Velfærdsstaten er under massivt pres, og alt for mange menneskelige problemer bliver sluset ind i systemer, der gør os til patienter og klienter frem for medborgere. I denne refleksion stiller Boris Lauritzen, daglig leder af Outsideren, spørgsmålet, om ikke det er en blindgyde at søge efter alle løsningerne på psykisk lidelse og mistrivsel i psykiatrien. Det er en personlig beretning om familie, sårbarhed og systempres – men også et opråb om en ny politik, der bygger på det gode liv.
Skrevet af Boris Lauritzen, daglig leder og redaktør på Outsideren
Jeg kommer fra en familie, der på forskellige måder har haft sit at kæmpe med, og jeg tror, at mange ville karakterisere mig som et genert og indadvendt barn med et rigt indre liv. Jeg fulgte sporadisk med i skolen og lavede nogle gange mine lektier i de fag, der interesserede mig, og hos de lærere, der formåede at gøre verden vedkommende og levende for mig. Hos de resterende 70-80 procent blev jeg tolket som begavet, men doven og forstyrrende.
Mig bekendt talte man dengang ikke så meget om den såkaldte “restgruppe”, dvs. de unge, der ikke fulgte den slagne vej gennem uddannelse til job. I dag ville jeg givetvis have tilhørt den gruppe det meste af min ungdom. Jeg har også en fornemmelse af, at jeg i visse perioder af min opvækst sagtens kunne have levet op til en psykiatrisk diagnose – efter de kriterier, der er i dag.
Der har med andre ord været mange udfordringer i min opvækst, og jeg har også gennemlevet en del lidelse og kriser. Begge mine børn har også haft svært ved at finde fodfæste i vores samfund. De er selvfølgelig helt deres egne, men på mange måder ser jeg meget af mig selv i dem.
Jeg tror, jeg fandt vej, fordi jeg var forbundet med enkelte betydningsfulde voksne – især min bedstemor – og fordi jeg blev en del af kritiske, kunstneriske og nogle gange forvirrede fællesskaber med andre unge og voksne, der heller ikke passede helt ind i kasserne.
Jeg vil ikke romantisere fortiden, men dengang talte vi sjældnere om lidelse som noget individuelt. Derfor var det måske lettere at finde sammen med andre i samme båd, men af samme grund stod mange også alene uden sprog for deres smerte.
I dag er vi blevet bedre til at tale om og anerkende, at lidelse findes. Men vi gør det på en måde, der gør endnu flere mennesker til klienter og isolerer dem med deres problemer – og dermed mister vi blikket og sproget for det fælles menneskelige, der også er med til at give os styrke. Alt for mange mennesker bliver mødt af et system, der gør dem til krævende klienter eller syge frem for ressourcefyldte medborgere.
En anden historie i dag
For mine børn har det indtil videre resulteret i svær mistrivsel, skolevægring og psykiatriske diagnoser. Som forældre har vi kæmpet og kæmper stadig for at skabe ro og finde vej for dem. Det er opgaven som forældre, som vi aldrig vil beklage os over. Men det er kun gjort værre af kampen med selve systemet. Og i vores tilfælde, ikke så meget det psykiatriske system, som med skolesystemet og de kommunale systemer.
Vi har brugt uanede kræfter på frugtesløse møder, på at blive kastet rundt mellem sagsbehandlere, på at se den ene fagperson efter den anden forsvinde i sygemeldinger eller omstruktureringer, på at acceptere skoletilbud, som vi vidste ikke passede til børnenes behov – men som var det eneste tilbud. Take it or leave it. Det er ikke kun lort det hele. Der er mange dygtige fagpersoner, der gør deres bedste for at hjælpe. Men hvor er der bare meget, der er hovedrystende dumt og opslidende for alle involverede.
Lige nu bruger vi et system til at vurdere og sikre retten til hjælp og støtte, der i mange tilfælde er langt dyrere end den hjælp og støtte, der faktisk er brug for.
Det er både tragisk og ironisk: vores familie har kostet samfundet en pæn sum penge. Og vi er taknemmelige for at leve i et samfund, der vil støtte dem, der falder udenfor. Men de penge er blevet investeret i systemer, der ikke kun løfter sårbare mennesker eller løser problemer, men i høj grad også belaster os med kafkaske labyrinter og tværsektorielle blindgyder.
Vi er vidner til virkelig ringe brug af ressourcer, når vi som samfund på samlebånd sender børn ind i et så omkostningsfuldt og klientgørende system som psykiatrien er, blot for at give dem et pilleglas eller en seddel med hjem til skolen og kommunen om, at de har særlige behov og dermed ret til støtte. Lige nu bruger vi et system til at vurdere og sikre retten til hjælp og støtte, der i mange tilfælde er langt dyrere end den hjælp og støtte, der faktisk er brug for.
Det kan godt gøres bedre. Der er glædeligvis også ved at blive skabt flere såkaldte lavtærskelindsatser med fokus på at forebygge og mindske forværring. Og det er godt, for vores samfundsressourcer vil være brugt langt klogere med en bedre sammenhæng og balance mellem investeringerne i højt specialiseret individuel udredning, behandling og støtte på den ene side, og det, der netop mindsker behovet for hjælp og støtte og gør en forskel for vores livsmuligheder: sikkerhed, tryghed, mening og fællesskab.
Jeg drager ikke omsorg for mine børn for at forebygge mistrivsel. Jeg kysser ikke min kone for at forebygge skilsmisse. Jeg gør det, fordi det er en del af det gode liv.
Forebyggelse er ikke nok
Men også forebyggelsesdagsordenen risikerer at blive en forlængelse af den samme blindgyde. Forebyggelse handler nemlig i sit væsen om at undgå – at forhindre det værste. Derfor er forebyggelse selvfølgelig vigtigt, men vi kan ikke bygge et godt og bæredygtigt samfund alene på undgåelse. Jeg drager ikke omsorg for mine børn for at forebygge mistrivsel. Jeg kysser ikke min kone for at forebygge skilsmisse. Jeg gør det, fordi det er en del af det gode liv.
Alt for ofte bliver psykiatridebatten reduceret til et enten-eller. Enten biomedicinsk psykiatri eller psykosociale tilgange. Enten behandling eller forebyggelse. Enten mening eller galskab. Men virkeligheden er mere kompleks – og mennesker fortjener mere end at blive fanget i skyttegravskrige baseret på misforståede modsætningsforhold og falske dikotomier.
Vi har brug for løsninger på tværs af biomedicinske, psykologiske, terapeutiske, psykosociale og almenmenneskelige tilgange. De udelukker ikke hinanden – de skal sameksistere.
Velfærdsstaten skal med andre ord aflære sin tilbøjelighed til kun at investere i systemiske og instrumentelle indsatser. Den tilbøjelighed passede til forrige århundredes udfordringer. De behov vi ser i dag, kalder på en justering af velfærdssamfundets strukturer. Det vil kræve et fælles sprog for værdien af omsorg, og for det uhensigtsmæssige samspil med finansieringsstrukturer, der kun tilgodeser systemiske løsninger, når det, der også kalder på opmærksom og ressourcer, er de fællesskabende løsninger.
Både-og – ikke enten-eller
Det vil gavne samtalen på tværs af psykiatridebatten, hvis vi mere tydeligt insisterer på et både-og. Vi har brug for løsninger på tværs af biomedicinske, psykologiske, terapeutiske, psykosociale og almenmenneskelige tilgange. De udelukker ikke hinanden – de skal sameksistere. Nogle problemer kalder på medicinsk eller specialiseret behandling. Andre kræver social støtte, relationer og inkluderende fællesskaber. Og så er der de almenmenneskelige dimensioner – kærlighed, mening, håb, filosofiske og spirituelle erfaringer – som hverken psykiatri eller socialpolitik kan være ramme for, men som er selve kernen i det gode liv.
Jeg mener, vi taler alt for meget om psykiatri. Der er brug for bedre psykiatri, men der er ikke brug for mere psykiatri. Så hvorfor taler vi om psykiatri hele tiden? Fordi vi mangler et sprog for alt det andet – for fællesskab, for mening, for almene menneskelige erfaringer, der ikke kan indfanges i diagnoser og behandlingslogikker – for omsorg bare fordi. Netop derfor er det så vigtigt, at vi insisterer på politik, som rækker ud over psykiatrien. Det man kunne kalde en politik for det gode liv.
Psykiatrien kan ikke løse alt
Vi må spørge os selv, hvorfor vi igen og igen sender mennesker til psykiatrien, som slet ikke hører til der. Mennesker, der bærer på fattigdom, sorg, ensomhed og andre kår, der dybest set ikke afhjælpes med mere psykiatri.
Vi taler om psykiatrien, søger løsningerne i psykiatrien og investerer enorme summer i forskning og behandling. Og så skælder vi ud på psykiatrien over, at den ikke virker bedre. Men måske skulle vi begrænse vores forventninger til psykiatrien og også søge efter løsninger andre steder.
Psykiatrisk behandling kan være fuldkommen afgørende i både lange og korte perioder af en del menneskers liv. Her redder den liv. Men når vi bruger psykiatrien til at håndtere problemer, som er sociale, økonomiske eller eksistentielle, så gør vi mennesker dobbelt uret: vi placerer dem i en forkert ramme og berøver dem sproget for de virkelige årsager.
Det er altså min påstand, at alt for mange ledes til psykiatrien for problemer, der dybest set intet har med psykiatri at gøre, men som handler om samfundets indretning og vores fælles liv. Vi taler om psykiatrien, søger løsningerne i psykiatrien og investerer enorme summer i forskning og behandling. Og så skælder vi ud på psykiatrien over, at den ikke virker bedre. Men måske skulle vi begrænse vores forventninger til psykiatrien og også søge efter løsninger andre steder.
I stedet for at kritisere psykiatrien for ikke at hjælpe og rumme dem, den aldrig burde have haft ansvaret for, burde vi rette blikket mod samfundet som helhed – mod de institutioner, logikker, politiske beslutninger og sociale strukturer, der igen og igen sluser alle mulige mennesker ind i psykiatrien, når problemerne i virkeligheden ofte handler om samfundsskabte strukturer, der øger ulighed, social og økonomisk utryghed, ensomhed og eksistentiel lidelse. Listen er ikke udtømmende.
Det rigtige spørgsmål er altså ikke: “Hvorfor kan psykiatrien ikke løse alt?”
Det rigtige spørgsmål er: “Hvorfor tror vi stadig, at psykiatrien skal løse alt?”
Fællesskabelse og Almengørelse
Hvor skal vi så konkret søge løsningerne? Vi skal selvfølgelig stadig sikre kapacitet og gode vilkår i behandlings- og støtteindsatserne på tværs af region og kommune. Og de gode vilkår skal udstrække sig til både medarbejdere, patienter, borgere og pårørende. Det behov er åbenbart for enhver, men det er ikke nok.
Vi skal også skabe og lette adgangen til endnu flere almene rum, hvor mennesker i sårbare livssituationer ikke gøres til patienter og klienter, men kan trives og vokse på egne præmisser. Og det kræver en politik, der ser menneskelig udvikling som en ressource frem for en udgift. Ikke på bekostning af god behandling og støtte, men en politik, der formår at lægge ressourcer både i behandlings- og støtteindsatser og i de fællesskaber, hvor vi hører til og kan vokse sammen i et passende tempo.
Psykisk lidelse kan og bør også adresseres som individuelle udtryk for noget almenmenneskeligt.
I Outsideren har vi udviklet akronymet FAST som pejlemærke for dette. FAST står for Fællesskabelse og Almengørelse af Sundhed og Trivsel. Det handler om at forstå sundhed og trivsel som noget, der ikke kun skal finde sted i individbaserede, systemiske indsatser og beskrives i tekniske termer, men noget, der vokser frem, når vi laver noget meningsfuldt sammen, i foreninger, kulturfællesskaber, naboskaber, venskaber og i hverdagslivet som sådan.
Fællesskabelse er et nødvendigt modsvar til den udbredte misforståelse, at lidelse hos individer udelukkende skal behandles som noget individuelt. Det er ikke nødvendigvis vores hjerner eller vores kognitive adfærd, den er gal med. Psykisk lidelse kan og bør også adresseres som individuelle udtryk for noget almenmenneskeligt.
Almengørelse er et tilsvarende modsvar til den misforståelse, at vi altid bedst forstår psykiske fænomener gennem psyko-faglige prismer, teorier og begrebslighed. Det giver os et tingsliggørende og overfladisk sprog for de dynamikker, der udgør vores bevidsthed. Det kan være hjælpsomt at tilgå psykisk lidelse individuelt og fagligt, men det må ikke berøve os vores almene tilhørsforhold og fællesmenneskelige sprog.
Gennem Outsiderens brobygningsaktiviteter med Region Hovedstadens Psykiatri og Københavns Kommune forbinder vi mennesker, der er i psykiatriske eller kommunale indsatser, med lokale fællesskaber. Vi ved, at de stærkeste og langvarige løsninger ofte findes dér, hvor mennesker både får nødvendig behandling og støtte og adgang til relationer og meningsfulde fællesskaber.
Det gode liv passer ikke ind i regnearket
Civilsamfundets almene fællesskaber må ikke ses som et supplement til velfærden – men som et komplement. Ikke noget i tillæg til den helhed, der udgør det gode liv, men som en del af den helhed. Og netop her er problemet: almene fællesskaber virker, men de virker på andre præmisser end systemets. De er båret af lyst, håb, skabertrang, indignation og foranderlighed. Systemet derimod efterspørger dokumentation, klare mål og strukturerede forløb.
Det lyder måske som om, at mennesker i udsatte positioner ønsker noget mere krævende end omkostningstung behandling og specialiserede indsatser. Men det er faktisk det modsatte. Ønsket er basalt: større social og økonomisk tryghed og adgang til de samme livsmuligheder som andre.
Hvordan får vi mere af det, der virker i civilsamfundet, ind i en støttestruktur, der er afhængig af systematik og måling? Det er et af de svære problemer, vi må give opmærksomhed – i politikken, i faglighederne og i civilsamfundet selv. For hvis vi ikke gør det, risikerer vi at tabe det, der gør den største forskel: de levende, livgivende fællesskaber, der ikke kan måles, men kan mærkes.
En politik for det gode liv
Hvis vi virkelig vil ud af blindgyden, må vi formulere en politik, der ikke kun handler om at reducere lidelse, men om at skabe gode liv. En politik, der:
- investerer i både behandling, støtte og i almene fællesskaber
- ser menneskelig omsorg og udvikling som en ressource, ikke en udgift
- anerkender, at mennesker forandrer sig – og derfor også skal kunne frigøres fra en diagnose
- bygger på en balance mellem systemisk og relationel velfærd, hvor fællesskaber, kultur og naboskab er bærende, ikke sekundære
Den amerikanske erfaringsstemme Patricia Deegan har engang formuleret det sådan her: “Vi vil ikke have det, I tilbyder – vi vil have det, I har.”
Det lyder måske som om, at mennesker i udsatte positioner ønsker noget mere krævende end omkostningstung behandling og specialiserede indsatser. Men det er faktisk det modsatte. Ønsket er basalt: større social og økonomisk tryghed og adgang til de samme livsmuligheder som andre.
Det er nemlig ikke fraværet af problemer, der gør livet værdifuldt. Det gode liv handler om nærvær, mening og fællesskab. Skal vi ud af blindgyden, må vi kræve en politik, der ikke blot forebygger lidelse, men aktivt skaber mulighed for, at alle liv kan leves – fuldt og værdigt.
Vi vil meget gerne høre fra flere, der vil samle sig om den dagsorden og blive klogere og skabe løsninger sammen.