Af Boris Lauritzen
Det var efter en intens arbejdsdag, og inden jeg skulle hente min yngste søn i SFO og hjem og holde weekend. Til trods for, at det var lidt af et hit’n’run-besøg, blev det en oplevelse, der rumsterede i mig i flere dage efter udstillingen, så den fortjener at blive delt. Der er flere grunde til, at jeg skulle
se udstillingen.
At være forbundet med noget eller nogen
Den ene er, at udstillingen behandlede et af vores tids vigtigste temaer: det at være forbundet med noget eller nogen. Det kalder – nej, det skriger faktisk på opmærksomhed. Det moderne samfundsmenneske er nemlig i færd med at miste sin forbindelse til andre, til naturen, til fortiden. Og i stigende grad også til fremtiden, der for mange mennesker ikke længere er et rum for individuel og fælles, kulturel og teknologisk udvikling, men mere og mere ligner en afgrund af klimakatastrofer, biodiversitetskrise, krige, depression, angst og anden forfald af globale dimensioner.
Det lyder dystert, når man siger det højt, men der er al mulig grund til optimisme. Krise og udsigt til tab er nemlig også yderst effektive fremkaldervæsker af tilværelsens vigtigste motiver. Man mærker det i sig, når man får tid og tillader sig at mærke. Det gør jeg i hvert fald. Den særdeles levende samtale, der gik til ferniseringen over kunstnernes helt forskellige fortolkninger af temaet, vidner bestemt også om, at der er masser af forbindelse til håb og derfor også masser af håb om forbindelse.
Den anden grund til, at jeg bare skulle se udstillingen, er at Britta har været ansat hos Outsideren og er en god ven af foreningen. Og ikke nok med det. Brittas fortolkning af temaet tager udgangspunkt i forbindelsen mellem søskendeparret Alexandra og Laura. Jeg har kendt Alexandra i flere år – både som yderst aktiv frivillig i Outsideren og som et helt igennem skønt menneske. Der var derfor også mulighed for at gense og skabe forbindelse til gamle venner.
Som sagt, var det en udpræget, men kort fornøjelse at besøge udstillingen. Jeg nåede derfor kun at nærstudere Britta My Thomsens billeder og lure lidt på Jonas Delfs og Ulrik Teisners billeder, der befandt sig på første sal i Galleri Krebsen i Studiestræde. Det bærer teksten selvfølgelig præg af. Som læser må man altså ikke tro, at mit fokus skyldes, at kun de tre kunstneres billeder er seværdige. Det skyldes min travlhed på dagen.
Blander fotografi og maling
Jeg ved fra beskrivelsen af udstillingen, at Dennis Dalgaard blander fotografi og maling, og i sit bidrag har fokuseret på følelsen af forbundethed og det at have empati med andre, som man slet ikke kender. Lise Lunderskov blander også fotografi med maling og andre materialer og har til udstillingen beskæftiget sig med forbindelsen til sin visuelle og genetiske arv.
Britta Thomsens billedserie ’Søstre’ starter og slutter samme sted, dog med en halv livsalder og et ændret perspektiv til forskel. Det første billede er fra søstrenes barndom. To små piger i en trillebør i en frodig have, der vel kunne udgøre deres barndoms eden, smilende og i salig ubekymrethed med fremtiden for sig. De har front mod fotografen, måske deres far, der har fanget børnenes legende og uskyldige relation til omverdenen og hinanden. Herfra og frem til det sidste billede i serien indfanges de to voksne søstre i flere forskellige situationer. Fra tavs tosomhed til intens samtale i Glyptotekets vinterhave, over køkkenhygge, en vandcykeltur og liggende fælleslæsning i Asterix og Obelix.
Inden jeg går til det afsluttende billede i Brittas serie, der også passende kan afslutte denne artikel, vil jeg kort beskrive oplevelsen af Jonas Delfs og Ulrik Teisners billeder.
Hjemlighed og intimitet
Jonas Delfs serie behandler forbundethedstemaet gennem en billedserie fra villakvarteret. Billederne emmer af hjemlighed og intimitet, og måske også en sælsom blanding af afsky og kærlighed, der tilsammen vidner om, at fotografen nok selv er et produkt af en opvækst i et af de parcelhuskvarterer, der skød op allevegne i anden halvdel af sidste århundrede. Disse kvarterer med nøje opmålte matrikler belagt med mere eller mindre anonyme typehuse, alle udstyret med egen carport, ligusterhæk og afmålt udsyn til omverdenen. I Jonas Delfs’ serie er der stadig tegn på liv i disse levn fra et andet årtusind, men tiden har sat sit præg allevegne.
Der er ingen legende børn i gaderne. Måske de er i skole, til psykolog eller optaget af computerspil eller sociale medier. Der er heller ingen hjemme. Alle er måske på arbejde, i sommerhus eller på charterferie. Parcelhusene står som lukkede æsker, der blot venter på, at nogen kommer og åbner dem, inden de visner og ruster bort i tidens hensynsløse strøm. Disse æsker fortjener også at blive set og åbnet for verden. Der er både afsky og kærlighed, frastødning og tiltrækning i Jonas Delfs forbindelser til villakvarteret.
Ulrik Teisner bidrag behandler menneskets forbundethed med den fysiske, naturlige verden. Eller rettere menneskets glemte eller fortrængte forbundethed med naturen. Ulrik Teisners værker, der vel er en slags computergenerede fotocollager, er også historiefortællinger, der behandler dette alvorstunge emne med humoristisk lune og kritisk optimisme. I serien behandles menneskets forbrydelser mod naturen for eksempel i en retssal bemandet (eller bedyret!) af vilde dyr. Der er også feriebilleder fra et Holiday resort på planet B, en homage til Inger Christensen, og et billede af mennesket, der finder sit tabte hjerte – måske et sted på månen.
Mennesker er uløseligt forbundet med naturen
Kunsten kan noget som klimarapporter, temperaturstigninger og artudryddelser af en eller anden grund ikke lykkes med. Den kan minde os om, at vi mennesker er uløseligt forbundet med naturen og vores klode. Det, vi gør mod naturen, gør vi mod os selv. Tak til kunstnere som Ulrik Teisner for påmindelsen.
Og nu tilbage til Brittas sidste billede, der binder serien med de to søstre sammen i en lille genistreg af et greb. Britta har nemlig fotograferet de to nu voksne kvinder i den samme trillebør, måske endda i den samme have, som på første billede. De to søstre er denne gang portrætteret bagfra, hvilket vækker mindelser om Caspar David Friedrichs ”Vandreren over Tågehavet”. Dog er det ikke den ensomme vandrer, der beskuer den uendelige og hellige natur. Her er det tosomheden hos de to søstre, der, stadig båret af havens trillebør, nu bærer hinandens fortid i sig, mens de skuer ud over verden og fremtiden. Både sammen og hver for sig.
Der er ingen tvivl om, at jeg med mit fokus på Britta Thomsens billeder forfordeler resten af Femtiden, og gør Lise Lunderskov og Dennis Dalgaard, decideret uret ved at lade deres fravær glimre i dette portræt, men jeg nåede desværre ikke at se nærmere på deres værker. Dem vil jeg også gerne se, så jeg vil holde øje med kunstnerkollektivet Femtiden, så jeg kan råde bod på den mangel i fremtiden.
Brittas billeder gør noget, der er aldeles alment, men usynligt og kun fuldt tilgængeligt for mennesker med tætte og livslange forbindelser, synligt og nærværende for os. Tak til Britta og til søstrene for det. Og tak til kunstnerkollektivet Femtiden for at sætte tanker og følelser i gang, og også for at skabe og genskabe vigtige forbindelser. Det var bestemt besøget værd.
Her er et link til Britta My Thomsens billedserie Søstre: https://brittamythomsen.myportfolio.com/sostre