Det var som om, at noget i mig døde, da jeg som 17 årig blev syg og indlagt.
Det var som om, at mit indre lys gik helt ud.
Min kreativitet og min fantasi, ja kontaktet til mit indre forsvandt. Jeg kunne simpelthen ikke få kontakt indad til.
Mine ungdomsår blev år med flere indlæggelser med manier.
Underligt nok var det som om, at jeg kun levede, når jeg var manisk og indlagt. Da blussede fantasien, kreativiteten og ideerne op i mig, og jeg husker, hvordan jeg producerede kunst i et væk. Og jeg elskede det.Først da følte jeg, at jeg levede.
Men når jeg så blev rask og udskrevet, var det som om, jeg døde indvendigt, og mit indre lys gik ud. Ikke fordi jeg havde en depression, for det har jeg aldrig haft. Det var bare som om, at kontakten til mit indre blev slukket.
Det var først, da jeg fik en åndelig opvågen, at der skete noget i mit indre. Det var som om, at ånden blev tændt i mig, som om, jeg livede op indvendigt, og hele mit sind og mine sanser blev vækket.
Jeg begyndte at se igen, og langsomt begyndte ideerne at kommer til mig i min hverdag og i mit liv, så jeg igen kunne skabe, også når jeg ikke var syg. Det var som om, jeg livede op indvendigt, og fik hul på den mur af kreativ skabende død, der havde hvilet over mig i mine ungdomsår med sygdom.
Der kom balance. Nu skaber jeg på daglig basis i et naturligt leje, og ikke i en eksplosion af manisk vanvidspower.
Jeg ser nu, at min sygdom havde gjort mig åndeligt død. Det var som om, at ørkenen havde lukket sig om mig. Jeg var fuldstændigt ude af kontakt med mig selv og mit flow, min ånd.
Min tro skabte liv i mig.
´Ørkenen og det tørre land skal glæde sig´
(Esajas Bog 35,1)
´Gud kan gøre ørken til oase.´
(Salme 107,35)