Min krop føles fremmed. Som helt adskilt fra det, der i visse filosofiske og religiøse tekster betegnes som “sjælen”, men som jeg i mit indadtil u-stille sind selv benævner “hovedet uden hoved og hale”. Det har den gjort længe, men netop nu antager denne separation hidtil ukendte dimensioner. Mine tanker er som sæbebobler, umulige at fastholde. Det er mine egne tanker – no doubt – men de ligesom forstyrres hele tiden af andre, mindst ligeså vigtige indfald. Og så af andre igen. Det støjer indefra. Og udefra. Jeg ved ikke, hvilken af disse to larm, der er værst, men samlet bliver de til et uudholdeligt soundtrack til tilværelsen, som den fremtræder i al sin fornærmende besværlighed. Jeg er træt i hjernen af at tænke og udmattet i kroppen over ikke at kunne mærke den som en afgrænset enhed. I ånden ser jeg de sidste hvirvler af livslyst blive suget ned i et mørkt afløb. Min livsgnist er borte, og dog lever jeg endnu. “Satans” – tænker jeg da denne kendsgerning for alvor rammer. Katastrofen er ikke på vej – katastrofen er her allerede. For jeg skulle være død nu. Efter planen skulle jeg virkelig være stendød. Jeg burde ligge på togskinnerne ved Nørreport Station, og der skulle ikke have været mere at tilføje. For sådan havde jeg tilrettelagt det. Jeg havde endda valgt en mandag til projektet – lidt spontant godt nok og vel mest fordi en helt ny, langtrukken uge var en kende for ubærlig at manøvrere igennem. Det skulle have været et fint, lydløst punktum. Ikke noget palaver, intet martyrium, ikke sådan en begivenhed TV2 News ville dække med journalister, der “padler” i én uendelighed, fordi der ikke sker noget, – så tilbage til studiet. Der skulle ikke laves en film om det, for film er bedst på bøger. Man kunne lave en notits i avisen, forestillede jeg mig. Og så alligevel helst ikke. For hvad skulle man vel skrive? :” I går eftermiddags blev der én stofbefængt abehjerne mindre i verden”. Det havde været en faktuelt sand beskrivelse, men det ville nok trods alt have irriteret mig, at der her var indvendinger, man udelod. Af hensyn til spaltepladsen vel sagtens. Lidt samme fornemmelse, der indfinder sig, når lægerne på de psykiatriske afdelinger undlader at spørge, hvorfor man har det, som man nu engang har det. Fordi det er alt for langt at skrive ned, det tager for megen spalteplads som er forbeholdt beskrivelsen af symptomer og kliniske, objektive vurderinger. Og medicinen virker nok snart, og så fortoner det sig alligevel i håbløse tåger, som jeg selv supplerer med “ekstra drug”. Og dobler op. Især mine “ekstra-drug” virker, det giver ro i kroppen og på en god dag dæmper de endda alt for stærke lydindtryk. Ellers er det bælgmørkt indeni. Mange tror, at når man som jeg, ikke kan se, er alt sort eller mørkt. Ligesom når man lukker øjnene. Sådan oplever jeg det ikke, der er bare ingenting, nada. Jeg ville have værdsat, at der var én af de utallige læger fra psykiatrien, der havde spurgt til netop dette. Måske det havde pustet lidt lys i det mentale sorte. Jeg kunne måske da havde givet bedre svar. Et godt svar på et velvalgt spørgsmål begynder som en klump i halsen, en følelse af at ville forstås, en længsel, en hjemve. Det finder tanken, og tanken finder ordene. Men jeg føler mig efterladt, udtryksløs, og ikke løst fra de rent kliniske udtryk. Oveni dette er også min krop underlig. Føles underlig. Jeg får stress af at skulle skaffe penge nok til beroligende medicin. Det fysiske legeme er et problem. Kroppen flyder us. Eller den flyder sammen. Den flyder i hvert fald. Jeg har prøvet at løbe væk fra den, sprinte faktisk. Denne tendens til at undsige kroppen er blevet meget værre efter mit syn svækkedes. Men hash og sprut er effektive remedier på det punkt. Det sløver og dæmper. Jeg døde ikke i går. Nogen kom i vejen, og lige nu er det det, der er i vejen. Og så endda ergoterapeuten ude fra Instituttet for Blinde og Svagsynede. En særlig opmærksomhed, en specifik handlen. Det er derfor jeg ikke ligger på togskinnerne. Jeg nåede ikke toget. Man kan gøre, hvad som helst, bare ikke alting. Nogen gange står der et menneske i vejen, eller sammen med én på vejen. Jeg ved endnu ikke, at denne hændelse skal bane vejen for en anderledes og mere reflekteret “ forholden-sig-til”mine muligheder, ligesom jeg heller endnu ikke ved, hvor meget det kan ændre at få og tage imod den rette hjælp. Det er i ingen henseender altid mørkt, fordi man ikke kan se. Det erfarer jeg heldigvis senere og gradvist. I starten som en positiv tvivl. Efterhånden som en gradvist mere rodfæstet følelse.
“Systemet” spurgte ikke til mine systemer. Det var der heldigvis andre, der gjorde. Og gør. Min verden brød sammen for øjnene af mig, men det kunne jeg heller ikke se. Jeg sad i samtalerum på “den lukkede”, hvor belysningen var ligeså unaturlig, som jeg følte mig. Det var ikke verdensrekord i fedt udgangspunkt, når jeg allerede i forbindelse med den første indtræden følte mig lost, fordi rummet var ufremkommeligt og så væltede jeg en stol i forsøget på at finde den. Fordi jeg ikke så den. Og jeg blev ikke spurgt. Ikke til det. Til meget andet, vist så – forskellige symptomer, virkelighedsopfattelse, tankeindhold – men det psykiatriske system så ikke, at jeg ikke kunne se. Blikkenes dialog var jeg helt afskåret fra, hvilket af lægerne generelt blev udlagt som tegn på psykotisk og kaput “formel kontakt”. Havde man afdækket årsagen til ,at mine øjne bevæger sig ret ukrontrolleret i alle tænkelige retninger, ville dette utvivlsomt have affødt bedre svar fra mig. Svar med substans og med afsæt i følelse og tankeuniverser, som var vigtige. Jeg tror, at også andre forhold blev overset i mine møder med forskellige lukkede sengeafsnit. Undervejs i den som sådan meget fragmenterede “spørgen til” klinisk konstaterbare forhold delte jeg mig selv i en uendelig tilbageskridende række af jeg’er. I takt med den fastlagte (og urokkelige) diagnosticering af mig, blev jeg i tvivl om, hvilket “jeg”, der så skulle standses ved som det egentlige. Og når jeg igen kunne forlade afdelingerne – og møde virkeligheden i virkeligheden – var det med en sær uafklaret fornemmelse af, at noget væsentligt var usagt. Eller udeladt. “At være. Eller ikke at være”. Det er jo i grunden ikke et rigtigt spørgsmål. Men :”Hvordan er det eller det – for dig”? Det ligeson kan noget mere. Noget andet! Dette giver for mig at se anledning til overvejelser over, hvad der egentlig spørges til eller undersøges, når lægerne i psykiatrien udreder patienter. Og også hvordan, der overhovedet spørges i denne udredning. Jeg var helt til rotterne – ingen tvivl – men årsagen – alt det “bag om” – druknede i farten, tillagdes ingen vægt i konklusionen. Jeg navigerede i kolossale mængder af lydindtryk, svigtende kropsopfattelse og modløshed. Men det var altid muligt at give mere medicin – med det samme, uagtet endda om det egentlig hjalp. Jeg prøvede at finde mig selv, men fik i mødet med psykiaterne ikke hjælp til at “finde mig i”, at mit syn var væk. Og så blev jeg selv væk. På gangene, hvor der ikke er afmærket med punktskrift eller andre følbare kendetegn. Og væk i mig selv, fordi jeg manglede et indre pejlemærke til at nyorienteremig i den synsmæssigt svære situation. Det påvirker identitetsopfattelsen og selvopfattelsen, når øjnene kollapser, mit “selv” formåede ikke at udholde selvfølelsen. Blandt andet derfor battede de store mængder af antipsykotisk medicin ikke. Fordi jeg ikke havde noget at sætte i stedet. Fordi jeg ikke magtede at reflektere over de virkelige problemer, og ej heller blev ansporet hertil af systemet. Og sådan kunne det sagtens have fortsat. Men det gjorde det ikke. I sidste ende var jeg heldig. Jeg mødte ufatteligt dygtige og vidende mennesker – med forstand på det der med dårlige øjne. Professionelle sjæle med speciale i synsproblematikker og reaktioner forbundet med dette. Til eksempel en psykolog fra Instituttet for Blinde og Svagsynede der mødte “mig”, der hvor jeg var. Og er. Jeg sagde engang til hende, at jeg mest af alt følte mig som en prut i evigheden. Hvortil hun svarede ” Hvilken slags prut”. Derefter talte vi om afmagt og om, hvordan verden kan føles meget stor og uoverskuelig. Dette udsiger unægteligt en del om, hvordan fokus også kan lægges. Jeg tror, at psykiatrien med stor fordel kunne anvende lignende strategier. Med henblik på at skabe udviklende samtaler. OG narrativer. For det er netop, hvad der opstår, når menneskers møder med hinanden bæres af menneskelig åbenhed og ikke-skjulte refleksioner over, hvordan tingene også kunne forholde sig. Ligeså vel som min erfaring mere og mere overbeviser mig om, at individet har behov for fortællinger om sig selv, – fortællinger, som sætter rammen og som ikke nødvendigvis bliver “færdige – har individet også brug for at fortælle sig selv. Kun på denne måde kan erfaringer gives kontinuitet, således at de viser ud over sig selv (tilbage til tidligere erfaringer og også imod fremtidige). I lighed hermed vil jeg vove den påstand, at også det psykiatriske system har brug for et “meta-narrativ”. Et nyt og mere fleksibelt. Hvor der både handles og forhandles. Jeg opdagede selv, hvordan det er muligt at nyorientere sig og alligevel få sig selv med i købet. Det er en refleksiv erkendelsesprocess af, at det hele godt kunne være anderledes, at det er muligt at være i verden, selvom synet er forduftet. Mennesket vader ikke rundt og er historieløst. Tværtimod, vi påvirker verden og verden påvirker os. Og det er netop i de sammenhænge, at forandring er mulig. Jeg ved det, fordi andre menneskers tro på mig og på løsninger for mig kom til at udgøre en forskel. Der er så mange nuancer imellem “sort og “hvidt”. Men de opstår næppe ud af tjeklister med forudbestemte svarmuligheder. Det er heldigvis mere komplekst at være menneske. Det er yderst komplekst at stoppe et misbrug, som er opstået ud af mismod og generel personlig fornægtelse af en ny livssituation, men for mit vedkommende lod det sig alligevel gøre. Da jeg blev opmærksom på nuancerne. Jeg skulle helt ud, hvor det var rigtig mørkt, på den ufede måde, og hvor det kunne være definitivt overstået. Ligesom i en splatterhistorie. På togskinnerne. For den dag var livet virkelig bare panikken i et brændende teater.Men lige der stod en ergoterapeut fra Blindeinstituttet, og så blev udfaldet et andet. Og efter denne oplevelse, helt ude ved kanten, tilstødte et ny lag i mig. En nysgerrighed en vilje til at fungere i verden på ny.på trods. Startende i det små, men langsomt og sikkert over tid, mere omsiggribende. Godt støttet af dem med forstand på, hvordan der kan etableres en velfungerende hverdag på trods af dårlige øjne. Der er mange, mange andre løsninger og veje til sindet end dem, som psykiatrien tilbyder i form af stærkt bio-medicinske tilgange Der er andre måder at holde tankerne i ro, end medicin. Kædedyner og kugleveste, f. eks. Det er “tankevækkende”, kan man sige. Det er svært at løse et problem, hvis problemet ikke afdækkes – for den enkelte. Jeg kan godt finde rundt – ved hjælp af indre og ydre pejlemærker. Sådan kan også gå. Der er et ikke ubetydeligt frigørende potentiale i at erfare, at det hele ikke er mørkt eller sort, fordi man ikke kan se. Hvad angår det synsmæssige er der bare ingenting. Men hvad angår livet og eksistensen er der alt muligt.
“Vi gør en indsats – hvad gør du”
(Citat fra Ikeakatalog, 2009).