I artiklen Når selvmordstanker er en trøst … fra februar 2025 fortalte Niels om sine selvmordstanker, som for ham kan rumme en trøst, fordi de fortæller, at tingene kunne være anderledes. Tankerne kan give Niels en særlig ro, og han oplever ofte noget næsten smukt i dem. Den kan læses ved at trykke her.
I nærværende artikel fortæller Niels om, hvordan hans selvmordstanker også kan være en plage, som er fremkaldt af omgivelserne og det samfund, vi lever i.
Skrevet af Niels
I min sidste artikel fortalte jeg om mine etiske overvejelser omkring mine selvmordstanker. Hvor og hvordan skulle det ske, og om det var muligt at gøre på en sådan måde, at mine organer kunne tages ud og implanteres i mennesker, som mangler dem, så de kunne leve længere.
Men der var én mulighed for at begå et etisk forsvarligt selvmord, som jeg ikke omtalte, da den endnu ikke findes, eftersom psykiske sygdomme ikke er ligestillet med somatiske i vores sundhedssystem. Jeg har hørt politikere tale om, at mennesker med alvorlige handicaps eller smertefulde og uhelbredelige sygdomme skal kunne få aktiv dødshjælp. Men de nævner ikke psykisk syge i den sammenhæng. Vores lidelser er åbenbart ikke store og gode nok til, at vi kan få hjælp til at komme af med livet.
Hvad er egentlig psykisk sygdom?
Jeg tror, det skyldes, at psykiske sygdomme er mere flydende og uhåndgribelige end somatiske, og det giver rum til mange forskellige diagnoser, definitioner og synsvinkler på psykiske sygdomme. Et klassisk eksempel er diskussionen om, hvorvidt psykisk sygdom skyldes biologi og genetik, eller om det er naturlige psykologiske konsekvenser af svære oplevelser i livet. Nogle går så vidt som at stille spørgsmålstegn ved, hvad en psykisk sygdom overhovedet er og ikke er. Det har man nemlig ikke altid været enige om.
Lad mig komme med et par eksempler: Engang blev homoseksuelle anset som en psykisk syge i Danmark, men i dag ser vi dem som sunde og raske mennesker, der bare har et sex- og kærlighedsliv, som er anderledes end flertallets. Et andet eksempel kunne være skizofrene, som hører stemmer. Målet med den psykiatriske behandling, de får, er blandt andet, at stemmerne skal ophøre. Men i samfund med animistiske religioner vil man ofte se skizofrene som mennesker, der har kontakt til åndeverdenen, og stemmerne, de hører, indeholder vigtige budskaber. Derfor vil disse mennesker blive gjort til shamaner og få en betydningsfuld plads i samfundet. Med sådan nogle eksempler i baghånden er det jo et oplagt spørgsmål, om mine depressioner kan ses i andet perspektiv, så de slet ikke er en psykisk sygdom, men noget værdifuldt.
Fra psykisk syg til “psykisk sårbar”
Og straks ser jeg for mig, hvordan en hær af psykologer og socialingeniører begynder at dekonstruere hele min depressive smerte og lidelse, mit tankesæt og min identitet for at redefinere mig som en ny og bedre udgave af mig selv. Med en foragt så stor, at den kun kan rummes af optimisme på andres vegne, fortæller socialingeniørerne mig, at jeg har ressourcer, og at jeg tilføjer fællesskabet og samfundet diversitet og mangfoldighed.
I stedet for at sige, at min depression gør mig psykisk syg, får socialingeniørerne den ide at kalde mig psykisk sårbar. Jeg bliver gjort til et særligt følsomt menneske og får tildelt rollen som samfundets “kanariefugl”. Når dele af menneskelivet begynder at blive for hårdt I vores samfund, så gør min følsomhed, at jeg mærker det før alle andre. Mit psykiske velvære eller mangel på samme bliver tillagt profetiske evner, og sender et varsel om, at noget I samfundet skal forandres, så det store flertal slipper for nedturen.
Samfundets kanariefugl
Således har jeg ved hjælp af social ingeniørkunst pludselig fået en vigtig rolle i samfundet ligesom de kanariefugle, man I gamle dage tog med ned I minerne, fordi de ville besvime, hvis der begyndte at opstå iltmangel. Derved advarede minearbejderne om, at de skulle skynde sig at komme ud.
Pip-pip! Kuk-kuk! Jeg er en kanariefugl, vis ædle opgave det er at besvime. Den tanke giver mig en enorm lyst til at dø, og pludselig er mine selvmordstanker slet ikke behagelige.
Arbejdsmarkedets værdi og menneskets værdi
Og værre bliver det, når en nytte-filosofisk markedsøkonom dukker op blandt socialingeniørerne og stiller spørgsmålet, om jeg ikke kan bruges ude på arbejdsmarkedet? Om ikke man kunne investere i et menneske som mig, så jeg bliver en produktiv borger, der bidrager og giver et afkast?
Nytte-filosofiske markedsøkonomer argumenterer på forskellige måder. Nogle vil sige, at et arbejde vil give mig en plads I samfundet og fællesskabet, og det skal jeg være taknemmelig for. Er man uden for arbejdsmarkedet, er man nemlig et ensomt og fortabt menneske. Ja, man er knap et menneske, hvis ikke man er et lille tandhjul i den store samfundsmaskine, der har til opgave hele tiden at øge bruttonationalproduktet.
Et menneske uden nytteværdi
Desværre har jeg ikke meget energi og overskud hverken fysisk eller mentalt at bidrage med på arbejdsmarkedet. Jeg har sjældent kræfter til at lave varm aftensmad, en halv times læsning eller samtale udmatter mig en hel dag, til tider kan der gå en uge eller to, uden jeg taler med et andet menneske, og det har taget mig måneder at skrive denne artikel. Jeg har haft bedre tider, og da jeg var i 20’erne, tog jeg en universitetsuddannelse trods min sygdom, men de seneste år har jeg virkelig ikke været meget værd på arbejdsmarkedet.
Den hjemløse som motivation
Men jeg har da en ide til et lille bidrag, der vil bringe glæde hos mine medmennesker. Jeg kan blive hjemløs tigger og sidde med skilt på en gågade eller foran et supermarked. På skiltet skal der stå:
“Jeg motiverer dig til at arbejde,
med min hjemløshed og nød
Så giv mig to kroner
Tak, så er du sød!”
På den måde vil mine hårdtarbejdende medborgere blive mere tilfredse med deres travle dagligdag, for den betyder, at de ikke skal leve så fattigt og sørgeligt et liv som mig, en hjemløs tigger. Mennesker har nemlig et behov for af og til at se på et andet menneske og med halvt foragt og halvt medlidenhed tænke: ”Godt det ikke er mig, der er så elendig!” Og det behov kan jeg dække, for jeg er helt nede på samfundets bund, og ingen socialingeniør kan bilde mig noget andet ind.
Men der er andre typer af nytte-filosofiske markedsøkonomer, som aldrig ville give en krone til en tigger. For I deres øjne er de fattiges problem, at de ikke er fattige nok. Hvis de var fattige nok, så ville sult og kulde gøre dem så desperate, at de ville tage et arbejde, og så ville de ikke være fattige længere! Derfor har de forbudt tiggeri ved lov. Tigger man alligevel, bliver man straffet med fængsel i op til 14 dage. I fængslet har man tag over hovedet, men det er alligevel ikke en løsning på fattigdom og hjemløs, jeg bryder mig om. Og selvom jeg skulle være så heldig at få et social frikort, så kan det nok ikke bruges til at undgå en fængselsstraf.
Den gyldne patron
Men her kommer mine selvmordstanker som en velsignelse. Hvis ikke en investering i et menneske som mig kan give et afkast, så har jeg et forslag til, hvordan man kan reducere de omkostninger, samfundet har ved at holde mig i live. De kan låne mig en pistol, så jeg kan skyde mig selv. Jeg kalder denne løsning for “den gyldne patron.” Jeg ser for, hvordan mit forslag om en gylden patron vil vække begejstring blandt de nyttefilosofiske markedsøkonomer, og hvordan embedsmænd i Socialministeriet vil lave beregninger med lange fremskrivninger, der viser, hvordan det økonomiske råderum vil stige over en årrække, hvis nogle hundreder eller måske tusind mennesker som mig vælger den gyldne patron. Det vil give plads i de offentlige budgetter til skattelettelser og bedre velfærd. Og ved årsmøder i diverse politiske partier vil min ide om den gyldne patron blive hyldet, fordi den forvandler mig fra en ussel psykisk syg til en myndig og rationel aktør på et frit marked, som ikke har mit eget, men det fælles bedste for øje. Sentimentale stemmer på den yderste venstrefløj vil måske mene, at den gyldne patron er et eksempel på en kur, der er værre end sygdommen, men de kan ikke komme udenom, at den er effektiv og langtidsholdbar.
Stauning og kaos
Som læseren nok fornemmer, bryder jeg mig ikke om socialingeniører, og slet ikke dem, der sidder på Christiansborg, som er de allerværste. Så dem vil jeg selvfølgelig pålægge en grum straf, inden jeg tager livet af mig selv. Og her får jeg brug for de shamanistiske evner, som nogle kulturer tillægger psykisk syge som mig. Jeg vil nemlig vække tidligere statsminister Thorvald Staunings spøgelse og sende det ind for at skabe spektakel på Christiansborg. Jeg ved præcist, hvordan man skal gøre. Stauning arbejdede jo på en cigarfabrik som ung og var storryger hele livet, så man skal bare sætte en masse nikotinplaster på hans gravsten. Han er begravet på Vestre Kirkegård, hvor jeg bor, og selve gravstenen nærmer sig Jellingstenene i størrelse, hvilket meget fint demonstrerer den plads, han har fået i vores historie. Derfor er der også plads på stenen til at male ordene ”Rygning ikke tilladt”, og efter det er gjort, vil Stauning begynde at spøge på Christiansborg. Ure vil gå baglæns, spejle vil knuses, møblerne på statsministerens kontor bliver flyttet rundt om natten, og ved midnatstimen vil klokken i folketingssalen ringe og en stemme vil brøle: ”Stauning OG kaos!”
Og så videre, og så videre, og så videre…
Livet som cost-benefit-analyse
Mine selvmordstanker rummer meget munter galskab og kan føre mig vidt omkring, og de kunne sikkert give stof til både gyserfilm og komedier. Men for det meste fremstår mine selvmordstanker som et regnskab. I regnskabet gennemgår jeg hele mit liv og finder argumenter for og imod selvmord. Hvert argument bliver vendt og drejet og vejet i en uendelig cost-benefit-analyse, der skal give svar på, om det giver mening at leve videre.
Det irrationelle håb
Og det ender altid med, at jeg lever videre. Jeg har haft selvmordstanker i mange og lange perioder af mit liv, og alligevel har jeg ikke en eneste gang gjort et hæderligt forsøg på at tage livet af mig selv. Jeg har ingen forklaring på, hvorfor det ender sådan hver gang. Måske har jeg et urealistisk og irrationelt håb om, at alting bliver meget bedre en dag. Et ynkeligt lille håb, der ville få filosoffer, teologer, psykologer, socialingeniører og andre eksperter i livets mening til at grine, men som er godt nok til mig.
I hvert fald lever jeg videre med mine selvmordstanker i al deres mangfoldighed.