Diagnoser er nødvendige, men vi skal passe på at de ikke definerer et menneske. Sensationshistorier er det der sælger, men psykisk lidende er meget mere end hvad medierne afbilleder os som. Men hvad skal der til for at ændre samfundets blik?
Skrevet af Rikke Østergaard Bergmann
At modtage en psykiatrisk diagnose kan være et vigtigt skridt mod behandling og et bedre liv. En diagnose kan give en sikkerhed i det, at man ikke er den eneste der har svært ved nogle ting, og den kan give en hjælpen man har brug for. Men en diagnose kan også blive en etiket for en som menneske. Med diagnoser kan man risikere at reducere mennesker og fastlåse dem i en identitet defineret af deres diagnose. Pludselig er ens personlighedsmarkører det, at man er skizofren eller maniodepressiv eller andet. Selvom vi heldigvis er begyndt at tale mere åbent om psykiske lidelser, og er blevet mere tolerante, så forbindes psykiske lidelser ofte med svaghed, farlighed eller i det hele taget manglende selvkontrol. Det kan føre til ting som udstødelse fra samfundet, diskrimination på arbejdsmarkedet, i systemet og generel isolation i hverdagen.
I dette ligger der også en beklagelig ensidighed i opfattelsen af, at hvis man er syg, så kan man ikke være andet samtidig. Mange lader til at have opfattelsen af, at hvis man er psykisk syg, så kan man ikke være andet end syg. Og det kan man måske heller ikke i perioder, men overordnet set, så er psykisk sygdom jo altså kun én del af hvem man er. Som mennesker indeholder vi så meget mere. Men ved at man bliver sat i bås med sin diagnose, så overskygger det alt, og der ses ikke på hvilke ressourcer man evt. måtte have.
Dette er naturligvis et problem, for hvordan skulle man kunne få det bedre hvis der ikke ses på andet end hvad der er i vejen? Vi bliver nødt til at se holistisk på det og se på det hele menneske.
Det der giver klik
Medierne og populærkulturen har ikke hjulpet på hvordan psykiske lidelser opfattes, for de har stor indflydelse, men har det med at være meget ensidige og endimensionelle.
Det er de sensationsprægede historier der fylder – vi hører meget om knivstikkeri på afdelingerne i psykiatrien, men næsten intet om de historier hvor folk ender i jobs og får et godt liv, på trods af kampen med psyken. For de historier giver ikke klik, de er uinteressante i mediernes øjne.
Populærkulturen har det også med at give et negativt billede af psykiske lidelser. Det er stemmehøring, hallucinationer, vilde blikke og vold der afbilledes i klart de fleste eksempler hvor psykisk lidelse er på skærmen. Dette forstærker kun fordommene hos den generelle befolkning, hvilket også påvirker patienternes selvopfattelse og fører dermed til selvstigmatisering.
Når man internaliserer samfundets negative holdninger, er resultatet lavt selvværd, skam og måske passivitet i forhold til at arbejde på at få det bedre – alt omkring en fortæller jo alligevel en at man er håbløs.
Balancegangen
Det er en balancegang at se på symptomer og problemer, men samtidig have øje for ressourcer og styrker. For hvis man tipper over i den anden lejr og kun ser på folks styrker, så risikerer man at negligere folks problemer og ikke give dem den hjælp de har brug for.
For at have psykiske problemer fylder meget i ens liv, i perioder kan det fylde alt og være fuldstændig invaliderende og så har man brug for at blive taget seriøst.
Og der ér folk der bliver farlige på grund af deres psykiske diagnoser. Der er folk der ér udadreagerende og som skal håndteres på en særlig måde, men det er de færreste.
Min pointe er ikke at vi ikke må snakke om dem, de skal ikke være tabu. Min pointe er at vi også skal snakke om os andre. Om os der har psykiske lidelser, men som får et liv til at fungere. Som kæmper dagligt, men ikke er sensationshistorier.
Jeg kan ikke trække overskrifter som en sensationshistorie og jeg vil ikke trække overskrifter som en solstrålehistorie selvom jeg er nået ”i mål” i forhold til systemets målestok. Jeg er i job, jeg er velmedicineret og ude af psykiatrien. Men jeg er ikke en solstrålehistorie – jeg er bare en historie og jeg er kun en af mange.
Det er en kompleks, men nødvendig opgave at ændre samfundets syn på psykisk lidende og jeg tror at den eneste vej frem er at tale om det, at vi der kæmper fortæller om kampen. Kun gennem det kan vi bryde tabuer og skabe et inkluderende samfund, hvor alle får mulighed for at udfolde deres fulde potentiale og være hele mennesker – sygdom eller ej.