I denne poetiske juleallegori inviteres vi ind i et indre rum, hvor december ikke kun handler om hygge, men også om lidelse, pres og uventede glimt af håb og lys. Gennem tre akter udfoldes en bevægelse gennem en celle, en drøm og et kald.
Skrevet af Rui Thor H.S.
Første akt – en celle
Jeg sidder inde
fordi normafvigelser i denne festens tid giver højeste straf
Sætte lid til mig kan man ikke
Den gode stemning må jo ikke spoleres
før hele herligheden er i hus
Ja, julehyggen skal bestå
Derfor ryger jeg ind bag lås og slå
Klemt inde i en celle, flydende og grænseløs, sidder jeg
Flankeret af vrangforestillinger,
besat af væmmelige indbildninger,
sygelige mønstre i selvsving,
hjemsøgt af skrækscenarier,
og et frygtindgydende vanvid som forfølger mig
Styret af alverdens fordringer
bevogtet af en bidende samvittighed
Mon jeg nogensinde slipper fri
Tro væbnere, mener de selv, de er
Jeg ved nu ikke rigtigt
Men af mangel på bedre nikker jeg bare ja
De kommer pludselig til syne,
tårner sig op, omringer mig og holder øje,
klar til at overmande mig
Men forsvinder igen
Saligt og lettet, ånder jeg
Mon jeg nogensinde slipper fri
Jeg råber ud til den anden side.
Men får ikke en lyd frem
Systemets apostle og tossefabrikkens forvaltere står godt nok derude
nedstirrer mig og sender hånlige blikke,
og bag dem en skare af kyniske bødler, følgesvende og medløbere,
fryder sig, ja nærmest klukker tørt og koldt
Midt i al den raslende uro
famler jeg efter et usynligt nåleøje,
så jeg kan kappe alle bånd med dette forbandede slæng,
så jeg kan glemme det hele og giv afkald
som en anden syndebuk I bodsgang
Mon jeg nogensinde slipper fri?
Anden akt – en drøm
Jeg døser hen og drømmer mig væk
Om en nisse, der ligger på lur,
før han bryder ud i lys lue
for at slå et slag for julens løjer
Med galskaben I behold
Men også et sært syn
fra et grænseland så fjernt,
belagt af mørke og tåge,
hvor der kæmpes om den varme grød,
om et par gamle kræmmerhuse
på hver sin side af fronten
De har kendt hinanden siden de var små
Derfor nægter de at slås, derfor siger de nej til at gå.
Der bliver kastet med sprængfarlige kogler og farverige kugler,
med arrige pebernødder og hævntørstige rosiner,
så selv nattens stjerner er i chok og på flugt
Sådan et ulmende glimmer med udsigt til ragnarok
Nissen beder derfor en lille bøn,
for at en fredsaftale snart kan falde på plads
Med de nærmeste vel at mærke
De kære, som det er så længe siden han har mødt.
Tredje akt – et kald
Pludselig er jeg tilbage
For hvad er nu det,
der bliver presset ind mellem tremmerne
Så spinkelt, forhutlet, forpint og skræmt …
Et lille juletræ, så undseeligt
Mine skygger kommer frem
Denne gang holder de sig i ave
De tøver og skæver til hinanden
Nu hvor noget uventet pludselig er på færde
Tiden står stille, den tænker sig om
Før den bringer bud
Mon disse hårdkogte skikkelser
vil svare på dette kald?
Jo, det forplanter sig lige så stille
Jeg fornemmer et tegn
En god sag, vi kan være fælles om
Og en dør, der åbner på klem
En lysstråle, som vrister sig frem
Med et glimt af en verden derude,
der svæver i en hjertelighed,
som binder alle de forsømte tråde,
skitserede af ukuelige forhåbninger
Møjsommeligt indgraverede dag ind og dag ud
på cellens grædevæg med hver sin streg
Vi ser os omkring
Roder rundt i dynger af rekvisitter
til den livsscene vi hér har skabt
På må og få finder vi småting frem, som vi hænger på det lille træ.
Om det pynter, nja, men måske lidt varme, måske lidt liv.
I baggrunden et velgørende kor
Med en ode til de alle faldne, glemte, forliste og ulyksalige
Og snart runger det hele i en sand salmesymfoni
Grove træk bliver til blide folder,
grimme udtryk til salige smil,
konfronterende ord til et forsonligt sprog,
hårde toner til en velkendt melodi
vi sammen begynder at nynne
om nye muligheder –
hér på livstid.