Når man spørger systemet om medicin – uanset om det er mere eller mindre – skal man ikke sættes på hold i 14 dage. Hvem ville sige det til en somatisk patient?
“Hvis du føler at du skubbes ud på et sidespor, så råb op,” siger Maiken Thomsen. “Insister og find dig ikke i det.”
Skrevet af Maiken Thomsen
I et rigidt system er man nødt til at stå op for sig selv. Ellers risikerer man, som psykisk sårbar, at blive tilsidesat og kørt over.
Det oplevede jeg i går. Jeg skrev til min kontaktperson i distrikts psykiatrisk center som ellers plejer at være sød – og spurgte, om hun kunne få den vagthavende læge til at se på min medicin. Jeg ville gerne have vurderet, om det var forsvarligt at øge min dosis af pregabalin. Jeg vidste på forhånd, at det hjalp mig, særligt mod de søvnproblemer, der gjorde mig så ængstelig, at jeg knap kunne forlade mit hjem. Svaret lød, at jeg måtte vente 14 dage til min planlagte lægesamtale. 14 dage! Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Ville man sige det samme til en somatisk patient med et blødende sår? Ville man bede dem vente to uger, før det blev syet? Det virkede helt ude af proportioner.
Jeg udtrykte min frustration i en sms og fik besked om, at jeg kunne tage til den psykiatriske akutmodtagelse i stedet. Det gjorde jeg mig klar til. Men i taxaen på vej derud, fik jeg en ny besked om, at jeg måske kunne tale med en læge allerede dagen efter. Det var frustrerende – havde jeg vidst det, kunne jeg have sparet både penge og kræfter.
En hård rejse
Jeg tog alligevel til akutmodtagelsen, som anbefalet. Inden da havde jeg ovenikøbet taget en morfin pille fra min diskusprolaps behandling bare for at kunne holde sammen på mig selv.
Vel fremme mødte jeg en venlig sygeplejerske, der forklarede, at medicin ændringer ikke altid kunne foretages på akut modtagelsen, men at det afhang af den enkelte læges vurdering. Og at jeg ikke skulle regne med noget. Her sagde jeg så, at jeg var kommet i god tro og var blevet henvist.
Da jeg senere sad over for både læge og overlæge, forklarede jeg, at det var urimeligt at skulle betale 500 kr. for en taxa og overvinde stor angst – blot for at blive afvist. Jeg foreslog ikke andet end, at man kunne forsøge at hjælpe, når nu jeg allerede var mødt frem og endnu engang måtte jeg påpege at jeg var blevet henvist.
Svaret var nej. I stedet foreslog de melatonin til natten – som ikke har nogen reel effekt for mig. Jeg forklarede roligt, at det ikke ville være tilstrækkeligt.
Efter den besked foreslog de i stedet, at jeg skulle tage den øgede dosis quetiapin, lægen på dpc åbenbart tidligere sagtens havde kunnet beslutte og have tid til at udskrive uden mit samtykke, ligesom de gerne ville vurdere om hvordan det virkede på mig. Nu er der bare lige den finte ved det, at quetiapin er en medicin som øger min i forvejen betragtelige vægt. Og jeg havde haft god erfaring med pregabalin til natten som jeg i forvejen tog og jeg ikke blev mere omfangsrig af. Det føltes som en ensidig beslutning, uden hensyntagen til mine erfaringer eller ønsker. Fordi det jo, som de sagde, ikke var normal procedure at udskrive medicin i akut modtagelsen.
Oprøret
Stemningen blev mere og mere låst. Jeg oplevede to fagligt autoritære læger, som ikke ville samarbejde. Da de gjorde antræk til at rejse sig, sad jeg blot stille på min store solide zyprexa røv og kiggede på overlægen. Han kiggede igen – koldt – og afsluttede mødet. Men for mig var mødet ikke ovre.
Jeg blev siddende. Jeg kunne ikke få mig selv til at rejse mig. Frustrationen fyldte det hele – over ikke at blive hørt, over at blive talt hen over hovedet, over at få medicin jeg ikke havde bedt om, og over at blive behandlet, som om min stemme ingen betydning havde.
De sagde, at lokalet skulle bruges til en patient, der kom med politiet. Jeg blev siddende. De sagde, at politiet kunne flytte mig. Jeg blev siddende. Jeg begyndte at græde, men min vilje var klar. Jeg ville ikke finde mig i det længere.
Til sidst sagde de, at de undtagelsesvist ville bevillige en taxa hjem. Se så, så kunne reglerne pludselig bøjes. Hvorefter jeg tænkte at man måtte vælge sine kampe med omhu, så jeg tog imod tilbuddet, og på vejen hjem tænkte jeg, om jeg skulle bede chaufføren om en sightseeing – nu det alligevel var så dejligt gratis. Men jeg kørte bare hjem.
Dagen efter tog jeg til DPC. Der mødte jeg nogle helt andre mennesker: venlige, imødekommende og effektive. Det første de spurgte om, var, om jeg ville have pregabalin til natten. Jeg sagde ja. De spurgte bagvagten. Og få minutter senere var det godkendt. Ja se så enkelt kunne det have været fra starten.
Ligeberettigelse, ja tak.
Det hele virkede absurd. Et døgn tidligere kunne det hele være løst uden drama, uden omkostninger – og med respekt.
Moralen?
Find dig ikke i det. Systemet er ikke altid indrettet til vores bedste, og derfor må vi – stille og roligt, men urokkeligt – gøre opmærksom på os selv. Hvis ikke de vil høre vores ord, må de se vores handlinger. Sæt dig. Bliv siddende. Insister. Vi har ret til behandling med respekt. Ret til at blive hørt. Og ret til at være en ligeværdig del af beslutningerne.
Det kræver mod. Men det er nødvendigt.