Regeringens planer om at genåbne sager og stramme reglerne for førtidspension udstiller en politik, der gang på gang måler værdighed i arbejdsevne. Velfærdssystemet skal aflære sin tilbøjelighed til kun at investere i menneskers mangler, og i stedet fokusere på udvidelsen af vores livsmuligheder. Den ro og tryghed, der følger med en førtidspension, er ikke en hindring for at bidrage – det er forudsætningen for at kunne leve og give noget tilbage.
Skrevet af Boris Lauritzen, daglig leder og redaktør på Outsideren
Regeringen taler nu om at genåbne sager om førtidspension. Det betyder, at mennesker, som allerede har været igennem år med udredninger, ressource- og jobafklaringsforløb og kontrol, igen risikerer at skulle bevise, at de ikke er raske nok til at arbejde.
Ifølge DR Nyhederne har beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) ikke villet svare på, hvilke borgere, der skal have genvurderet deres sag, men ministeriet skriver i et skriftligt svar til DR, at fokus i forhandlingerne er på overrepræsentationen af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension.
Det vil sikkert give ro i maven hos mange, der ikke lige tilhører den kategori. Indtil videre er de ikke mål for planerne for området. Det er kun indvandrere, kriminelle og retspsykiatriske patienter.
Det burde chokere os alle. For alene den måde, mennesker på førtidspension omtales på og mistænkeliggøres, koster samfundet dyrt – både menneskeligt og økonomisk.
Taknemmelighed og skam side om side
I mit arbejde i Outsideren samarbejder jeg hver dag med mennesker på førtidspension. De er ikke dovne, de er ikke gået i stå eller “parkeret” – de kæmper alle for at være noget for andre og for at spille en positiv rolle i samfundet. Jeg kender det også helt tæt på, da min elskede hustru er førtidspensionist. Jeg ser dagligt, hvor meget det betyder at få den ro, der gør det muligt at leve og bidrage på egne præmisser.
De fleste er taknemmelige for endelig at have fået en smule ro i et liv, der i årevis har været præget af lidelse, kriser og kamp for anerkendelse, for styrkende hjælp og tillid. Den ro, der kommer med en førtidspension, giver nemlig også mulighed for at begynde at give tilbage på måder, der ikke slider folk i stykker.
I Outsideren laver alle frivilligt socialt arbejde. Nogle skriver artikler og deler deres erfaringer med andre. De er levende eksempler på, at der findes veje igennem den værste lidelse. Vi hjælper hinanden i svære livssituationer og deltager i et fællesskab, hvor erfaringer med lidelse og sårbarhed kan vendes til styrke – netop fordi det kan hjælpe og styrke andre.
Men taknemmeligheden over at modtage hjælp er ofte også blandet med skam. Skam over ikke at kunne bidrage som dem, der kan holde til fuld beskæftigelse. Skam over at modtage ydelser, som politikere og andre igen og igen antyder, er givet på forkert grundlag, eller er udtryk for, at man er blevet opgivet af samfundet.
Mistillid som politisk drivkraft
Allerede retorikken i denne sag er ødelæggende. Når man antyder, at for mange har fået førtidspension, planter man tvivl og usikkerhed i mennesker, der endelig har fundet lidt fodfæste i livet. Når man skaber frygt for, at pensionen kan tages fra én, så fjerner man samtidig friheden til at bruge de ressourcer, man faktisk har.
For hvordan kan man deltage, engagere sig og give af sig selv, når man hele tiden skal bevise sin manglende arbejdsevne?
Et system, der kun investerer i mangler
Det her er et eksempel på en af de værste tilbøjeligheder i vores velfærdssystem:
at vi mest af alt kan finde ud af at investere i menneskers mangler – meget sjældent i deres muligheder.
Systemet støtter, når man er syg nok, men fjerner støtten og øger kontrollen, så snart man begynder at få det bedre. Det er ikke et klogt velfærdssystem, når det bruger sine ressourcer på at kontrollere, måle og dokumentere i stedet for at skabe rammer for liv, mening og mulighed for at bidrage på egne præmisser.
Et samfund, der måles på sin tillid
Hvis vi virkelig vil investere i mennesket, så skal vi begynde med tillid. Tillid til, at de fleste mennesker faktisk ønsker at gøre en forskel. Og tillid til, at ro og tryghed er den vigtigste forudsætning for at komme sig – og for at kunne bidrage med det, man kan.
Vil du være med til at styrke outsider-stemmer i samfundet, kan du blive medlem af Outsideren ved at trykke her: Bliv medlem
Et medlemskab af Outsideren koster kun 50 kr. om året – men det gør en stor forskel. Du er med til at give stemme, håb og fællesskab til mennesker, der ellers sjældent bliver hørt. Som medlem kan du også engagere dig i foreningens arbejde og fællesskab, bidrage til magasinet, følge med fra sidelinjen – eller blot vise din støtte til foreningen.