Af UK
Jeg har faktisk fireårsjubilæum. Den 11. november for fire år siden ringede jeg til min arbejdsplads og meldte mig syg, fordi jeg var så udmattet, at jeg ikke kunne stå ud af sengen. Jeg kunne ikke sove, jeg kunne ikke tænke, og jeg græd hele tiden. Jeg var udbrændt. Jeg havde stress. Jeg fik en depression, som jeg først rigtig anerkendte, da der var gået et år, og jeg endnu ikke havde fået det bedre. Så fik jeg behandling med antidepressiv medicin og senere gruppeterapi i ambulantpsykiatrien. Jeg fik det bedre og besluttede mig for at droppe min medicin. Et halvt år efter var jeg indlagt med endnu en depression, denne gang af svær grad. Endnu et år er gået, og jeg bliver langsomt bedre. Jeg tager igen medicin, og jeg får igen behandling i den ambulante psykiatri. Jeg er igen på vej.
Jeg har en tilståelse. Idéen til indledningen på min artikel har jeg tyvstjålet fra Sebastian Reinert Scheuers kronik ”Psykiatrien er en sygdomsfabrik” fra 26. august i Politiken. Jeg har selvfølgelig ikke stjålet indholdet, det er mig selv, jeg skriver om, men hvor mit er et fireårsjubilæum, har Sebastian Reinert Scheuer en sygdomshistorie på ti år i det psykiatriske system.
Hans historie handler om, piller han ikke har lyst til at tage, diagnoser han ikke kan slippe af med og endeløse gruppeterapiforløb, med manglende respekt og forståelse fra behandlere. Han føler sig sygeliggjort og afhængig af det psykiatriske system. Han mener, at psykiatrien er en sygdomsfabrik, der gør mere skade end gavn. Han ønsker sig mere sammenhæng, meningsfuldhed og menneskelighed i behandlingen af psykiske sygdomme. Han stiller sig frem med stor frustration, skarpe pointer og hård kritik. Mennesker med psykiske sygdomme har brug for andre mennesker, ikke diagnoser, ikke piller, er hans hovedbudskab.
Respekt for de ansatte
Jeg er enig med ham langt hen ad vejen, mennesker med psykiske sygdomme har brug for andre mennesker. Og andet end medicin. Men jeg har lyst til at nuancere billedet lidt, ikke mindst af psykiatrien.
Jeg har stor respekt for de mennesker, der arbejder i psykiatrien. Lægen der tog mig alvorligt, så mit behov for hjælp og indlagde mig. Min kontaktperson på den lukkede afdeling, som holdt mig i hånden, og sagde at jeg var god nok. Sygeplejerskerne på den åbne afdeling, som talte med mig, når jeg havde brug for det, og som sagde, at jeg nok skulle få det bedre. Peermedarbejderen, som gik ture med mig og fjollede med mig, og sagde jeg var sej. Mine psykiatere og psykologer, som har siddet over for mig med ro og tålmodighed, når jeg var desperat og ikke stolede på, at de kunne gøre noget for mig. Fysioterapeuterne, min udskrivningsmentor, hele systemet af mennesker, jeg har mødt som psykiatrisk patient, de har hjulpet mig.
De har også været travle, fraværende, siddet på deres kontor foran deres computere og skrevet meget, ikke været tilstede i fællesområderne på afdelingen. For få på arbejde til at sidde ved mig i en time og berolige mig. Nogle har ikke været medfølende, nogle har jeg ikke kunnet lide på et personligt plan. Det, der har frustreret mig, mens jeg har været i psykiatrien, har tit bundet i systemets indretning og omstændigheder, som de enkelte medarbejdere ikke umiddelbart har kunnet ændre på. Som eksempelvis underbemanding, dokumentationskrav, systemets kassetænkning, midlertidige og nedslidte bygninger og manglende plads på afdelingen.
Jeg kan kun tale for mig selv
Mennesker med psykiske sygdomme har brug for andre mennesker, ja, men måske har nogle af os også brug for diagnoser og piller. Og en hel masse andet. Så kan man egentlig udtale sig om, hvad mennesker har brug for? Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg har nogle bud.
Mennesker har brug for at blive behandlet som hele mennesker. I København søger Centralvisitationen for, at patienter bliver visiteret til ambulante behandlingssteder ud fra deres diagnose. Systemet er effektivt og ventetiden er forholdsvis kort. Problemet er, at behandlingen bliver alt for kasseopdelt. Hvis man har forskellige diagnoser på samme tid, hvilket mange har, får man en fragmenteret behandling. Jeg har selv oplevet, at jeg først skulle have behandlet min depression et sted, før jeg kunne henvises til angstbehandling et andet sted. Det forlænger behandlingstiden og giver ikke mening ud fra mit perspektiv som patient. Der er mange skift og forskellige personer, man skal forholde sig til, og man befinder sig konstant i en overgangsfase til noget andet. Jeg har oplevet, at man skal være meget proaktiv og ressourcestærk for at få sammenhæng i sit behandlingsforløb og alligevel virker det alt for opdelt i kasser.
En diagnose er ikke for livet
Mennesker har brug for at vide, hvad en diagnose egentlig er. Mange får en diagnose som følger dem resten af livet. Det er misforstået. Egentlig er en diagnose blot en beskrivelse af symptomer som optræder hos en person i en vis periode. Det er et øjebliksbillede. Diagnoser kan bruges til at overføre informationer mellem fagpersoner om hvordan en patient har det. Som patient skal man vide at en diagnose ikke er en livstidsdom. Man kan komme sig, man kan lære at leve godt med sine sårbarheder. Man kan blive udredt igen hvis man ikke længere mener at opfylde kriterierne for en diagnose.
Brug for medicin
Mennesker har brug for medicin. I hvert fald mener jeg, at man skal have lov til selv at vælge om man vil have medicin eller ej. Jeg er selv meget kritisk overfor medicin, og jeg har brug for megen information om virkning og bivirkninger, før jeg sluger en pille. Jeg har sagt nej til visse typer af medicin. Men jeg har været glad for at kunne have en åben dialog med mine behandlere om det. Under en depression er man lammet, man er bange, man er låst fast. Jeg har selv været i psykoterapi mange gange i mit liv, men da jeg blev indlagt med svær depression, havde jeg det så dårligt at terapi ikke var nok. Jeg havde brug for at være i et beskyttet miljø på en afdeling. Jeg havde brug for medicin og en diagnose. Jeg havde brug for at forstå, hvad der var galt med mig og vigtigst, hvordan jeg kunne få hjælp til at hjælpe mig selv.
Bedre forhold
Mennesker har brug for ordentlige forhold på de psykiatriske afdelinger. Og trygheden ved at vide, at der er tid nok til at komme sig. Og for enestuer med ro og afskærmning, når der er brug for det. Da jeg var indlagt oplevede jeg at blive flyttet fra en enestue til et dobbeltværelse, hvilket gjorde at jeg blev så angst, at jeg fik stærke selvmordstanker og min indlæggelse blev forlænget med tre-fire uger. Det er grænseoverskridende og ydmygende at skulle dele værelse med et fremmed menneske, når man har det skidt, og det er skræmmende at være tæt på en anden patient, der måske har det værre end en selv og være vidne til deres sygdom. Jeg ved, at der bygges nye psykiatriske hospitaler med private badeværelser og tv på værelset. Det er slet ikke nødvendigt. En dør der kan lukkes og mulighed for at være alene ville være et stort fremskridt. Mennesker har forresten heller ikke brug for at ligge på gangen, når der er overbelagt på afdelingen. Jeg har set det mange steder, og jeg kan ikke forestille mig noget mere uværdigt, når man har det psykisk dårligt.
Holdt mig i hånden
Mennesker har brug for omsorg og fysisk kontakt også under indlæggelse. De personaler, der tør at bruge sig selv og give fysisk omsorg til patienterne, kan gøre en stor forskel. Jeg har haft særligt en kontaktperson på afdelingen, der satte sig ned og holdt mig i hånden, når jeg havde et angstanfald. Hun holdt om mig og sagde, at det nok skulle gå. Andre personaler løb afsted efter beroligende piller og insisterede på, at jeg tog dem, før vi kunne snakke videre. Pillerne hjalp, men at mærke at et andet menneske ser dig og er hos dig er guld værd, når angsten løber løbsk.
Mennesker har brug for alt det og meget mere. Det vigtigste for mig som patient i psykiatrien er at blive set som et helt menneske og at blive behandlet med respekt. At blive inddraget i min egen behandling og at kunne træffe mine egne valg med hjælp og støtte fra mennesker omkring mig.