På Outsideren forholder vi os til pressenævnets retningslinjer for god presseskik og har udarbejdet et sæt retningslinjer, der sikrer, at vores indhold er etisk ansvarligt, korrekt og i overensstemmelse med vores mission.
Overordnede retningslinjer
- Kontrol af fakta: Oplysninger, der gives eller gengives, skal så vidt muligt være korrekte. Artikler må ikke indeholde falske påstande og skal være baseret på troværdige kilder.
- Sensitive oplysninger: Oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller på anden måde sensitive, skal efterprøves grundigt, før de offentliggøres. Outsideren må ikke hænge personer ud eller bringe injurierende indhold.
- Stødende, grafisk eller andet sensitivt indhold: Ved indhold, der kan virke stødende eller triggende for læserne, skal der tages størst muligt hensyn. Sensitivt indhold indledes med en tydelig advarselstekst.
- Privatlivets fred: Alle mennesker har krav på beskyttelse af deres personlige anseelse. Vi krænker ikke privatlivets fred, medmindre klar almen interesse berettiger offentlig omtale.
- Fakta vs. vurderinger: Det skal være tydeligt for læseren, hvad der er faktuelle oplysninger, og hvad der er kommentarer, holdninger eller vurderinger.
- Ret til at svare: Hvis en artikel indeholder kritik af personer eller institutioner, skal det overvejes, om de kritiserede parter skal have mulighed for at reagere eller forklare deres synspunkt.
Retningslinjer i henhold til Outsiderens mission
- Overensstemmelse med værdier: Artikler må ikke være i strid med Outsiderens formål: at forbedre livsvilkårene, give stemme til og skabe netværk for mennesker med egne erfaringer med psykiatri og/eller psykisk sårbarhed.
- Relevans for debatten: Artiklerne skal tilføre nye perspektiver eller vinkler, der er relevante for debatten om psykiatri og samfundsforhold.
- Levede erfaringer: De personlige erfaringer er centrale, men artikler skal også have samfundsmæssig relevans og perspektiv.
- Inklusion og pluralitet: Indholdet skal fremme inklusion og skal forholde sig respektfuldt overfor andre synspunkter, især fra grupper, der ofte er underrepræsenterede i psykiatridebatten.
- Klarhed og tilgængelighed: Artikler skal være skrevet i et klart og forståeligt sprog med en logisk struktur, tydelige argumenter og uden unødvendigt fagsprog.
Vi opfordrer alle vores skribenter til at overholde disse retningslinjer for at sikre, at Outsideren fortsat er en troværdig og inkluderende platform.
Har du spørgsmål?
Du er altid velkommen til at kontakte os for mere information om retningslinjerne eller sparring på dine idéer.