“Vi ønsker at tage magten i Europa inden for 60 år. Jeg er kommandør for den norske gren af Europas Tempelriddere, der blev oprettet i 2002 i London med delegater fra 12 lande” sagde Anders Behring Breivik til politiforhøret den 22. juli 2011.
På samme måde som det er blevet hverdag, at vi lever i en tid med pirater og diktatorer, der systematisk begår folkedrab, er ordet “højreradikal” efterhånden blot endnu et hverdagsord blandt mange.
Det er derfor nemt at glemme, at der er tusindvis af mennesker der hader muslimerne, hader staten, hader pressen. Andre grupper hader de højreradikale, og andre igen hader alt, der er vestligt.
Det er efterhånden tilforladeligt, ikke at bide synderligt mærke i, at dette had er så dybfølt, at mange mennesker hvert år bliver dræbt på grund af det. Indtil den 22. juli 2011, hvor Anders Brevik bombede Oslo og skød løs på den lille Norske ø Utøya.
”Sigtede siger pludselig at det er tragisk og at hans hjerte græder for det som skete i dag. Han mener det er trist at arbejderpartiet tvinger de kulturkonservative til at gå til de barbariske skridt. Sigtede bliver konfronteret med at han er kommandør og har et ansvar. Til det svarer han, at han har et ansvar for at redde Norge og sit folk… men jeg er ikke stolt over hvad jeg blev tvunget til at gøre” (fra politirapporten, den 22. juli 2011, s.19)
Psykiatrien – den anden hovedrolleindehaver
Breivik sagen har haft den utilsigtede konsekvens, at to retspsykiateres mentalundersøgelse, har fået næsten lige så stor opmærksomhed som gerningsmanden.
Disse psykiatere er lynhurtigt kommet på dybt vand, da stort set ingen anerkender deres faglighed. Derfor er Anders Behring Breiviks diagnose som paranoid skizofren nutidens mest omdiskuterede.
Det forekommer sandsynligt, at mentalundersøgelsen af Anders Behring Breivik, i mange år vil være referencepunktet i diskussionen om, hvad psykiatrien egentlig er. Og kan. Den første mentalundersøgelse af Breivik er der allerede rokket gevaldigt ved, og der blev i januar 2012 bestilt en ny.
Et af de væsentlige kritikpunkter af retspsykiaterne Torgeir Husby og Synne Sørheims rapport, har været, at de tilsyneladende slet ikke er klar over, at Breiviks motiv og selvforståelse er rimelig mainstream i de højreradikale miljøer. Det eneste usædvanlige er han hans handlinger.
Var psykiaterne mere velbevandrede i skinheads, nationalisme og højreekstremisme, ville de have opdaget, at Breiviks 150o sider lange manifest “2083 A European Declaration of Independence” i store træk er en kopi af amerikanerens Ted Kaczynskis manifest, kaldet “Unabomber’s manifesto.”
Retspsykiaternes forsøg på at vurdere Breivik ud fra en “normal” tankegang, kritiseres for at være ude af trit med samtiden. En samtid fuld af parallelle kulturer (etniske, politiske, økonomiske). Især internettet fremhæves som katalysator for at mange af disse kulturer har udviklet sig og består. Mennesker, der før var alene med et synspunkt, kan idag finde andre, der har samme ønske om at omdefinere verden, indtil den passer til den foretrukne sandhed.
Uden det fælles
Kritikken af Anders Breiviks psykiatriske diagnose, af psykiaternes manglende forståelse for den sammenhæng han er en del af, rejser spørgsmålet om psykiatriske diagnoser kan fungere uden en fælles referenceramme. Skal der være et “vi” før den ene kan kalde den anden psykisk syg?
Problemstillingen er allerede er velkendt. Når danskere med anden etnisk baggrund henvender sig til psykiatrien og beder om hjælp, er der ofte et eller andet, der går galt. Fordi mange kultures måde at beskrive tanke og krop på, er anderledes end den oprindelige danske kultur (som psykiaterne kommer fra og er uddannet i).
Resultatet er, at en stor gruppe danskere med anden etnisk baggrund aldrig får den psykiatriske hjælp de egentlig har brug for, og dermed heller ikke den rette støtte i deres hjemkommune. Det eneste de får, er betegnelsen “etnisk smerte.”
Erfaringerne – med Breivik som den seneste – peger på, at der ikke skal meget til, før psykiatrien ikke fungerer efter hensigten. Det skyldes, at psykiatriens klassifikationssystem (diagnoserne) er en subjektiv videnskab, der baserer sig på psykiaterens evne til at fortolke en patients udsagn.
Meget tyder på, at psykiateren skal have noget til fælles med patienten, før psykiatrien kan gøre sit job. Hos Breivik har psykiaterne – ifølge den generelle kritik – haft svært ved at se forbi de ydre træk; hans holdninger og de højreradikale referencer. Man kan spørge sig selv, om kun en nynazistisk psykiater fuldt ud er i stand til at afgøre, hvad der foregår i Anders Behring Breiviks hoved.
Samtidig kan det være svært at forstå, hvorfor psykiaterne har så vanskeligt ved at erklære Breivik for sindssyg. Læser man mentalundersøgelsen af Anders Breivik er det tydeligt, at han er lige så politisk vanvittig som Muammar Gaddafi. At forestille sig, at ende som konge af Norge, siger i sig selv, at højreradikal fanatisme ikke er hele forklaringen på Anders Breiviks handlinger. Men dét er måske en anden slags galskab.
Den ubekendte faktor
“Vores opgave var at få klarhed om det var muligt at få bekræftet oplysninger om, at der var flere celler der ville aktionere i Norge” (fra politirapporten, den 22. juli 2011 s. 15)
Anders Behring Breiviks handlinger den 22. juli, satte øjeblikkeligt efterretningstjenester i hele verden i højeste alarmberedskab. Også politiet i Norge ønskede at finde ud af, om han virkelig var en del af en større, højreorienteret organisation der planlægger flere terror-handlinger. Eller om han var ”en ensom ulv,” en fantast.
Om Anders Breivik handlede alene, er sagens store ubekendte. Offentlighedens kontrol med højreorienterede miljøer har altid været lemfældig. Det er ikke noget, der gøres så meget ud af. Terrorforskere har flere gange understreget, at de desperat mangler viden om højreradikale grupper, og i Danmark lægger ingen mærke til grupper som ORG.
Derfor forbliver det sandsynligvis uopklaret, om kommandør Anders Behring Brevik selv opdigtede sin vanvittige mission. Eller om han var en nyttig idiot for nogen på den yderste højrefløj. I hvor høj grad Anders Breivik blev manipuleret til at tænke som han gør, vil sandsynligvis altid være en brik der mangler i det psykiatriske puslespil.
”På spørgsmålet om hvilken slags folk han har taget livat på Øya i dag, og det at det er unge, svarer han, at det er marxistisk ungdom… sigtede fortæller, at han er forberedt på at blive fremstillet som et monster.” (fra afhøringen efter den 22. juli 2011, s. 17)
——
Det har aldrig været helt klart, hvorfor psykiatrien skulle blandes ind i den tragiske begivenhed den 22. juni 2011, hvor en norsk kristen fundamentalist gik amok og var årsag til, at 77 mennesker ikke længere er i live.
Men om noget er psykiatrien sidenhen blevet omdrejningspunkt i alt, der har med Anders Behring Breivik at gøre.
Det et vanskeligt emne at arbejde med. Diskussionen om psykiatriens rolle må på ingen måde overskygge, at de efterlades sorg og tomrum forbliver, længe efter en tanke er tænkt til ende og en diskussion er afsluttet.
Det er imidlertid nødvendigt at forholde sig til psykiatriens rolle i Breivik-sagen, hvilket Outsideren vil gøre i en række indlæg her på Outsideren.dk samt i næste nummer af Tidsskriftet Outsideren.