”Du kan mere end du er i stand til” – om tidens fortrængte magtesløshed

Velfærdssamfundet kan mere end nogensinde – og det kan mennesker også. I denne artikel undersøger Boris Lauritzen, daglig leder i Foreningen Outsideren, behovet for at genfinde det nødvendige. Han peger på et paradoks, der gennemsyrer både mennesker og velfærdssystemer i dag: Vi kan helt utroligt meget – men ikke det mest nødvendige. Det skaber kynisme, skam og fortvivlelse. For når vi mister blikket for menneskets vilkår, mister vi også omsorgen for os selv, hinanden og vores fælles verden.

Skrevet af Boris Lauritzen, cand. pæd. i pædagogisk filosofi og daglig leder i Foreningen Outsideren

Jeg har længe kæmpet med at finde den rette balance i forhold til, hvor meget jeg skal dele af min egen og min families historie. Når man deler sin historie offentligt, er den ikke længere kun ens egen. Derfor skal man være varsom med at dele mere, end man kan tåle at miste det fulde ejerskab over.

Som mange ved, har begge mine børn i lang tid været uden for det ordinære skoleliv. De er nu tilknyttet en behandlingsskole, men har kun kræfter til at være der få timer om ugen. De seneste år har derfor været præget af kampe – i min familie og i mit arbejdsliv. Kampe for at holde sammen i hverdagen, for at få økonomien til at hænge sammen, og for at børnene kan have et liv, der tager hensyn til deres præmisser.

Det har også været en øvelse i at udholde magtesløshed. Det er svært, når ens børn har det svært, og man ikke ved, hvad der hjælper. Og det er hjerteskærende at opleve, hvor ringe vores samfund er indrettet i forhold til at støtte børn som mine, familier som vores – og mange andre, der falder udenfor.

Denne artikel om magtesløshed er derfor ikke bare noget, jeg har tænkt over teoretisk. Det er noget, jeg lever med – i min familie, i mit arbejdsliv og i mit ansvar som daglig leder af Outsideren. Jeg tror, at magtesløsheden er blevet svær at tåle i vores tid. Og jeg tror, at det er med til at skabe mistrivsel og gøre os syge, fordi vi alt for ofte overser og overskrider grænserne for vores formåen.

Et paradoks i lommeformat

“Du kan mere end du er i stand til.”

Sådan stod der på en lille seddel, som min søster fik i hånden af sin læge, da hun var på vej ud af konsultationen i forbindelse med en stresssygemelding. Det var ikke en recept på medicin, eller en henvisning til et eller andet mestringsforløb, der lige kunne få hende op på hesten igen.

Det var en klog læge, der gav hende den seddel.

”Du kan mere end du er i stand til.”

På overfladen lyder det måske som en banal selvmodsigelse, men tænker man over det, så rummer sætningen et paradoks, som ikke bare lever i et enkelt stresset menneske, men i os alle sammen.

Det er nemlig en sætning, der helt simpelt viser et menneskeligt grundvilkår.

Søren Kierkegaard sagde det også – dog på en lidt mere kringlet måde. Det var i Sygdommen til Døden, hvor han pegede på, at mennesket lever livet udspændt mellem mulighed og nødvendighed, mellem frihed og begrænsning, vilje og magtesløshed.

Han pegede også på, at vi mennesker er meget tilbøjelige til at overse den ene af yderlighederne. Når vi gør det, er vi, ifølge Kierkegaard, fortvivlede.

Når vi ser os blinde på vores begrænsninger, og overser, at vi altid kan forandre noget, så er vi ramt af nødvendighedens fortvivlelse.  Når vi omvendt overser og handler uden hensyn til vores begrænsninger, så lever vi i mulighedens fortvivlelse.

Et fortvivlet samfund

Man kan vist roligt sige, at vores tid er præget af mulighedens fortvivlelse. Vi lever i en kultur, hvor mulighederne byder sig til og trænger sig på overalt. Vi skal udvikle, lære, opleve, optimere, realisere os selv – hele tiden.

Vi kan så utroligt meget, men vi kan ikke holde til det. Og det gælder ikke kun for den enkelte. Det gennemsyrer hele vores samfund. Også vores velfærdssystemer kan mere end nogensinde: udrede, diagnosticere, måle, operere, dokumentere, behandle, handle, strukturere og omstrukturere. Men systemerne er samtidig ved at segne under vægten af deres egen kunnen. Det samme gælder menneskene i systemerne. De kan og skal alt muligt, men der er ikke tid nok til det helt nødvendige.

I Outsideren er vi mange, der deler den erfaring. Vi mangler ikke vilje – men tid, rum og mulighed for at udfolde os på præmisser, der passer til os. Jeg tror ikke, at løsningen skal findes i hurtigere udredning og mere behandling, men bedre adgang til fællesskaber, hvor magtesløsheden ikke skal skjules, men kan deles – og hvor mennesker netop mødes som hele mennesker – ikke som patienter og klienter, cases, der skal behandles og sagsbehandles.

Det velfærdssystem, der skulle være et sikkerhedsnet, der griber mennesker, der falder eller falder udenfor, har udviklet sig til en overstyret og larmende virkelighed, hvor både medarbejdere og borgere præsterer langt ud over, hvad vi faktisk magter.

Når system og menneske spejler hinanden

Magtesløsheden forsvinder ikke. Den forskydes bare. Når systemerne ikke kan rumme den, får borgerne skylden. Når borgerne ikke kan rumme den, får systemerne skylden. Og sådan cirkulerer magtesløsheden rundt og skaber fortvivlelse allevegne.

Jeg tror, at både mennesker og velfærdssystemer lider under den samme fortvivlede tilstand: Vi kan og vil mere end vi er i stand til.

Hele vores velfærdssamfund er i krise, ikke fordi det mangler evner, men fordi det i al sin formåen har mistet fornemmelsen for egne begrænsninger.

Det skaber kyniske systemer, angst og udmattelse, når vi forsøger at overskride magtesløsheden ved at fornægte den. Og det skaber moralsk stress og forråelse, som Dorthe Birkmose i mange år har gjort opmærksom på.

For magtesløsheden forsvinder ikke. Den forskydes bare. Når systemerne ikke kan rumme den, får borgerne skylden. Når borgerne ikke kan rumme den, får systemerne skylden. Og sådan cirkulerer magtesløsheden rundt og skaber fortvivlelse allevegne.

I Outsideren prøver vi at bryde den cirkel. Som forening og tidsskrift styrker vi det sårbare på tværs af erfaringer og giver plads til de erfaringer og stemmer, der sjældent bliver hørt. Når mennesker får mulighed for at tale ud fra egne vilkår – ikke på systemets præmisser, men på livets – bliver magtesløsheden ikke noget, der skal fjernes, men noget, vi skal forstå og drage omsorg for. Og først dér kan vi handle.

Det er også det, vi mener, når vi taler om relationel velfærd: at menneskelig trivsel ikke skabes gennem styring, men gennem relationer, hvor magt og ansvar deles, og hvor både systemer og borgere får lov at være menneskelige. Ikke som et alternativ til velfærdssystemet, men som et nødvendigt korrektiv til en velfærdspolitik, der har mistet forbindelsen til menneskelige vilkår.

Magtesløsheden, vi ikke vil være ved

Vi er alle i fare for at glemme, at livet ikke kun består af valg, men også af vilkår. Og at for nogle af os er vilkårene mere begrænsende end for andre.

For nylig har folketinget vedtaget lovgivning, der skal fratage retspsykiatriske patienter deres førtidspension. De vil tage ydelsen fra mennesker, der på grund af psykisk lidelse har begået kriminalitet. Mennesker, der har rettens ord for, at det ikke var med vilje, og som derfor er dømt til behandling.

Ikke nok med det, så har de også besluttet, at 5000 sager om førtidspension skal genvurderes. Og med den kommende kontanthjælpsreform vil man afskaffe ressourceforløbet, der med god grund har været udskældt for at trække sager i langdrag, men dog sikrer visse rettigheder for mennesker i udsatte positioner.

Der er jagt på de syge og magtesløse.

Det begynder også at trække op til folketingsvalg. Man mærker kampagnestemningen og ser flere valgplakater hist og her. Nogle af dem illustrerer fortrængningen af det magtesløse uhyggeligt præcist. På Liberal Alliances plakater står for eksempel: ”Du er svag stærk” og ”Du kan ikke godt”.

Og på partiets hjemmeside kan man læse følgende:

“Det er netop i en krisetid, at vi ikke må lade magtesløsheden tage over i vores eget liv.
Det er nu, vi skal tage kontrollen over store som små ting, der peger verden i en bedre retning.
I sidste ende er det op til dig. For ét er sikkert, uanset hvad andre gerne vil fortælle dig:
Du har et valg.
Du har altid et valg.”

Det er et stærkt budskab – og det er også rigtigt: Du har altid et valg.

Hvad der dog forsømmes at blive sagt er, at dit valg altid må foretages indenfor rammer, du ikke selv har valgt. Vi er altid prisgivet både naturen, tilfældet og hinanden. Du har ikke valgt, hvilken krop eller familie, eller hvilket land eller samfundsmodel du er født ind i – om dit udgangspunkt er let eller tungt, retfærdigt eller uretfærdigt.

Det er ikke kun enkelte partier eller ideologiske positioner, der overser det faktum. Det er os alle sammen. Vi er alle i fare for at glemme, at livet ikke kun består af valg, men også af vilkår. Og at for nogle af os er vilkårene mere begrænsende end for andre.

Det er fuldstændig rigtigt, at vi ikke må lade magtesløsheden tage over i vores eget liv. Det ville være det samme som at opgive alt. Men vi må ikke glemme, at vi heller ikke må lade muligheden tage over.

Magtesløshed og resonans

At erkende eller besinde sig på magtesløsheden er ikke det samme som at give op. Det er at tage livet og verden alvorligt. Det er at forstå, at ikke alt kan kontrolleres, og at livet består af både valg og af vilkår.

I stedet for at se magtesløsheden som en fejl, skal vi se den som en påmindelse. Magtesløsheden minder os om, at vi ikke er herrer over verden, men at vi er afhængige, begrænsede og forbundne væsener. Begrebet siger det faktisk helt selv: der er en del af magten, vi er løst fra.

Med Hartmut Rosa kan vi sige, at magtesløsheden ikke kalder på resignation, men resonans. Den kalder på, at vi lytter og giver plads til det, der ikke kan kontrolleres, og tager det alvorligt, der ikke kalder på løsninger, men på nærvær, omsorg og tid.

Magtesløsheden repræsenterer den side af livet, der minder os om, at vi bundet til og forbundet med hinanden og verden. Og når vi støder på vores begrænsninger, skal vi ikke rammes af skam, men huske, at et menneskes værd altid findes i mere end det, vi kan.

”Du kan mere end du er i stand til.”

Hvordan ville vores samfund mon se ud, hvis det stod på valgplakaterne i stedet? Som en slags påmindelse om at huske at stoppe op og drage omsorg for os selv og hinanden.

Det er i den erkendelse, vores samfund burde begynde sin politik.