Hvad betyder det, når det personlige og professionelle filtres sammen? Når grænsen mellem det at hjælpe og selv have brug for hjælp forsvinder? Hvordan tager man ansvar i et velfærdssamfund, hvor systemerne ofte først reagerer, når livet er brudt sammen? I denne personlige refleksion fortæller Boris Lauritzen, daglig leder af Outsideren, om en hverdag, hvor familieliv, personlig historie og arbejdsliv væver sig ind i hinanden. En beretning om sårbarhed, systempres og kampen for at skabe fællesskaber, hvor vi ikke først skal fikses for at høre til.
Skrevet af Boris Lauritzen, daglig leder i Foreningen Outsideren
Det er ferietid. Dagene går lidt langsommere, og vi sover længere om morgenen. Der er tid til at tage en ekstra kop kaffe, læse eller bare kigge på skyerne. Det giver også plads til at tænke over tingene i et andet tempo – over livet, arbejdet, og hvordan det hele i virkeligheden hænger sammen. For det gør det jo – hænger sammen. I hvert fald er det sådan for mig.
Mit arbejde, min egen historie og mit familieliv er filtret grundigt ind i hinanden. Og tempoet her i ferien har givet anledning til at tænke over, hvordan jeg med mit arbejde i Outsideren lever et liv, der ikke kun handler om andre menneskers historier, men også om min egen familie og vores liv.
Jeg er socialpædagog og pædagogisk filosof. Hele mit arbejdsliv har kredset om udsathed, og om hvordan vi skaber bedre liv for alle og giver plads til forskellige måder at være menneske på – også for de liv, der tegner sig udenfor stregerne. Dem, der kender mig, ved, at det i virkeligheden ikke kun er en faglig interesse. Det er også dybt personligt.
Et arbejde filtret ind i livet
Jeg har, så længe jeg kan huske, følt mig som en outsider – også selvom jeg har følt mig elsket og accepteret af de fleste mennesker i mit liv. Jeg kommer fra en opvækst præget af utryghed og omsorgssvigt. Det indså jeg først for alvor i mit voksne liv, da jeg selv skulle være forælder. Faktisk i det øjeblik, jeg fik at vide, at jeg skulle være far, opdagede jeg, at jeg ikke havde særligt meget tryghed og glæde at trække på fra min egen barndom, men derimod en masse ensomhed og utryghed. Det resulterede i en depression – en såkaldt fødselsreaktion – som varede tre år. Det har haft sin pris, men det har også gjort mig klogere, ikke mindst på hvorfor jeg altid har følt mig bedst hjemme sammen med folk, der kender til udsathed, kriser og lidelse.
Det har pillet ved mine forestillinger om kontrol og handlekraft. Og det har gjort mig ydmyg overfor alle, der lider og falder udenfor i vores samfund. For det kræver umenneskelige kræfter, når man selv eller ens familie ikke passer ind i samfundets former, i arbejdslivet, i skolen eller i livet som sådan.
Min hustru har gennem hele sit liv kæmpet med psykisk lidelse, og ligesom min depression, har det i perioder farvet vores fælles liv på godt og ondt. Vores børn er og har også på hver deres måde været præget af mistrivsel. Begge har fået diagnoser, haft skolevægring, og har haft svært ved at indgå i de fællesskaber, som ellers skulle være en tryg ramme for deres liv og udvikling. Det har selvsagt ikke været let for vores familie. Det har pillet ved mine forestillinger om kontrol og handlekraft. Og det har gjort mig ydmyg overfor alle, der lider og falder udenfor i vores samfund. For det kræver umenneskelige kræfter, når man selv eller ens familie ikke passer ind i samfundets former, i arbejdslivet, i skolen eller i livet som sådan.
En faglighed med rødder i det personlige
Som socialpædagog og pædagogisk filosof har jeg altid været optaget af, hvad det betyder at være menneske i verden sammen med andre. Hvordan vi bærer hinanden, fordi vores identitet, livsmuligheder, glæde og smerte ikke bare opstår inde i os som isolerede individer, men formes mellem os. Det er en indsigt, der rammer mig igen og igen.
Vi hænger sammen derhjemme, selvom vi har dage, hvor vi allerede fra morgenstunden kan se, at dagen er faldet fra hinanden. Og perioder, hvor min hustru og jeg forsøger at finde fodfæste og støtte hinanden og børnene uden selv at knække. Som professionel kan man nogle gange forfalde til forestillingen om, at hvis vi bare finder den rigtige metode, så løser vi det. Men noget af det, jeg har lært – både gennem mit arbejde og mit liv – er, at der findes lidelse, der ikke skal behandles som problemer, der skal løses. Der er en hel del lidelse, der bedst forstås som eksistentielle tilstande, der må bæres og rummes, og først som sådan kan heles eller opløses.
Når jeg i Outsideren taler om, at vi vil skabe rum, hvor mennesker ikke reduceres til diagnoser eller problemer, taler jeg lige så meget til mig selv og min familie som til nogen andre. Jeg og vi har selv manglet de rum. Rum, hvor man kan få lov til at være hel, også når man er splittet. Hvor man kan være en del af et fællesskab uden først at skulle fikses eller tilpasse sig, men hvor man sammen med andre kan øve sig i at orientere sig og komme sig i et tempo svarende til livets hastighed.
Det er ikke altid let at være i et arbejde, hvor der næsten ikke er nogen skillelinje mellem mit professionelle engagement og min personlige historie. Jeg stempler ikke ud, når jeg går hjem. Det skal ikke lyde som en klage, for det kan ikke være anderledes – og det giver også dyb mening. Når jeg er sammen med andre i Outsideren mærker jeg som regel dyb mening, trøst og en eksistentiel solidaritet, der hænger sammen med erfaringen af, at det sårbare også er noget alment menneskeligt, noget vi alle deler og skal drage omsorg for i fællesskab.
Brugerdrevet – men under pres
Samtidig har de sidste par år som daglig leder af Outsideren været præget af et stort pres. Mens mistrivslen er steget, og det offentlige system har været under voksende pres, er civilsamfundets rolle for velfærden kommet mere i fokus. Men økonomien er ikke fulgt med. Det er og har været en hård og vedvarende kamp at sikre støtte og overlevelse. Der har været lange perioder, hvor vi – både jeg og mine kolleger – ikke har vidst, om der var løn til mere end en måned eller to ad gangen. Man kommer langt på literen med mening, men det tærer i længden.
Midt i alt det har vi også arbejdet for at styrke den organisatoriske ramme omkring Outsideren. Vi er en brugerdrevet organisation, og vores bestyrelse har altid primært været båret af mennesker med egne erfaringer med psykisk lidelse og udsathed. De strukturelle vilkår for foreningslivet i dag stiller dog krav, som rækker ud over, hvad man med rimelighed kan forvente af en rent brugerdrevet bestyrelse. Derfor har vi valgt at supplere med nye kræfter – kompetenceprofiler med erfaring fra ledelse, foreningsliv og strategi. Håbet er, at det kan være med til at skabe mere stabilitet og sikre Outsiderens fremtid. Men det skal ske på en måde, der balancerer professionalisering med brugerstyring. For vi vil ikke opgive det, der er vores fundament: At Outsideren er – og forbliver – en brugerdrevet organisation, hvor dem, det handler om, også tager ansvar og har reel indflydelse.
Mening og kompromisløshed har sine konsekvenser. Mellem arbejdet og mit familieliv har der ikke været så meget plads til meget andet. Jeg har haft mindre kontakt med venner og bekendte, end jeg kunne ønske. Jeg har ikke altid været til stede, som jeg gerne ville. Og jeg føler, at jeg skylder en forklaring, ikke af skyld – for jeg kunne og ville ikke have gjort det anderledes – men af respekt. For alle dem, der betyder noget i mit liv, også selvom jeg ikke altid har haft tiden og overskuddet til at række ud.
Vi må ændre fortællingerne – og strukturerne
Jeg er også blevet mere bevidst om, hvor meget vores lidelse ikke kun er individuel, men formet af det samfund og de strukturer, vi lever i. Vi har en psykiatri og et velfærdssystem, der ofte er mere optaget af at rette på det enkelte menneske end af at skabe tryghed og gode livsbetingelser. Jeg har mærket det i måden, systemet har mødt min familie på: med skemaer og ventelister, standardiserede pakkeforløb og indbygget mistillid – og med en grundlæggende logik, hvor hjælp kun gives på bestemte præmisser og først når man er presset helt ud over kanten. Det er dyrt og uanstændigt, både menneskeligt og økonomisk. Og alt for mange kan fortælle præcis den samme historie.
Det, jeg drømmer om for Outsideren, er at være med til at ændre fortællingerne. At vi ikke kun ser psykisk lidelse og mistrivsel som noget, der bor inde i det enkelte menneske, men som noget, der også opstår mellem os – i vores relationer og i de forventninger og krav, vores samfund stiller. Vi skal insistere på, at svarene ligger i forandrede strukturer, ikke kun i forandrede individer. Og derfor skal vi også finde svarene i fællesskab. Ikke nødvendigvis som løsninger, men som måder at indrette os på, så vi også kan bære det svære sammen.
Kærlighed, håb og hverdag
For min familie og mig har det været – og er stadig – en udvikling uden en konklusion. Vi lever stadig med sårbarhed, med tvivl og med dage, der ramler fra morgenstunden. Men der er også masser af kærlighed og håb. Når jeg ser vores ældste søn sidde i hængestolen og lytte til musik med et lille smil på læben, når den yngste laver sine spilopper, eller når min hustru tegner et billede, der åbner en ny verden af forbundethed midt i det svære, bliver jeg mindet om, at livet er smukt og kan folde sig ud på utallige måder.
Måske er det i sidste ende det, der driver mig allermest: at være med til at skabe meningsfulde fællesskaber, hvor vi kan holde hinanden oppe, når livet er tungt. Hvor vi kan insistere på, at værdighed og fællesskab ikke er noget, man skal gøre sig fortjent til ved at være rask eller funktionsdygtig – men noget, vi bare skylder hinanden fordi vi er til.