I denne poetiske juleallegori inviteres vi ind i et indre rum, hvor december ikke kun handler om hygge, men også om lidelse, pres og uventede glimt af håb og lys. Gennem tre akter udfoldes en bevægelse gennem en celle, en drøm og et kald.
Skrevet af Rui Thor H.S.
Første akt – et fangehul
Vi sidder inde
Da normafvigelser I denne festens tid giver højeste straf
Sætter lid til os kan man ikke
Den gode stemning må jo ikke spoleres
Indtil hele herligheden er I hus
Ja, julehyggen skal bestå
Derfor ryger vi ind bag lås og slå
Klemte inde I en celle, flydende og grænseløs, sidder vi
Flankerede af vrangforestillinger
Besatte af væmmelige indbildninger
Sygelige mønstre I selvsving
Hjemsøgte af skrækscenarier,
Samt et frygtindgydende vanvid som forfølger os
Styret af alverdens fordringer
Bevogtede af en bidende samvittighed
Mon vi nogensinde slipper fri
Tro væbnere mener de selv de er
Det ved vi nu ikke rigtig
men af mangel på bedre nikker vi bare ja
De kommer pludselig til syne
Tårner sig op, omringer os og holder øje
Klar til at overmande os
Men forsvinder igen,
Mon vi nogensinde slipper fri
Vi råber ud til den anden side.
Men får ikke en lyd frem
Systemets apostler og tossefabrikkens forvaltere står godt nok derude
Nedstirrer os og sender hånlige blikke
og bag dem en skare af kyniske bødler, følgesvende og medløbere,
fryder sig, ja nærmest klukker tørt og koldt
Midt I al den raslende uro
Famler vi efter et usynligt nåleøje
Så vi kan kappe alle bånd med dette forbandede slæng
Så vi kan glemme det hele og giv afkald
Som syndebukke I bodsgang
Mon vi nogensinde slipper fri
Anden akt – en drøm
Vi døser hen og drømmer os væk
Om nisser, der ligger på lur
Før de bryder ud I lys lue
For at slå et slag for julens løjer
Med galskaben I behold
Men også et sært syn
Fra et grænseland så fjernt
Belagt af mørke og tåge
Hvor der kæmpes om den varme grød
om et par gamle kræmmerhuse
På hver sin side af fronten
De har kendt hinanden siden de var små
Derfor nægter de at slås, derfor siger de nej til at gå.
Der bliver kastet med sprængfarlige kogler og farverige kugler
med arrige pebernødder og hævntørstige rosiner
Så selv nattens stjerner er I chok og på flugt
Sådan et ulmende glimmer med udsigt til ragnarok
Nisserne beder derfor en lille bøn for,
At en fredsaftale snart kan falde på plads
Med de nærmeste vel at mærke
De kære, som det er så længe siden de har mødt.
Tredje akt – et kald
Pludselig er vi tilbage
For hvad er nu det
der bliver presset ind mellem tremmerne
Så spinkelt, forhutlet, forpint og skræmt …
Et lille juletræ, så undseeligt
Vores skygger kommer frem
Denne gang holder de sig I ave
De tøver og skæver til hinanden
Nu hvor noget uventet pludseligt er på færde
Tiden står stille, den tænker sig om
Før den bringer bud
Mon disse hårdkogte skikkelser
Vil svare på dette kald?
Jo, det forplanter sig lige så stille
Vi fornemmer et tegn
En god sag vi kan være fælles om
Og en dør der åbner på klem
En lystråle som vrister sig frem.
Med et glimt af en verden derude,
Der svæver I en hjertelighed
Som binder alle de forsømte tråde
Skitseret af ukuelige forhåbninger
Møjsommeligt indgraverede dag ind og dag ud
På cellens grædevæg med hver sin streg
Vi ser os omkring
Roder rundt I dynger af rekvisitter
Til den livsscene vi hér har skabt
På må og få finder vi småting frem, som vi hænger på det lille træ.
Om det pynter, nja, men måske lidt varme, måske lidt liv.
I baggrunden et velgørende kor
Med en ode til at de alle faldne, glemte, forliste og ulyksalige
Og snart runger det hele i et sandt salmesymfoni
Grove træk bliver til blide folder
Grimme udtryk til salige smil
Konfronterende ord til et forsonligt sprog
Hårde toner til en velkendt melodi
Vi sammen begynder at nynne
Om nye muligheder, hér på livstid.