Når systemet giver en, en diagnose, en label, et øgenavn – hvad gør man så og hvad betyder det for ens liv? For Maiken blev det systemets undskyldning for ikke at tage hånd om hendes livs nedture.
Skrevet af Maiken Thomsen
Heavy life, yes baby. Det er bl.a. hvad man dealer med, når man får sådan en fin og fornem diagnose som min: Skizofreni light.
Lad mig forklare, uden at hænge nogen ud ved navn. For navne – det er jo det, vi psykisk sårbare bliver givet. Navne, som for mange, især for de uvidende, er lig med, at vi er utilregnelige, dumme, eller ikke ved, hvad der er op eller ned.
De navne bærer intet flatterende i sig. De bliver tilmed brugt i flæng som øgenavne på den anden side af den psykiatriske mur.
Da jeg fik mit øgenavn tilbage i år 2000, sagde lægen, at jeg var det, hun ville kalde skizofren light.
Jeg var udbrændt, havde bogstaveligt talt levet i overhalingsbanen fra jeg var ti år gammel. Jeg havde været udsat for incest i en årrække, taget folkeskolen færdig, været et år i Grønland, et år i USA og et år i England. Boet på ungdomspension, boet på udslusningskollegie. Prøvet gymnasiet et halvt år, HF et halvt år. Forsøgt at være vedholdende på en håndfuld ufaglærte arbejdspladser. Og ja – nået op på at være sammen med omtrent 50 mænd i min febrilske søgen efter omsorg.
Traumehistorie på traumehistorie
Min dejlige følgesvend, den generaliserede angst, var startet, da jeg var 10–11 år gammel. Så ja – da jeg som 19-årig var lidt slidt i poderne, var der måske ikke meget at sige til det.
Men der stod jeg, og bang! blev jeg stemplet med et for mange, faktisk meget brugbart øgenavn, for det og min indlæggelse gav nu en del mennesker i omgangskredsen muligheden, for at vaske deres hænder.
Jeg husker især en familiær omsorgsperson, som ikke riiiigtig havde formået at løfte sit ansvar, der sagde:
“Ja, du har jo altid været syg, så nu glemmer vi bare det hele.”
Whaaaat? Som om mit vidunderlige nye øgenavn gav denne person, retten til at fralægge sig ethvert ansvar, vedkommende havde haft for mig op igennem min opvækst. Som om senfølgerne af incest, årelang negligering. Tidlige depressioner. Angst. Rolle som familiens sorte får osv. osv. nu forsvandt.
Jeg husker også, hvordan folk dengang var bange for at blive smittet med skizofreni, når man nævnte sit hyggelige øgenavn ude i byen.
Suk.
Jeg husker, hvordan jeg selv gav op. Spiste de piller, bl.a. et hav af benzoer for min angst, der dengang ekstra gladeligt blev langet over disken i distriktspsykiatrien, hvor jeg hentede mine “drugs”.
Jeg blev præget af miljøet, det psykiatriske, på min side af muren. Traumehistorie på traumehistorie. Menneske på menneske, der tog sit eget liv. Mig selv, der også prøvede – især efter min bedste ven, Kewin, som havde samme øgenavn som mig, og som hørte og så alfer og engle i perioder, tog turen, da han var 27 år.
Jeg havde aldrig oplevet så stor en sorg som Kewins selvmord. Og jeg havde ellers oplevet en del. Jeg græd hele tiden. Min angst voksede til uendelige dimensioner. Og fornemmelsen jeg havde haft som overset og negligeret barn om at være efterladt til mig selv dukkede op igen. Måske ville nogle få personer mig det dybfølt godt– men de fleste kunne ikke håndtere min ellers meget reelle store sorg. Heller ikke jeg selv.
Her blev mit flotte øgenavn så bragt i spil. Hidtil havde jeg fået den allerlaveste dosis af antipsykotisk. Som jo bl.a. tog noget af min angst. Men nu tryglede jeg om at få mere. Jeg ville bare slukkes. ALT gjorde ondt. ALT var sort og så uendeligt trist.
Øgenavnet fik skylden for det hele
Sorg og skyld gik hånd i hånd og dannede en mandsopdækning, jeg ikke kunne slippe udenom. Til sidst endte jeg på den højeste dosis antipsykotisk. Jeg sad bare passivt på min større og større røv som var en mere og mere iøjefaldende realitet, fordi jeg åd og åd idet medicinen gav mig en glubende appetit, og jeg kunne hverken sanse eller huske fra A til B.
Mit narrativ blev ændret af andre efter deres forgodtbefindende. Jeg havde jo altid bare været syg og besværlig.
Incesten, omsorgssvigtet, Kewins selvmord og alt det andet lort blev pakket ned i mit øgenavn. Alt dysfunktionelt i min familie blev forklaret og hensat til at tingene var jo også svære for jeg “lå jo bare derhjemme og rallede”.
Invitationerne udeblev. Jeg blev i stor stil udeladt af de mennesker jeg delte gener med, blandt andet blev jeg ikke inviteret med på ferie til USA, landet jeg elskede højt, en tur som ellers indbefattede alle familiemedlemmer. Jeg var jo kun til besvær. Og besvær var folk uden hvis de bare undlod mig. Men ja at blive efterladt, det havde jeg jo på den anden side også prøvet som barn. Så en til gang fra eller til…
Og jeg selv? Jeg så måbende til, inde bag mine øjne, uden at kunne samle eller sanse, fordi medicinen lammede min intuition, som for en stor del udgjorde kimen i mit intellekt.
Livet kan komme i mange former
Så dér sad jeg så, 28 år gammel, diagnosticeret skizofren kvinde med kampvægt, svingdørspatient og nu også kvartalsalkoholiker i min Valby-lejlighed. Jeg orkede knap at gå ned efter flere sprittede forsyninger. Jeg græd som regel ud på de sene aftentimer hvor rødvinen var tømt og den store sorg over at livet havde været så svært og umedgørligt gjorde sig gældende – og samtidig blev jeg set ned på af alt og alle.
For ja; “Jeg havde jo alligevel altid været – skizofren.”
Men så skete det vidunderlige. Jeg reddede en kat. Hun hed Liv.
Jeg tog hende hjem, fordi ejeren sagde, at hun var sindssyg og skulle aflives. Men hun var alt andet end sindssyg. Hun var sød, omsorgsfuld, kærlig, og sov altid tæt ved mit hoved, hvor jeg nussede hende til vi faldt i søvn. Hun elskede sine omgivelser og lagde sig trygt i skødet på mine gæster.
Hun var fantastisk. Hun reddede mit liv. Et dyr, der ikke forstod ordet “skizofren” – men kun ville give og modtage kærlighed.
Højt elskede smukkeste lille Liv.
Og resten er historie. En historie, der formentlig ikke ville have været uden hende. For i dag er jeg helt ude af de hårde psykofarmaka, får kun noget mod min angst, har tabt mig 28 kilo, drak mit sidste glas rødvin for 11 år siden – og sidst men ikke mindst er sammen på 13 år, med den dejligste, kærligste, kloge mand.
En mand, der ved, hvad der er rigtigt og forkert. Hvor øgenavne stopper. Og ikke giver mening mere.