Hvordan føles det at række ud efter hjælp – og ikke blive grebet? Her deler Pernille sine erfaringer med livet på et bosted, kontaktpersoner og lægesamtaler og peger på, hvor afgørende menneskelig kontakt kan være. Det er en fortælling om utryghed, tillid og små øer af håb midt i kaos – og om den forskel en kontaktperson, et nærvær eller et enkelt menneskeligt møde kan gøre, når man står uden fast grund under fødderne.
Af Pernille Mikkelsen
Jeg er lige ankommet på et åbent afsnit fra et lukket, hvor jeg var indlagt med små pauser i to år.
Mødet mellem de to måder at forvalte mig på skar mig dybt i øjnene. Jeg var ekstremt utryg. Alting var helt nyt. Omgivelserne. Personalet. Måderne og faconerne. Jeg fornemmede hurtigt den skærende kontrast. I hvert fald, til støvet havde lagt sig.
Mit mørke pressede på. Angsten for at blive tabt på gulvet af personale, der endnu ikke kendte mig og mine måder og faconer.
Afgrunden var mere præsent, og som jeg pludselig stod uden fast grund under fødderne, tiltog min angst og blev til en tsunami, der truede med at opsluge mig og gøre hele mit værende til kalejdoskopisk mos.
Da jeg rakte ud
Ude på tavlen fandt jeg navnet på min kontaktperson. Lad os kalde ham J.
Da jeg endelig fandt ham i levende live, var jeg så angst, at jeg nærmest ikke kunne tale. Jeg greb ud efter ham, råbte mine dæmoner ud. Hjælp mig, bad jeg igen og igen. Hans respons var: “Jeg kan ikke hjælpe dig, gå ned og tag et koldt bad.” Og med de ord rev han sig løs og gik ind på kontoret.
Det slukkede alt lys. Alt håb. Han smed mig for dæmonerne uden så meget som at blinke.
Måske blev jeg ramt på min forventning. Min tillid til systemet. Min tro på, at personalet rent faktisk ønskede at gøre en forskel. Af vilje, mangel på vilje, eller af princip, det ved jeg ikke.
I hvert fald er udfaldet det samme. Det efterlader dig i en slags ingenmandsland, hvor du sejler rundt og leder efter små øer med tryghed.
Når disse øer fordamper og intet land er i sigte, så træder du vande, hvis du har kræfterne – og drukner, hvis du ingen har.
Den røde tråd
Ideelt set burde den mangel på empati slet ikke forekomme. Men så længe der ikke findes en synlig rød tråd gennem håndteringen og behandlingen, så har situationer som den frit lejde. De koster ingenting, betyder endnu mindre og påtales stort set aldrig.
Men I ved godt, hvem I er!
En ting er dog sikker og vis, det bliver ikke nemmere at række ud, ikke efter den behandling.
Når lokummet brænder
Meget, men ikke alt, kan koges ned til bemanding. Med kun to eller tre aftenvagter til 40 + beboere, så føler jeg mig ofte overset. Men det er også en prioritering. For nogen er det lige så vigtigt at få gjort rent, som de problemer jeg nu måtte have. I sammenligning, i situationen blegner alle andres behov dog. Når følelserne raser og ingenting giver mening.
Stjernerne
Heldigvis er alle personaler ikke ens. Det er særligt vigtigt for os, der bor på et bosted. Der findes også dem, der brænder. Dem, for hvem kontakten til beboeren er synlig, gavnlig og står øverst på listen. De kommer gerne af sig selv og tilbyder sig. Selv i perioder med travlhed, så kan du regne med dem. De tager sig tid til at samtale med dig før lægesamtalen og efter. På den måde forventningsafstemmes der, og der vil være færre overraskelser.
Samtalen efter kan gå på “hvad hørte du” og “hvad hørte jeg”. Hørte vi det samme? Hvis ikke, så hvorfor?
At mødes på midten
Problemet er blot, at disse stjerner er i fare for at brænde ud. Mange beboere er hurtige til at opsnuse de mennesker, der bryder sig. Dem, for hvem det betyder noget, hvordan du har det.
Desværre er der langt imellem dem.
Jeg anerkender, at personalet i sit hele er mennesker med vidt forskellig baggrund og forskellig tilgang til beboerne. Der burde bare ikke være så stort et gab mellem den empatiske kontaktperson og den, der bare skal have tiden til at gå.
Selvfølgelig er jeg klar over, at det ikke er alle, der har format, eller mentalt overskud til at give sig helhjertet på hver vagt, men jeg synes samtidig, at de, der har valgt at arbejde i dette felt – eller minefelt – bør kunne levere varen. Så vil jeg fra min side forsøge at gøre mig så synlig som muligt. På en måde, så kontaktpersonerne ikke skal gætte sig frem.
Vi må hver især prøve at mødes på midten. Vi som beboere må forsøge at se igennem det, der føles som svigt – for det gør det. Ingen har lyst til at være til besvær. Ingen vil være kilde til irritation over at eksistere.
Det må være personalets opgave at sikre sig, at ingen sidder med de følelser.
Hvad gør en god kontaktperson?
Hvilken forskel kan en god kontaktperson så gøre?
Det kan gøre meget, at de lige kommer og hilser.
At de bestræber sig på at møde mennesket bag sygdommen. Hvor snørklet og ubegribelig vejen derind end måtte synes.
At de tildeler beboeren en stemme ved at lytte til og absorbere alt det umiddelbare vrøvl.
At de ser de håndsudrækninger beboeren kommer med. For beboerne er lige så forskellige som personalet. De kræver jo forskellig opmærksomhed.
Både i volumen, intensitet og praksis.
Professionalisme og tryghed
Som beboer opsnapper man hurtigt, hvem der i personalegruppen har de varmeste hænder. Nogle beboere kan fint leve med en kontakt, hvis primære aftalte opgaver er af praktisk karakter. Andre søger den bløde kontakt. Rum, hvor der er plads til at føle – og udtrykke disse følelser. Midt i dette oprørte hav af indtryk og udtryk er det vigtigt at have fornemmelsen af, at kontaktpersonen fungerer som tovholder. At der findes en gennemsigtig professionalisme, så relationen ikke bliver til et “venskab”. Det giver tryghed at mærke, at man er i gode stærke hænder. Ofte i hænder, der bærer håbet for dig, når du ikke selv kan finde det. Hænder, der viser dig vejen, når alting bare er sort.
Lægesamtalen
I den ideelle verden, set fra mit perspektiv, vil min kontaktperson altid fungere som livline, når der er lægesamtale. Som alle andre, er læger vidt forskellige. Jeg synes dog, at de mere “aggressive” fylder mere i landskabet.
Det er som om de bruger hele deres kapacitet til at gennemtrumfe deres holdning og behandling. De lægger gerne et absurd pres på, samtidig med, at de understreger, at “du jo gør dette her frivilligt” og “om du ikke gerne vil have det bedre.”
Her kunne en engageret kontaktperson godt brænde igennem og vise, at hun er på din side. Og at vi sammen kan stå mod bølgerne og alle de selvmodsigende vibes, der kommer ud af lægens mund.
Andre beboere – Hvordan finder vi hinanden?
Et andet sted, hvor man kan finde gavn, er relationen beboere imellem. Der møder man dem, der har været gennem den samme mølle – om og om igen. De fungerer som en slags GPS rundt i dit eget rod og kaos. At tale med en, der har oplevelser på niveau med dine egne kan give meget. Der kan opstå flygtige venskaber. Rum, hvori man bliver forstået. Man møder en slags tredje dimension hos folk med diagnoser, så der finder du genkendelighed. Spejlinger af din egen indre kamp. En forståelse for, hvornår man stempler ud og trækker sig. De favner og begriber din stemme. Også den, der taler i billeder.
Men hvordan finder vi beboere hinanden? Det er jo ikke alle, fra hvem man kan forvente sig noget hjælpsomt og konkret.
Ligesom du selv kan være gemt væk for verden, så kan andre det samme. Hvordan finder vi hinanden?