Fra fælles ansvar til individuel samvittighed

Vi hylder ildsjælene, når de tager ansvar der, hvor fællesskabet svigter. Men måske indebærer begejstringen for det individuelle engagement også en risiko for, at det fælles ansvar fortrænges, og politisk ansvar erstattes af velgørenhed og personlig moral. Her spørger Boris Lauritzen, med afsæt i individualisering og kapabilitetstilgangen, om vi er ved at bevæge os fra rettigheder mod velgørenhed – og hvad det betyder for vores fælles verden.

Skrevet af Boris Lauritzen, cand. pæd. i pædagogisk filosofi og daglig leder i Foreningen Outsideren

Jeg har længe fået sådan en mærkelig fornemmelse, hver gang jeg har hørt begrebet ildsjæl. Der er noget, der skurer i mig. Som om begrebet ikke helt indrammer de forhold, intentioner og motiver, der driver de mennesker, vi mener fortjener benævnelsen. Det er ikke blevet bedre af, at jeg de seneste par år fra tid til anden selv er blevet omtalt som en sådan. Når det er sket, har jeg som regel meddelt, at det lyder for frelst til min selvopfattelse. Men der er flere grunde til min modvilje overfor begrebet, som jeg her vil forsøge at udfolde.

Med hyldesten af ildsjælen ophøjer vi nemlig den individuelle præstation for noget, der burde være en fælles opgave. Vi kalder mennesker ildsjæle, når de tager ansvar dér, hvor fællesskabet svigter – og overser dermed de strukturer og værdier, som vores fælles verden hviler på. Fokus forskydes fra ansvar, der hører hjemme på politisk og kollektivt niveau, til individets moral, overskud og samvittighed. Intentionen er sikkert god, men når vi baserer velfærd på enkeltpersoners samvittighed og overskud, er vi på afveje.

Civilsamfundet er ikke problemet. Det er en del af løsningen. Som daglig leder af en frivillig forening, ville andet være sært at mene. Nej, civilsamfundet rummer erfaringer, fællesskaber, formål og former for deltagelse, som staten ikke kan eller bør erstatte.

Problemet opstår, når civilsamfundets indsatser bliver en billig erstatning for specialiseret og rettighedsbaseret velfærd. Det her handler ikke om enten-eller. Det handler netop om, at offentlige og civilsamfundets indsatser ikke må erstatte hinanden, men skal spille sammen på måder, der styrker hjælpen til alle borgere med behov.

Jeg frygter, at vi ser en bevægelse på vej tilbage til en form for almissevelfærd, hvor hjælpen afhænger af, hvem der har overskud til at give, og hvem der ses som værdige til at modtage den. Det kan se varmt ud udefra, men det er koldt som princip. I dag viser denne bevægelse sig ikke så tydeligt som fortidens fattighjælp, men som projektlogik, puljefinansiering og midlertidige indsatser, der erstatter varige garantier. Hjælpen findes – men kun så længe der er bevillinger, fonde eller engagerede enkeltpersoner, der bærer den.

Jeg er drevet af indignation over, at et af verdens rigeste samfund ikke er bedre indrettet på at styrke mennesker, der falder udenfor normerne. Psykisk lidende, mennesker med neurodivergens, funktionsnedsættelser og handicap, traumeramte, hjemløse – og alle andre, der er faldet eller falder udenfor systemernes forestillinger om det normale og det produktive. Vi har et samfund, der svigter stort på kollektivt niveau.

Lad mig understrege: Jeg er altså ikke ude med en kritik af dem vi kalder ildsjæle. Kritikken går på, at vi overser det fælles ansvar, når vi fokuserer på det individuelle.

Ildsjælen og individualiseringens logik

Individualiseringen som begreb er et moderne fænomen, men dets rødder går længere tilbage.
En del af den udspringer af kristendommens forestilling om, at sandheden og meningen findes bag verden – i Gud, det hinsides, i sjælen, i det indre liv. Naturen og den materielle virkelighed var et skin, til forskel fra det rene åndens lys. Det har skabt en tradition, hvor det afgørende ikke var det fælles, sanselige, konkrete, men det, der foregik i den enkeltes indre forhold til det absolutte. Det forhold lever videre – også i sekulariseret form.

Ildsjælen er både sekulær og kristen i sin struktur. Sekulær, fordi sjælens lys i dag oversættes til individuel drivkraft, motivation og robusthed. Kristen af arv, fordi verden stadig tænkes som noget, der først får sand mening, når et særligt individ forbinder den med noget “højere”. Det baserer sig på et verdensbillede, hvor det konkrete liv ikke er nok i sig selv, og hvor strukturelle udfordringer privatiseres som moralske krav til den enkelte.

Når vi ensidigt hylder individuelt engagement, negligerer vi det fælles og politiske ansvar for strukturel uretfærdighed og materiel ulighed. Når vi kalder til åndelig og eksistentiel oprustning, risikerer vi at efterlade mennesker som isolerede individer uden blik for det almenmenneskelige ansvar og de gensidige forpligtelser, der forbinder os og gør et samfund bæredygtigt.

Dette er en indbygget risiko ved individualiseringens logik.

Kapabiliteter – om individuelt ansvar for det fælles og fælles ansvar for det individuelle

I psykiatrien kan et menneske formelt have ret til behandling, men samtidig mangle de sociale, relationelle og materielle forudsætninger for, at behandlingen overhovedet kan omsættes til noget der hjælper.

Derfor er spørgsmålet ikke kun, om vi som individer har rettigheder, men om vores samfund giver os faktiske muligheder for at bruge dem.

I Outsideren er vi inspireret af kapabilitetstilgangen til menneskelig og samfundsmæssig udvikling. Den er udviklet af Martha C. Nussbaum, amerikansk jurist og filosof (f. 1947) og Amartya Sen, indisk økonom og filosof (f. 1933).

Ifølge kapabilitetstilgangen bør et samfund vurderes på, hvilke faktiske livsmuligheder – kapabiliteter – det reelt understøtter hos sine borgere. Tilgangen blev udviklet fra 1980’erne og frem som en kritik af forestillingen om, at et samfunds udvikling kan måles alene i ressourcer, indkomst eller formelle rettigheder.

Kapabilitetstilgangen skelner mellem ressourcer, rettigheder og kapabiliteter – dvs. menneskers faktiske muligheder for at leve bestemte former for liv. Det afgørende spørgsmål er ikke, hvad mennesker har ret til, men hvad de reelt kan gøre og være.

Martha Nussbaum har formuleret en liste over grundlæggende menneskelige kapabiliteter, herunder mulighed for:

• at leve et liv med værdighed
• at indgå i meningsfulde relationer
• at deltage i fællesskaber og samfundsliv
• at udøve praktisk fornuft og have kontrol over egne livsbetingelser

Et centralt aspekt ved kapabilitetstilgangen er, at disse muligheder ikke kan overlades til individuel styrke, moral eller vilje, men må sikres gennem sociale, politiske og institutionelle rammer.

Set fra et rettighedsperspektiv bliver det ret tydeligt. Rettigheder er vigtige, men kan ikke vurderes isoleret fra de menneskeliv, der skal udfoldes på basis af disse. Det afgørende er selvfølgelig ikke, om vi mennesker formelt har rettigheder eller frihed til at handle, men om vi faktisk har reel mulighed for at gøre brug af vores frihed og rettigheder.

I psykiatrien kan et menneske formelt have ret til behandling, men samtidig mangle de sociale, relationelle og materielle forudsætninger for, at behandlingen overhovedet kan omsættes til noget der hjælper. Når fattigdom, ensomhed og manglende deltagelsesmuligheder fylder, og fællesskaber, ressourcer, hverdagsstruktur og støttende relationer ikke er en sammenhængende del af indsatsen, bliver ansvaret for det mest komplekse i praksis lagt over på individet selv.

Tilsvarende i beskæftigelsessystemet, kan mennesker have nok så meget adgang til tilbud og aktivering, men mangle reelle muligheder for at deltage på måder, der faktisk styrker dem. I mange tilfælde bliver retten til beskæftigelsesindsatser i praksis et krav om deltagelse på præmisser, der fastholder folk i udsatte positioner og gør dem syge.

Her, og mange andre steder i vores samfund, er manglen på kapabiliteter usynliggjort, fordi fokus rettes mod individets motivation, robusthed og vilje.

Kapabilitetstilgangen findes også hos den britiske sociale iværksætter Hilary Cottam, som i Radikal hjælp (2018) skelner mellem systemvelfærd og relationel velfærd. Cottams analyser retter sig ikke mod velgørenhed og rettigheder, men mod velfærdssystemer, der er blevet så tekniske, standardiserede og fragmenterede, at de mister forbindelsen til menneskers konkrete liv.

Rettigheder, velgørenhed og politiske pejlemærker

Pejlemærket for et mere retfærdigt samfund skal ikke være, hvor mange ildsjæle vi kan mobilisere. Det skal være, hvor stærkt vi har forankret omsorg, deltagelse og værdighed som fælles rettigheder – og om alle har reelle muligheder for at bruge dem.

I dag måler vi i stor udstrækning det gode liv og den samfundsmæssige udvikling på øget individuel handlefrihed og økonomisk velstand. Begge dele betyder noget. Men som eneste pejlemærker er de utilstrækkelige – og i sidste ende undergravende. De siger intet om, hvorvidt mennesker faktisk har mulighed for at leve værdige liv sammen med andre.

Et mindst lige så vigtigt pejlemærke er, hvordan vores politiske og institutionelle rammer understøtter vores faktiske livsudfoldelse – og vores mulighed for at handle på gensidige forpligtelser.

Når jeg taler om en bevægelse tilbage mod almissevelfærd, er det ikke en påstand om, at vi allerede har afskaffet rettighederne. Det er en beskrivelse af en normativ og politisk forskydning, hvor stadig flere problemer håndteres gennem midlertidige projekter, puljer, sponsorater og frivillige indsatser – snarere end gennem varige, rettighedsbaserede løsninger. Rettighederne består på papiret, men udhules i praksis.

I et velgørenhedsbaseret samfund overlades ansvaret til dem, der har kræfterne, tiden eller indignationen til at handle – og de bliver hyldet netop derfor. I et rettighedsbaseret samfund er hjælpen ikke afhængig af sponsorater, donationer, eller familiers og enkeltpersoners overskud, eller samvittighed. Den er forankret i fælles forpligtelser og kollektive garantier.

Ildsjælefiguren trives i vores samfund. Den er et symbol på det godhjertede, engagerede menneske, der kæmper for at bedre andres vilkår og livsmuligheder. Den er også en undskyldning for, at ansvaret ikke er institutionelt og politisk forankret. Når vi hylder de få, der brænder, risikerer vi at overse det fælles ansvar.

Pejlemærket for et mere retfærdigt samfund skal ikke være, hvor mange ildsjæle vi kan mobilisere. Det skal være, hvor stærkt vi har forankret omsorg, deltagelse og værdighed som fælles rettigheder – og om alle har reelle muligheder for at bruge dem.

Spørgsmålet er derfor ikke, om mennesker vil hinanden det godt, men om vores samfund er indrettet, så den enkeltes godhed ikke er en forudsætning for andres værdighed. Hvis noget skal brænde, er det ikke individets sjæl. Det er vores fælles ansvar for vores fælles verden.

Litteratur:
Nussbaum, Martha C. (2021): At skabe kapabiliteter – hen mod et retfærdigt samfund. Forlaget Mindspace.

Cottam, Hilary (2018): Radikal hjælp – Hvordan vi genopbygger indbyrdes relationer og revolutionerer velfærdsstaten. Forlaget Mindspace.