Først lige præsentation af mit billede i indlægget. Det er min citatvæg på en af de mange skråvægge i min lejlighed.
Optur.
Efter mere end et halvt år med følelsen af nedtur og depression ser jeg nu når solen skinner, når regnbuen står flot på himlen efter regnvejr, når min kat, Uffe, indynder sig og ligger i arm, når folk viser, at de faktisk godt gider mig. Alt det som forbigik min opmærksomhed.
Så skal der ryddes op.
Min distriktssygeplejerske har lovet mig, at hun vil forsøge at rydde ud i alle de diagnoser, der er kommet på for hver indlæggelse det sidste halve år. Det har skabt forvirring hos mig, for hvad er det, de kloge folk prøver at rette behandlingen imod. Hun har lovet mig psykoedukation udi min borderline personlighedsforstyrrelse, som er mere gennemgribende, end jeg troede. To former findes der…den ustabile og den impulsive. Og ja, her har jeg da så sandelig endelig vundet den store gevinst: alle symptomer på begge to. Hun siger, med den største omsorg i stemmen, at det er noget nær den sværeste diagnose at leve med, fordi den er så gennemgribende i ens personlighed. En omsorg som du ikke møder, hvis du sidder over for en psykiater på en afdeling.
Fanget i spil.
Og så er der min ludomani, som blomstrer i fuldt flor. Så fra december går turen atter til Odense til samtaler på Center for ludomani. En nødvendighed, en bitter pille at sluge, men også en af de stærkeste beslutninger jeg har taget længe. Og alligevel er jeg ikke stolt, for hvordan kan man være det, når man er fanget i et spind af løgne og fortielser, for at omverdenen ikke skal opdage, at man ikke har styr på økonomien på grund af spil?
Uanset hvor galt det går…
Så har Vi det godt nok!