Vi er alle privilegerede, men forstår du, hvor privilegeret du egentligt er, når du ikke skal kæmpe med din psyke hver dag? Forstår du, hvad det kræver at finde plads i et samfund, der ikke er bygget til dig? Psykisk lidelse er ikke fair og det kan ramme hvem som helst, så vi skal huske at sætte pris på det vi kan.
Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann
Forstår du hvor privilegeret du er? Forstår du hvor meget du kan og gør i din hverdag som mange af os ikke kan?
Står du op og føler dig udhvilet? Børster tænder uden at skulle tage dig sammen til det? Køber ind uden risiko for at blive så overstimuleret, at du må forlade butikken uden halvdelen af det du skal bruge? Kan du gennemføre sociale arrangementer uden frygt for et angstanfald, så du må gå tidligt hjem? Kan du gennemføre lægeaftaler uden at måtte aflyse i sidste øjeblik fordi din krop går amok i angst? Kan du vaske dit eget hår hver gang der er brug for det og i det hele taget overskue personlig pleje? Kan du gennemføre flere dage eller måske ligefrem uger uden en nedsmeltning med gråd og selvmordstanker?
De fleste kan nok svare ja til de fleste af de spørgsmål. Men I aner ikke hvor privilegeret det er.
I aner ikke hvor mange vi er, der bare ønsker os sådan et liv. Vi vil ikke have store biler og masser af penge, vi ønsker os ikke designertasker og dyre ferier, og når vi ser et stjerneskud, så er det eneste vi ønsker større stabilitet i vores følelsesliv.
Nu siger jeg vi og os, men jeg taler selvfølgelig mest om mig selv. Men jeg ved, at mange andre har det på samme og lignende måder.
Hver evig eneste dag
Mit liv er hårdt. Hver eneste dag er det hårdt. Når jeg er glad og alting kører, og jeg har en rigtig god dag hvor jeg gør gode ting, så ligger tristheden altid og lurer lige under overfladen. Som en anden slags Hulk, kan jeg altid eksplodere i gråd og panik.
Jeg taler meget åbent om mine problemer, og jeg arbejder med at give psykisk sårbare, syge og lidende en stemme hos Outsideren, så det fylder meget i mit liv. Men alligevel tror jeg ikke nødvendigvis, at alle ved eller forstår, hvor meget jeg lider. Altid.
Det er der altid – det holder ikke ferie, hverken til jul eller sommer, og det kan altid gå galt. Det fylder ikke altid så meget, men det forsvinder heller ikke.
Selvom jeg taler åbent om det, så viser jeg det sjældent, for jeg er nødt til at have en facade af fake it, ’till I make it. Jeg er nødt til ikke at tænke for meget over hvordan jeg har det i hverdagen, for hvis jeg mærker for meget efter, så kan jeg ingenting.
Det tror jeg ikke folk egentligt ved eller ved hvor svært det nogle gange er.
Jeg tror heller ikke nødvendigvis, at alle ved hvor privilegerede de er i deres hverdag. Livet er svært for os alle sammen i perioder, og i perioder har det været nærmest umuligt for mig.
Jeg er et godt sted nu, men livet er stadig hårdt hver eneste dag.
I januar skrev jeg artiklen Privilegie-check – Hvor privilegeret er du? om at tjekke sine egne privilegier, for jeg er på mange måder privilegeret, som det også kan læses i artiklen. Men selvom jeg er privilegeret, så er jeg samtidig også udsat og på sin vis marginaliseret fordi jeg er psykisk syg og absolut ikke kan det samme som alle andre.
Accept er en løbende proces
Accept er ikke en én gangs ting, en done deal. Accept er en proces, og det kan være en rigtig hård proces. Jeg spekulerer på om den nogensinde slutter.
For mig svinger det, hvor meget jeg kan acceptere og for tiden gør det mig vred, at jeg er nødt til at acceptere, at jeg ikke kan hvad alle andre kan. Det gør mig rasende, at jeg skal acceptere, at mit liv bare indeholder de her udfordringer, og at det næppe bliver anderledes.
Det gør mig edderspændt, at det er så urimeligt. For hvad har jeg gjort for at fortjene så meget lidelse?
Jeg har naturligvis ikke gjort noget, og det ved jeg godt, men det føles stadig uretfærdigt, at jeg skal have det så svært og andre ikke skal. Jeg ville aldrig ønske det her for min værste fjende, men målene af lidelse synes uretfærdigt fordelt.
Så til alle jer, der ikke kender livet med psykisk lidelse, og hvor svært det er finde ro og plads i vores samfund: Husk det nu. Husk hvilket privilegie det er, ikke altid at skulle slås med sin egen psyke. Husk hvor heldig du er, at du kan alle de ting, du kan. Og husk at tage hensyn til alle os, der ikke kan.