Os har identificeret stigmatisering som et problem og arbejder nu for at løse det. Rune lever en holistisk tilværelse, hvor han bruger sin tid på at gøre en forskel for andre med sine politiske indsatser – og han oplever jo også, at det gør en forskel for ham selv.
Hjælp til selvhjælp
Jeg spørger ind til, hvilke positive og negative oplevelser Rune har haft i psykiatrien. Noget af det positive han har oplevet er, at han havde en behandler, der hjalp ham med en praktisk opgave han havde svært ved at igangsætte selv. Han omtaler det ikke som det største eller værste problem han havde dengang, men det var noget meget konkret og noget, der gjorde hverdagen mere håndgribelig da det blev løst.
Rune havde svært ved at komme ned i vaskekælderen og få vasket sit tøj. Han fortæller mig, at det ikke havde noget at gøre med, at han ikke vidste, hvilket program han skulle køre eller lignende. Det var simpelthen bare det med at sætte i gang og komme afsted.
“Jeg sagde det til min kontaktperson i psykiatrien, hun sagde “Okay næste gang vi har en aftale her næste måned, så tager jeg hjem til dig, så kommer jeg op i din lejlighed. Du har noget vasketøj parat. Så går vi ned i kælderen og så ser vi, hvad det er der sker”“
Rune fortæller meget positivt om sin oplevelse. Det er tydeligt, at den praktiske tilgang behandleren benyttede har hjulpet ham. Han siger kort, at der jo ikke skete andet end, at så var de kommet derned og så kunne han få vasket tøjet. Nogle gange har man brug for hjælp til nogle helt konkrete ting og her var det godt, at Rune kunne fortælle om sin hverdag på en måde, så han kunne få den støtte, der var behov for.
Stigmatisering fører til ensomhed
Rune nævner, at det er let at komme til at opleve stigmatisering og sidenhen helt ubevidst at komme til at internalisere det. Selvstigmatisering gør det svært for Rune at udfordre de mekanismer, han bliver mødt med af behandlingssystemet. Rune er blevet mødt med en opgivende tone fra systemet, hvor han oplever det som om de ikke troede han var i stand til alt det han faktisk gør i dag.
“Selvstigma gør, at jeg ikke går ind og tager udfordringen først.”
Når selvstigmatisering fylder, så tager man imod de løsninger man bliver givet og man stiller ikke nok krav, mener Rune. Jeg spurgte Rune om, hvordan han oplevede sin dagligdag, før han blev en del af En af os. Noget af det, der fyldte i hans hverdag, var bekymringer om, hvorvidt han var ønsket i et fællesskab. Han omtaler det som en “fremmedgjorthed overfor fællesskaber.” Selvstigmatisering var med til at opretholde ensomhed for Rune.
Rune fortæller mig om sin opstart hos En Af Os og lægger her vægt på, hvordan dét, der normalt blev set som et problem – hans psykiske vanskeligheder – pludselig blev omdrejningspunktet. Han beskriver det som “et vilkår for fællesskabet.” og uddyber efterfølgende:
“Fællesskabet i En Af Os har været en katalysator for, at jeg kunne arbejde med problemstillinger i alle andre fællesskaber.”
En Af Os har ifølge Rune været én af de ting, der gør, at hans dagligdag hænger bedre sammen. Hans deltagelse i et fællesskab med et fælles formål hjælper ham med afstigmatisering.
Formidling skaber mening
En af de opgaver Rune har hjulpet med hos En Af Os er formidling omkring psykisk sygdom. Han har for eksempel taget rundt på forskellige uddannelsesinstitutioner og i boligselskaber og formidlet om psykisk sygdom. Han fortæller om sin indsats hos boligselskaberne, hvor det handler om at skabe forståelse og sammenhæng mellem folk. For hvad sker der, når en psykisk lidende flytter ind? Rune tager ud og formidler sin historie og de oplevelser han har.
Dette hjælper med at afstigmatisere og skabe bedre plads for folk. Jeg kan høre på Rune, at den indsats han har mulighed for at lægge hos En Af Os bidrager til en følelse af meningsfuldhed. Rune føler, at han hører til hos En Af Os. En anden ting jeg bemærker ved Rune er, at han aldrig siger “psykisk syg”. Han bruger ordet “sindslidende”. Det skaber en neutral stemning, at han ikke omtaler sig selv som værende syg. Det opleves mere mindre dømmende. Ord har magt og det er Rune klar over, for han udtrykker sig meget velreflekteret. Han siger selv om sin opstart hos En Af Os:
“Det, der gjorde en forskel, var, at jeg blev anerkendt og at jeg kunne italesætte det.”
Rune har fundet stor styrke i at kunne sætte ord på sine tanker og følelser. Det kan føles umuligt at skulle rumme sine følelser, når man har svært ved at omtale dem. Det giver håb for fremtiden at kunne bearbejde sine tanker og oplevelser. Rune fortæller mig, at han oplever det at kunne sætte ord på sine egne psykiske problemer har været helt afgørende for, at han kan formidle som han gør i dag.
Han fortæller mig, at han har været nødt til at udfordre, hvad det vil sige at have en psykisk lidelse. Mennesker er forskellige og det er diagnoser også. Rune fortæller mig, at den selvstigmatisering han oplever, gør det svært at se objektivt på sine problemer. Det bliver hurtigt en sort/hvid tænkning, men det er vigtigt at få nuancerne med, pointerer Rune.
For at vi kan komme ud af den kassetænkning som systemet har opdraget os med, kræver det, at vi finder mod og lyst til at formidle om vores liv. Denne lyst kan fås ved at tage del i meningsfulde fællesskaber, præcis som Rune gør.