”Bag om borderline” er en bog skrevet af Karin Dyhr, der skulle igennem cirka 80 indlæggelser i løbet af 17 år, før hun kom ud på den anden side – rask.
I bogen fortæller hun om sit eget forløb med en borderline-diagnose. (Emotionelt ustabil personlighedsstruktur, borderlinetype (EUP)). Hertil indgår tekstbidrag fra talrige andre patienter, som Karin har mødt på sin vej.
Hun fortæller om sin egen forhistorie med en far, der forbrød sig og udøvede seksuelle overgreb på sin lille datter. Fuldbyrdet incest, der stod på i årevis. Karin beskriver de psykologiske strategier, der udvikledes på baggrund af traumerne. Dissociation, selvskade og selvmordsforsøg. Men da hun møder behandlingssystemet og har brug for hjælp, opdager hun fordomme.
Bogens undertitel er meget rammende for den præmis, som bogen hviler på. ”Et spørgsmål om opmærksomhed.” Hvad er det for en type opmærksomhed, man har brug for, når man som patient med en borderline-diagnose møder behandlingssystemet?
Karin skriver i indledningen: ”Bogen er et forsøg på at give både den ansatte i psykiatrien og borderlineren selv større mod på at udforske og være nysgerrige over for borderlinerens somme tider temmelig overvældende adfærd. Dermed kan den borderline-lidende forhåbentlig opnå en indsigt, som kan hjælpe i processen hen imod et bedre liv.”
At slippe smerten
”Dissociation” er en term, der dækker over overlevelsesstrategier, der kan træde i kraft ved oplevet traume. Vi hører om dissociation og om de forskellige måder, det kan vise sig på. Blandt andet kan det vise sig ved en indre spaltning af personligheden.
Karin selv havde en spaltning af flere personligheder, herunder lille ”Ida”, som var en meget lille, angst pige, der næsten ikke kunne tale. En anden måde, hvorpå dissociation kan vise sig er, at bevidstheden forlader kroppen. Det kan give hukommelsestab for traumet, idet man ikke var til stede i sin krop med bevarede sanser, som kunne have lagret erfaringerne som erindringer. En anden fraspaltning ved dissociation er fraspaltning af følelser, så man går rundt som en robot uden følelser.
Selvskadende adfærd bliver ublu fortalt, og man kan få en fornemmelse af, hvordan en sådan ”trang” til at skade sig selv kan komme over et menneske.
”Selvskade kan have mange former: skære, brænde, bide, kradse sig, slå sig selv, rive hår eller negle af, overhælde sig med kogende vand, dunke hovedet mod noget hårdt, spise for lidt, spise for meget, undlade at passe insulinbehandling, dyrke overdreven motion … ”
Vi hører om de forskellige formål, som den selvskadende adfærd på sygelig vis forsøger at opfylde. Det kan være forsøg på at synliggøre den voldsomme psykiske smerte, man bærer på. Eet kan være et forsøg på at dulme smerten, men det kan også være et forsøg på at få kontakt, for at få hjælp – opmærksomhed af den rette slags.
Derfor er det hjertegribende, når Karin fortæller om problemer i mødet med behandlingssystemet, når hun kom og bad om hjælp.
Når selvskade bliver hånet
Lidelsens sprog var for Karin, som for mange andre, en selvdestruktiv adfærd med selvskade og forsøg på selvmord. Men Karin blev ofte mødt med alt andet end forståelse. Et grelt eksempel handler om, hvordan Karin blev mødt efter et selvmordsforsøg: En travl og træt skadestuelæge havde udbrudt: ”Åh nej – ikke igen!” … ”Ikke en af dem igen, som bare vil have opmærksomhed! Nej, hvis du virkelig havde ment det…”, hvorefter skadestuelægen belærte Karin om, hvad hun skulle have taget af medicin, og hvor stor en dosis, der havde været nødvendigt for virkeligt at ende det.
Det er ikke ualmindeligt, at psykiatrisk plejepersonale, og også læger, kommer til at nedgøre og devaluere patienten ved at møde patienten med fordomme. Fordomme, der kommer til at stå i vejen for en ellers autentisk relation, som kunne have banet vejen for en større grad af imødekommenhed, som patienterne netop har brug for. Når man ikke bliver set, hørt og imødekommet, er det en gentagelse af barndommens traumer med oplevelsen af afvisning fra dem, der ellers skulle være der for én.
At blive mødt med fordomme handler om, at man bliver mødt af et på forhånd bestemt sæt af forventninger til, hvordan sygdommen udspilles, og hvilke problemer man må forvente i mødet med patienten. At blive mødt med en opgivende attitude i stedet for et åbent sind og håb. At se diagnosen, før man har set mennesket.
Det tjener ikke noget velbegrundet formål, og sætter blot vedkommende i en bås. Det lukker for kommunikationen. Desværre er det mere hyppigt end forventeligt, og det overraskede mig meget ved læsningen, hvor udtalt stigmatisering forekommer. Fordomme og stereotype forestillinger hindrer kommunikationen mellem patient og behandler. En etikette, en diagnostisk term, der egentlig bare er et ord på et koldt stykke papir, kan komme til at lukke fremfor at åbne en dialog.
Én der kunne bære håbet
Borderline er klassificeret som en personlighedsforstyrrelse. Og ved personlighedsforstyrrelse har det heddet sig, at man ikke kan komme sig, at tilstanden vil være vedvarende, kronisk. Men det er en myte, som Karin bryder med. Hun blev rask, ligesom mange andre med samme diagnose.
I mødet med sin kontaktperson, Jan Nielsen, indleder Karin et længerevarende samtaleforløb. Jan blev ved med at lytte og lytte, så Karin kunne få mulighed for at tale og tale.
Hvor andre behandlere så borderlineren som ”irriterende”, ”manipulerende” og ”bare ud på at få opmærksomhed”, så Jan Karin som ”Karin”. Og så kunne de begynde en helbredelsesrejse sammen.
Denne kontaktperson gav Karin det vedvarende, vikarierende håb, som hun generelt savnende i behandlingssystemet. På trods af modgang med talrige behandlere på sin vej skulle der hjælp fra bare én person. Én person med den rette tilgang og tilstrækkelig tid. Relationen til Jan blev den vigtigste faktor i Karins helbredelse. En kontaktperson, der tilbød mere tid, end der stod på hans arbejdsskema. I løbet af det intense samtaleforløb, som de to havde sammen i løbet af 14 år, fik Karin en samtalepartner, der var villig til at lytte og blive ved med at lytte – indtil Karin havde fundet sig selv.
”Når bare jeg turde tro på, at jeg blev rask en dag, var det en smule lettere at klare uvisheden om, hvor længe det ville vare”.
Hvad diagnosen ikke fortæller
Der har været en berøringsangst i forhold til at lade psykisk syge tale om tidlige traumer. For ikke at retraumatisere. Men det er en myte, som Karin punkterer. Tværtimod viser Karins forløb, at det kan være ekstremt helende at fortælle sin historie og blive lyttet til.
Det indre sårede barn, der bærer på alt for tunge, tidlige omsorgssvigt, har i sandhed brug for at blive hørt, brug for nærvær og omsorg, af den helt rigtige slags. Brug for opmærksomhed af den kærlige slags. Tid og rum og masser af taletid. Og det illustrerer Karins forløb også, for det viste sig at blive løsningen og sandheden for hende. Sammen med Jan fik Karin en terapeutisk, opbyggelig alliance. Og det håb, som blev båret, kunne Karin selv indfri på et tidspunkt.
Der er et kapitel med overvejelser om gyldigheden af borderline-diagnosen. Måske er det i virkeligheden bedre at operere med PTSD-begrebet. Alt for mange patienter har tidlige traumer i bagagen. For Karin handlede det om seksuelle overgreb i barndommen – grove, systematiske krænkelser. Som mange andre, der har overlevet seksuelt misbrug, fik Karin mange forskellige diagnoser undervejs. Det sætter i sig selv spørgsmålstegn ved gyldigheden af diagnosen.
Karin skriver, at det er hendes overbevisning, at der altid ligger en eller anden form for tidligt omsorgssvigt til grund for borderline-personlighedsforstyrrelsen. Og hun skriver, at hun er ganske klar over, at hun her ikke er enig med alle.
Omsorgssvigtet kan være seksuelle overgreb, men det kan også have anden karakter som voldelige overgreb, fysisk vanrøgt eller andre former for svigt.
Det er slet ikke ualmindeligt, at børn fra dysfunktionelle familier bærer deres dysfunktion videre til deres egne børn. Man giver det videre, man har lært, og man kan ikke give det videre, man ikke selv har fået.
”Den far, der føler sig magtesløs og misbrugt af sine egne forældre, kommer somme tider til at misbruge sine egne børn.”
For at man ikke skal bringe dysfunktionen videre til næste generation, er det vigtigt, at kæden brydes.
For at forstå et menneske som Karin bliver det klart, at man ikke kommer nogen vegne med en diagnose, med mindre, at vi begynder at anerkende årsagskæderne til sådanne psykiske lidelser. Tilstanden kommer ikke ud af den blå luft. Vi må turde spørge ind og lade dem fortælle om de tidligere svigt. For at helbredelsen kan nå sin kerne, og ikke mindst, så der kan sættes en stopper for at give miseren videre. Behandlerne og deres tilgang til den enkelte patient bærer en stor del af ansvaret for de kommende generationer.
Erfaringer der gavner andre
En bog som Karins er vigtig, fordi den er med til at bryde tabu om tidlige omsorgssvigt. Det er en kritisk stemme, der påpeger problemer i behandler-patient-kontakten. Og det er en bog om håb om at blive rask på trods. Bogen henvender sig til både patienter, pårørende og behandlere og bidrager til den aktuelle debat om, hvad der er den gode behandling, og hvor der er mangler i systemet.
Den oplyser om en kultur på de psykiatriske afdelinger, hvor der findes fordomme mod patienterne. For Karin blev løsningen, at der kom en kontaktperson, som turde gå bag om diagnosen og lytte til Karins forhistorie med svigt og traumer.
Som læser kom jeg på en rejse ind under, bag om og igennem diagnosen – sammen med Karin og de andres erfaringer. Bogen er nænsomt pakket med eksempler og tekstbidrag fra de medvirkende. Der er en vel afstemt balance imellem de personlige anekdoter og så den mere teoretiske, faglige vinkling. Man hører også et slet skjult opråb til en langt bedre behandling for fremtiden.
Vil man læse andre bøger af Karin Dyhr, så udkom hun først med ”Glaspigen”, en dokumentarisk selvbiografisk roman, der fortæller Karins egen historie med incest. En rå fortælling om at overleve langvarige og systematiske overgreb.
Karins tredje bog ”Ude af mig selv”, efterfølgeren til ”Bag om Borderline”, handler mere indgående om begrebet ”dissociation”; den psykologiske mekanisme, der kan træde i kraft, når individet forsøger at håndtere den ubærlige psykiske smerte som følge af traumatiske oplevelser.
Forfatter: Karin Dyhr
Titel: Bag om Borderline – Et spørgsmål om opmærksomhed
Forlag: Gyldendal