Da Emeli første gang blev ramt af en svær depression, startede selvskaden med at nive sig selv af afmagt – men snart blev det værre. Det blev til en periode som svingdørspatient.
Men man kan komme ud på den anden side og blive selvskadefri og få drømmene igen.
Skrevet af Emeli Rosenberg Wøbbe Kaltoft
Jeg hedder Emeli Rosenberg Wøbbe Kaltoft og er 31 år gammel. Jeg har været velkendt i psykiatrien i 7 år, men har været ramt af invaliderende angst siden jeg var barn. Mit møde med psykiatrien skete, da jeg blev ramt af en svær depression under mit sygeplejestudie. Her begyndte jeg for første gang i mit liv at nive mig selv i maven af afmagt, selvhad og fortvivlelse.
Jeg var i panik over at jeg blev psykisk mere og mere syg og ikke kunne møde op på mit studie og en dag begyndte jeg at skære i mig selv, for at ende smerten. Da jeg havde skåret, vidste jeg, jeg var langt ude og jeg ringede til psykiatrisk skadestue som bad mig om at komme ind. Jeg var på høj på piller og kan ikke huske gåturen på en time hen til skadestuen, men på en eller anden måde fandt jeg vej.
Jeg blev endelig grebet og blev indlagt 5 måneder på lukket og åben afdeling. Det var meget grænseoverskridende pludselig at få fastvagt og blive holdt øje med. Jeg kæmpede stadig med selvskade trang og fandt desværre på mange kreative måder at selvskade på. Jeg blev overtalt til at prøve ECT, hvilket jeg var så bange for, men det tog det værste af depressionen.
Jeg husker tilbage på de dage, hvor folk sagde: prøvelserne vender.
Dem kendte jeg
Ja kæmpede mig som altid tilbage til den i kender
Nu ser jeg håbløse ar dér hvor jeg skar og lykken den sluttede
De blev røde, de blev hvide, men ingen så denne side jeg havde, da jeg skjulte dem med facade
Nu ser du nu min farvede krop og tænker nu tilbage
Hvor gik det galt, hvad så jeg ej, var det noget jeg sagde?
I stilhed jeg græder, for nu ser de andre en smerte jeg helst vil glemme
I kan intet gøre, andet end at spørge, hvad der mon nu som hændte
Jeg står tilbage og mit blod jeg må smage, for at mærke at jeg lever.
Jeg prøver ej at lyve, mit smil må du tyde, når du på mig kigger
Ja nu ser jeg frem, hører himlens sang, på ryggen jeg nu ligger
Folder mine hænder, en bøn jeg sender, på håb jeg nu tigger
Jeg blev udskrevet, men genindlagt, da jeg fik selvmordstanker og igen selvskadede. Opholdte mig i en måned på lukket afsnit og udskrevet igen.
Jeg boede på det tidspunkt i et kristent kollektiv, men en dag havde jeg et nyt selvmordsforsøg og blev fundet af mine medboere blødende og høj på piller. Dette blev starten på en 1-årig lang indlæggelse.
De mente jeg havde ængstelig/evasiv personlighedsforstyrrelse og jeg prøvede en masse antidepressiv af. Jeg begyndte at selvskade på nye måder og mistede rigtig meget funktionsniveau pga. den lange isolation fra omverdenen. Under denne indlæggelse oplevede jeg for første gang tvang.
Livsfarligere selvskade og svingdørs-patient
Flygt blod, flygt
For den her krop er ved at dø
Jeg hjælper dig på vej, flygt, flygt
Jeg skærer dig fri til frihed
Til sidst er jeg tom
Min sjæl tilbage
Snart død af tørst
Jeg blev udskrevet til en lejlighed i Vanløse og med FACT og DAT som behandling. Jeg kunne intet mere, men alene-heden åd mig op. Jeg begyndte at drikke alkohol og min selvskade blev mere og mere livsfarlig. Psykiatrien havde nu prøvet alt og mente mine indlæggelser og behandling var resultatløse. Det blev til utallige korte indlæggelser i psykiatrien og de mente ikke der var noget at gøre mere. Jeg havde en meget atypisk sygdoms patologi. Min selvskade var atypisk, min depression var atypisk og de kunne ikke få bugt med min rigide tankegang. Jeg var kristen og jeg længtes efter himlen. Det hele så så mørkt ud og jeg havde så meget angst for at være alene.
Jeg blev indlagt flere gange om ugen og da jeg endelig kom på en stationær afdeling, indlagt i psykiatrien, blev jeg udsat for tvang flere gange om dagen, hver dag. Mit liv bestod af at straffe mig selv og jeg blev lagt i bælte, fik tvangsmedicin og nu også tvangstilbageholdt.
Efter en måned gav de op og udskrev mig. Jeg gav lige så meget op.
Min selvskade fortsatte og jeg blev hyppigere og hyppigere hentet med ambulance og behandlet på somatisk. Dog erkendte jeg, at jeg ikke kunne bo uden hjælp.
Vi er som statuetter
Det eneste levende er gløden fra smøgen
Vi indånder døden og udånder livet
Vi, psykiatriske patienter
Vi, som deler vores verden i vores værste periode
Stående lammet af medicin og sorg og skam
Røgslør flyver med vinden og blæser vores liv ind gennem gitteret ud til verden
Vi er spærret inde i sindet og inde bag hegnet
Endnu en statue kommer ud uden en cigaret
”Vil du have en smøg” får jeg sagt
Hans øjne lyser op
Jeg sætter min kop
Og spørger hvad han hedder
Jeg ved det ikke, navnet jeg, stadig efter, leder
”Det er nok for mig” siger jeg, og kigger ham blot i øjnene
Lyset bryder frem fordi vi delte smøgerne
Vores øjne mødes, mørke og mørke forenes
Bosted og begyndelsen på livet
Jeg besluttede mig for at sige ja til et tilbud om bosted. Imens var jeg indlagt med aftalen om, at hvis jeg selvskadede blev jeg udskrevet. Jeg ventede en måned og min søster, som er psykolog, forhørte sig i sit netværk, hvor der lå et godt bosted. Min mor skrev til borgmesteren for at jeg kunne komme ud til bostedet Måløvgård, selvom det var uden for min kommune.
Og jeg fik det.
Jeg blev mødt af fantastisk personale og medbeboere og jeg var ikke længere konstant angst. Min angst var afhængighedsskabende og jeg selvskadede stadig flere gange om ugen, men jeg havde rent faktisk glimt af glæde i mit liv. Efter halvandet år i samarbejde med bostedet og en ny udredning stoppede jeg med at selvskade. Jeg blev sendt til Stolpegården fordi de mente, der lå noget dybere end personlighedsforstyrrelse.
Her begyndte de at stille andre spørgsmål om mit livssyn og mine tanker og mine tanker fik ord. Jeg troede i mine ungdoms år at når jeg var med i ligningen, at dårlige ting kunne ske. Jeg troede jeg både var en ulykkesfugl mod andre og en vogter, der skulle beskytte andre. Jeg troede at jeg skulle straffes med selvskade for at der ikke skulle ske noget med min familie. Jeg troede jeg skulle føde antikrist og var skrækslagen for det. Jeg troede, der var en tredje magt, som jeg kunne lave aftaler med, så al ulykke ramte mig og ingen andre.
Jeg havde vrangforestillinger, som pludselig fik et sprog, fordi psykologen spurgte nysgerrigt og ikke-dømmende ind til det.
Jeg fik diagnosen udifferentieret skizofreni.
Selvskadefri og drømme
Jeg har nu været selvskadefri og indlæggelsesfri i 8 måneder og er blevet knyttet til OPUS. Nu gav min atypiske depression, atypiske selvskade og tanker mening. For første gang havde jeg en smule selvindsigt i, hvorfor jeg tænkte som jeg gjorde.
Jeg begyndte pludselig at drømme om fremtiden igen. Drømte om at bo på en landejendom med et æsel og en hund. Jeg begyndte at købe ting til min fremtidige bolig og jeg skrev en digtsamling af tekster jeg har samlet på i alle de år i psykiatrien. Der var endelig håb og jeg fandt ud af at olanzapin antipsykotisk medicin hjalp på min psykose. Jeg ønsker at få børn, men er stadig ikke dér, hvor jeg tør endnu. Men jeg drømmer. Jeg lever. For første gang i 7 år lever jeg og har håb.
Digtsamling: Den To-Delte Kvinde
Skrevet af: Emeli Rosenberg Wøbbe Kaltoft.
Kan købes: Bog og idé, skriveboblen.dk