Jeg husker den vinter vi oplevede ulykke. Da det var mørkt og koldt udenfor, og hvor frosten bed mod min bare hud. Fuglene sang ej mere. Der var kun stilhed.
Ensom gik jeg hvileløst rundt i gaderne.
Jeg havde knoklet mig selv halvt ihjel, og nu var jeg her. Træt, udmattet. Hjemløs.
Jeg havde med et mistet alt; bolig, job, svigtet og udstødt af kirken; af dem, jeg troede var mine venner der, og ikke mindst havde jeg mistet mig selv. Alting på en gang. Ydmyget og vraget var jeg. Jeg var som en fremmed på jorden. Nu mærkede hjertets hårdhed og kulde.
Det eneste lys, jeg så, var det nærmeste lysstofagtige grå lys fra lygtepælens skær, der skræmte mig, og gjorde mig endnu mere kold og fremmed for mig selv.
Flugten var den eneste udvej igen.
Ingen hørte mit råb, fra min mund, der ingenting turde sige.
Min krop var iskold og spinkel. Som skind og ben, helt udmagret og udsultet, forpint. Jeg mærkede smerten bide dybt ind i min sjæl.
Fuldstændig tom var jeg indeni.
Sønderbrudt og knust flakkede jeg omkring i gaderne. Dybt ensom og fortvivlet.
Min hud skreg efter varmen fra et andet menneskes hud, så jeg solgte min sjæl til en fremmed på gaden, for blot at kunne mærke et menneske.
Kun Gud var mit vidne, og jeg ser nu, at himlen græd salte tårer med mig.
Jeg husker, at lyset i min gade sagde ´Hold ud! For lige om hjørnet venter velsignelserne´, men jeg kunne intet lys se. Jeg havde kun et meget sagte, usikkert håb. Men det holdt jeg fast ved.
Jeg takker mig selv for, at jeg greb håbet og holdt ud, og ikke gav op. At jeg trods alt troede gadelygtens skær. Lyset der ville bryde frem i mørket.
Nu ser jeg, at jeg ikke var alene, som jeg følte mig. Gud var mig nær. Med tiden rejste han mig fra støvet.
Skulle angstens kulde komme over mig igen, og nagle mig til jorden, skulle sjælen møde nye ørkener, da vil jeg nu bede dig, kære hjerte, at huske, at jeg er overkommet før. Jeg har allerede overlevet det værste. Jeg har allerede prøvet at miste alt.
Jeg må bare ikke miste dig selv igen. Om alle svigter, vil jeg ikke svigte mig selv. Skulle jeg blive ladt alene, netop da skal jeg være min egen bedste ven.
Jeg vil nu bede dig, kære hjerte, om at love, at du aldrig forlader mig igen, så skal jeg nok overkomme igen fremover.
Mind mig om, at i mørket er der altid stjerner, der lyser klart. Og jeg har set, at i gadelampens skær, er der små glimter af lys i fliserne, der glimter som små funklende juveler i jordmørkets gem, når jeg går.
Jeg vil gribe håbet og lede efter lyset. Jeg vil spørge lyset i min gade til råds. Jeg vil lede efter tegnene.
Jeg vil sove, hvis jeg er træt, og tro på, at englene i natten hjælper mig med at gøre alting vel.
Jeg vil huske på, at da foråret kom, sang fuglene igen. Og det vil de altid gøre.
Suk hjerte, men brist aldrig…