Hvordan hjælpen gives, er afgørende for, om den overhovedet hjælper. Med afsæt i egne erfaringer fra livet på bosted viser Rikke Gustavsen, hvordan relationen til en kontaktperson kan være forskellen mellem afmagt og reel indflydelse i eget liv.
Skrevet af Rikke Gustavsen
Når man har brug for hjælp fra andre, er der så uhyrligt meget på spil. Det ved jeg noget helt særligt om, både hvad der kan gå galt og hvad der kan gå godt. For jeg har alvorlige erfaringer med begge dele.
11 ensomme år
Egentligt var det kun 11 måneder, men det føltes som meget længere, fordi det havde været så hårdt. Jeg boede på bosted, men havde en kontaktperson, jeg slet ikke kunne med. Samtidigt gik mit liv mere og mere ned af bakke.
Det var ikke fordi, hun ikke prøvede, men intet af det gav mening for mig. Efter et par måneder, hvor hun havde bedt mig om at prøve at se positivt på mit liv, men jeg simpelthen ikke var i stand til det, blev jeg mere og mere tvær. Det var en opgave, der bare gjorde mig ærgerlig.
Jeg fik også flere og flere konflikter med andre folk og hun prøvede at hjælpe mig, men der skete ligesom ikke noget. Hun sagde, at jeg skulle passe på, hvordan jeg talte til de andre. De kan ikke klare, at man siger noget til dem. Men det kunne jeg ikke lade være med.
Der er også en regel her på bostedet, om at hvis man har det svært, så skal man først ringe til ens egen kontaktperson, men ikke tage fat i andre. Derfor var jeg bundet til hende. Men så ville jeg hellere være fri, også selvom det var meget ulykkeligt. Jeg ringede stadigt mindre og sagde, at jeg ville snakke. Derfor blev jeg også stadigt mere isoleret. Jeg var overladt til mig selv om at løse mine problemer.
Selvom jeg fik det dårligere og dårligere, kom der ikke noget ekstra omsorg. Jeg havde det så forfærdeligt, og der var så mange søvnløse nætter, hvor tankerne bare kørte i ring.
Jeg kunne også let blive frustreret, når vi talte, hvis jeg ikke kunne se noget positivt i det hun sagde. Så afbrød hun kontakten og sagde, at vi måtte tale senere. Det giver måske god mening, men det gjorde også, at vi ikke kom videre.
Når jeg tænker tilbage på de 11 måneder, så føles det som år. Det var 11 måneder uden hjælp til det, som gav mening for mig.11 måneder uden hjælp til indflydelse på de ting, der er vigtige for mig. Det var 11 årelange måneder med hjælp, der ikke hjalp.
Kontaktmagt?
Det lyder måske underligt, men hvordan man har det med sin kontaktperson påvirker meget, hvordan man kan have det med andre. De har en magt, som er svær at sætte ord på, men man kan mærke, når den ikke er på ens side.
For det første blev de konflikter jeg havde med andre beboere, jo så ikke løst.
Men heller ikke mine ‘professionelle møder’ gik godt. Til møderne med Botilbudsteamet fik jeg ikke sagt det, jeg ville, og ting blev ikke prøvet ordentligt af. Der var aldrig rigtigt tid til at forberede møderne, så jeg skulle selv prøve at sætte en dagsorden. Men jeg fik det ikke talt igennem inden, og derfor kom det ikke rigtigt ud. Jeg endte altid bare med at sidde til møderne og tænke over, hvad jeg skulle sige.
Min udvikling gik i stå, de daglige ting i min lejlighed blev sværere og jeg fik ikke udviklet nye strategier til mine problemer.
Det bedste den kontaktperson gjorde, var at hjælpe mig med at få min gamle kontaktperson tilbage. Derfor er jeg heller ikke vred på hende, det fungerede ikke og det var meget skadeligt. Men alle gjorde det så godt de kunne.
Måske kan man kalde det kontaktmagt, det som hjælperne har, som de kan lykkes eller mislykkes med at give til os. Når den glipper, så er det som om man mister kontakten til alle mulige ting i ens liv.
Indflydelse
Hvis jeg skal sige én ting, som det at have en dårlig kontaktperson skader, så er det ens indflydelse i eget liv. Det er blevet endnu tydeligere for mig nu, hvor jeg har fået en rigtigt god kontaktperson, en som jeg virkeligt kan meget med.
Min kontaktperson har fx hjulpet mig til at få indflydelse på min medicin. Hun fortalte, hvad Botilbudstemaet havde foreslået, men også, at jeg selv kunne bestemme. Vi talte for eksempel meget om, hvad jeg gerne ville have, at medicinen hjalp mig til, nemlig ikke at blive så hurtigt vred eller ked af det. Herudfra besluttede jeg at prøve stemningsregulerende medicin, og det er jeg i gang med nu.
Hun har også hjulpet med at forberede møder. I god tid før møder med psykiatere eller sygeplejersker, spørger hun mig om jeg har nogen punkter, jeg gerne vil tale med dem om. Her har vi så også kunne tage op, om medicinen virker sådan som jeg gerne vil, om jeg kan mærke det ordentligt i min egen krop. På den måde kan vi finde ud af, om den nye medicin, overhovedet gjorde, som vi havde håbet. Hun har også hjulpet mig til at bestemme, at jeg ikke længere skulle have sovemedicin.
Jeg har også en masse strategier, jeg bruger, hvis jeg får det dårligt. Dem har hun også været med til at foreslå. De er skrevet ned i min kriseplan. Hun har været god til at få ideer til hvad man kunne gøre. Uden den kriseplan ville jeg miste kontrollen meget mere. Jeg bruger ofte min kriseplan i stedet for medicin, især hvis jeg får smerter. Først når de strategier ikke virker, beder jeg om medicin, men så er det mig selv, der styrer det.
På alle de måder har hun været og er meget vigtig for, at jeg kan have kontrol over mit eget liv.
Fordi en kontaktperson handler om indflydelse, så synes jeg også, at man skal have indflydelse på, hvilken kontaktperson man skal have. Men der er mange, der hverken har nogen indflydelse på, om de er kommet på bosted, og heller ikke på hvilken kontaktperson, de har her.
Det er meget uheldigt, men nogle gange gør hjælp også hjælpeløs. Det synes jeg også jeg kender fra mange andre, der har brug for hjælp fra andre. Den skal styrke ens indflydelse, eller også duer den ikke.
At lytte med åbne arme
At have en god kontaktperson betyder ikke, at alt går godt, men at man kan håndtere og arbejde på de ting, der sker. For eksempel her for få måneder siden, efter jeg havde fået den kontaktperson, som jeg har det rigtigt godt med, fik jeg det alligevel virkeligt dårligt.
Jeg havde rigtigt mange selvmordstanker, der gik over til at blive stemmer. De var også med til at få mig til at se mig sur på livet. Jeg var flere gange tæt på at tage mit eget liv. Men så tog jeg fat i en anden kontaktperson, der også gjorde det rigtigt godt.
Jeg sagde til hende, at der var noget, jeg ville fortælle om, men at hun skulle reagere på en måde, så jeg ikke blev bange. Jeg ville ikke have, at hun bare skulle svare, at jeg skulle indlægges. Mine selvmordstanker gjorde nemlig, at jeg ikke kunne være sammen med andre. Det var nemlig som om, de kunne se på mig, at jeg var i kulkælderen.
Hun sagde, at jeg godt kunne fortælle om den situation, jeg var i. Hun kunne godt se, jeg var ked af det. Mine selvmordstanker sagde, at det var de andre, der ville have mig til at dø. Hun hørte på mig i lang tid, og mere end én gang. Hun lyttede med åbne arme. Hun sagde direkte, at vi havde god tid til at tale, fordi jeg kan se, at du skal have vendt nogen ting, så du kan klare og arbejde med dem. Hun stillede lidt opklarende spørgsmål undervejs. Hun ville gerne vide, hvad jeg sad og sloges med i min dagligdag og hvad det var, der gjorde, at jeg ikke kunne det, jeg plejer.
Det vigtigste hun gjorde var, at hun gerne ville hjælpe mig, og det var der også andre, der ville. Hun sagde direkte, at hun gerne ville hjælpe mig ud af den ‘krigsverden’ jeg levede i. Det betød meget, at hun fandt på det ord, for så kunne jeg endelig sige til mig selv, at jeg jo faktisk ikke direkte var i krig med nogen.
Ved at lytte, give tid og finde på nogen ord, hjalp hun mig faktisk til at se, at det stod meget bedre til, end jeg havde troet. Det var som at træde ind i en anden verden; og ud af krigsverdenen.
Hvad kan vi gøre?
Selvom jeg nu har en rigtigt god kontaktperson, så ved jeg altså meget om, hvor galt det kan gå, når man ikke har den rigtige hjælper. Jeg synes alle fortjener en hjælper, der giver dem indflydelse og hvor samspillet giver noget, som man virkeligt kan noget vigtigt for en selv med.
Til dem, der bor på bosted, vil jeg gerne huske alle på, at man altså godt kan gå til centerlederen, hvis man ikke har et godt samarbejde med ens kontaktperson. Man har faktisk en ret til at skifte. Men det er kun meget få, der bruger den. I den tid jeg har boet på bosted, er der ikke nogen, der har brugt den. Men er det en god ide at have den samme kontaktperson i tyve år? Skal man ikke også prøve noget nyt?
Man skal huske på, at en kontaktperson er der for at gøre ens liv lysere. Der er mange, der kommer til at tro, at kontaktpersonen bare er der, fordi hun er på arbejde. Hun kan ikke hjælpe mig med mine problemer. Man må prøve at finde ud af, hvad de egentligt kan gøre for en.
Man skal heller ikke være bange for de hårde snakke, også selvom de siger ting til en, man ikke lige har lyst til at høre. Jeg sagde for eksempel til min nuværende kontaktperson, at jeg ikke kunne finde ud af at gøre rent eller andre hverdagsting. Det mente hun godt, at jeg kunne. Vi fandt også frem til, at mit liv kunne fungere bedre, end det har gjort de sidste mange år. Det var i virkeligheden en samtale om, hvor jeg gerne ville hen i mit liv. Herfra overtalte hun mig til at tage hverdagsting som rengøring, at handle ind selv og at bruge en mobiltelefon mere alvorligt.
Alt det er ikke noget, som jeg har haft lyst til at høre, men det har alligevel godt kunne betale sig, ikke at blive så vred, når hun sagde noget.
Noget af det mest vigtige for en kontaktperson er at være spørgende. Kun sådan kan de hjælpe en til indflydelse i eget liv. Min gode kontaktperson er for eksempel rigtigt god til at spørge om, hvad der er vigtigt for mig og så minde mig om det. Hun er også rigtigt god til at kigge efter, hvad jeg er god til og så spørge, om jeg ikke vil lave mere af det.
Hvis jeg skulle give ét råd til hjælpere, så er det, at de blev bedre til at forklare, hvorfor de ser tingene som de gør. Hvis man fx er uenige om, hvorvidt man kan styre sin medicin, så er det vigtigt de siger, hvorfor de ikke synes man er klar til at styre den selv – for eksempel at man glemmer at tage den. Det kan løsne op.