Outsiderens Susanne var til koncert med Raye i Royal Arena og udtrykker her sin begejstring: ”At stille sig frem i al sin skrøbelighed og dele sin erkendelse over egen sårbarhed – det synes jeg er en styrke.”
Skrevet af Susanne Bang
28-årige britiske Raye er en såkaldt independent artist / uafhængig kunstner, hvilket betyder, at hun opretholder hele den kreative kontrol med sit produkt. Hun er ikke i hænderne på et stort pladeselskab, men ejer selv rettighederne til sin egen musik, som hun i øvrigt selv skriver og komponerer, og bærer også ansvaret for markedsføringen. Det er modigt for en ung kunstner.
Alligevel lykkedes det Raye at have udsolgt i Royal Arena d. 3.2. 2026 med de tæt på 17.000 pladser, der var tilgængelige på en iskold aften på Amager.
Min niece var strandet i Roskilde, hvor togene var stoppet, så det var lige ved at være højdramatisk før vi overhovedet var ankommet. Men det gik – selvfølgelig. Jeg ventede en halv time inde i Burger King ved Ørestad st., selv om menuen ikke er min kop te. Men lunere var det. Min niece nåede frem og vi fandt vores pladser, og trods en brændt pizza-slice, som vi ventede tyve minutter på, så slog det ikke humøret itu.
De to opvarmningsnumre var ingen mindre end Rayes to søstre: Først artisten AMMA, så Absolutely med hver deres feel. Godt 1½ time efter mødetid kl. 19 indtog Raye selv scenen i Royal Arena.
Et stort rødt, tungt velourtæppe var trukket for hele scenens baggrund, og satte os hundrede år tilbage i tid og nostalgi. Koncerten blev åbnet med det virale nummer Where Is My Husband! Så kunne vi nyde alle de resterende numre uden at skulle ”vente” på det hit vi kendte i forvejen. Sætlisten var et mix af egne hits, en klassiker som Fly Me to the Moon, og spritnye numre fra det kommende album.
Raye tryllede med sin stemme, og genrerne var et kompositorisk ridt fra blues til det jazzede, funky og rap, med masser af rytme. Uanset nummeret bærer hun et strøg af nostalgisk melankoli, der skønt den unge stemme, vidner om en moden sjæl.
Ærlig og sårbar historiefortælling
Raye er historiefortæller, og fra sang til sang fik vi personlige fortællinger serveret som eventyr.
Med Raye har verden fået skabt en autentisk artist. Et ærligt, råt, og på samme tid forfinet udtryk, og med sine helt egne sange, stod hun ydmygt frem på scenen. Med dedikationer til publikum, som hun også gik i samtale med, vidnede denne feminine kvinde om ægte nærvær.
I bedste outsiderstil åbnede hun op for sin egen pose af sårbarheder. Der er dage, hvor man bare ikke kan komme ud ad døren, sagde Raye – hvor det er godt at have en ven, en søster, eller bror, der kan motivere, og få en ud gennem den dør – ud i livet!
Med denne personlige fortælling klædte hun os på til det næste nummer, som allerede er blevet et hit i mine øjne: Click Clack Symphony, der er med på det kommende album. Sangen handler om at komme ud ad døren, de dage, hvor man bare ikke orker. Visuelt dansede det store baggrundstæppe med noder, der til forveksling lignede pumps med meget høje hæle, i en old-school produktion i stilen.
Med sig på scenen havde Raye syv blæsere, tre violinister, to korpiger, en guitarist, en trommeslager, og måske et par stykker til.
Lad ikke fortiden definere din fremtid
Godt og vel halvvejs inde i showet adresserer Raye seksuel krænkelse. Ifølge statistikken, sagde Raye, vil 25 % af befolkningen, herunder publikum have en overgrebshistorie med sig i bagagen. ”Lad ikke dette definere din fremtid”, sagde Raye. Sangen Ice Cream Man handler om netop dette, og findes på albummet My 21st Century Blues.
Med Raye på sine bare tæer, og med et roligt nærvær på scenen, fremstod hun troværdig. For mig var der ingen tvivl om, at denne lady taler ud fra sit inderste og har levede erfaringer med sårbarhed.
Men også troen og viljen på at modgang ikke skal ryste os fik Raye transmitteret til sit publikum.
“Everything is gonna be alright.”
“Everything is gonna be alright.”
“Everything is gonna be alright.”
Fem små ord, som Rayes mor har lært hende, nærmest messede hun for os som beroligende balsam. Det er noget, vi alle kan bruge, tænker jeg. At være vores egen, kærlige forælder.
Om at drømme
Raye fortalte, at hun drømmer om at eje en jazzklub i London. Måske når jeg er 60 år, sagde Raye, måske tidligere. Det er et vældigt dejligt mål, synes jeg. Og i samme øjeblik, at Raye delte sin drøm med os, begyndte jeg selv at drømme – noget jeg har haft umådelig svært ved i mange år! Min drøm er at besøge Rayes jazzklub!
Som Ray sagde – godt nok til os alle godt og vel 16.000, der var mødt op – måske vi ses?
Fakta:
Kunstnernavn Raye, født Rachel Agatha Keen, den 24. oktober 1997 i London.
Her kan man forudbestille det kommende album med titlen This Music May Contain Hope, der udkommer den 27. marts. 2026.