Duften af friskbagt brød får min morgen til at lyse lidt mere, end de revnede fliser ude på gaden antydede på vejen herhen. Jeg slukker cigaretten og sætter mig ved morgenbordet sammen med de andre. Vi drøfter gårdsdagens begivenheder. Var det en god nat med rigeligt af søvn. Hvad kan dagen i dag blive til?
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 67 / Af Joan Remil
Efterhånden som kaffekopperne tømmes en sidste gang, og maden spises op, forsvinder vi ind i rygelokalet igen. Der drøfter vi alt mellem himmel og jord og ikke mindst de ting, som ikke må komme personalet for øre. Drukture bliver vendt og drejet, og vi hjælper hinanden med medicinen, hvis én står og mangler noget. Det er ikke noget, vi fortæller til nogen, og vi sidder med vores cigaretter, til luften bliver grålig, og man kan se forårssolen strømme ind ad vinduet.
En af kvinderne i rygelokalet er løbet ind i nogle af de problemer, der altid opstår, når en kvinde lever sammen med en mand. Nogle af dem, der kommer her, har fundet et værelse, de kan bo i midlertidigt. Oplevelsen af sammenholdet er meget stærk. Der bliver talt meget om medicin. Om fordelene og ulemperne ved hver eneste slags pille, vi har fået af psykiaterne. Langt de fleste bliver ved med at tage deres medicin uanset bivirkningerne. Det er ikke det værd at prøve at klare sig uden.
Der er på det sidste begyndt at komme en mand, der sidder for sig selv henne i hjørnet. Han har tyndt leverpostejfarvet hår og går altid med walkman. Selv om han holder sig for sig selv, føler jeg, at han udøver en vis magt med sin tavshed, og jeg synes ikke, at det er rart, når han er her. Man må ikke røre hans ting, for så truer han. En af mine sidekammerater kan dog godt finde ud af at tumle med ham, og vi er blevet lovet, at personalet vil gribe ind, hvis det bliver for meget med ham.
Snart skal vi spise igen. Vi kan ikke lade være med at grine og sige, at det er ligesom at være på en restaurant, men vi ved selvfølgelig godt, at personalet helst ser, at vi hjælper til. Der er næsten altid nogen, der melder sig og tager opvasken, det er jo bare tallerkener, knive og gafler. Al maden er økologisk, og det er den ene grund til, at jeg kommer her. Den anden er, at der sker noget særligt i den her oase, midt i byen af asfalt og lange tomme gader. På et halvt år har jeg fået tre rigtig gode venner, og det føles bare som begyndelsen.
Før kunne jeg kun komme på et dagcenter for ældre, og jeg følte mig altid lidt alene med mine psykiske problemer. Jeg har også haft besøg af Kirsten i lørdags. Hun kom med en flot buket tulipaner, og vi drak the og hyggede os, selv om hun gik hurtigt igen. Den aften var der ikke så meget at snakke om.
På Ottilia er der ansat en bruger i et skånejob. Hun hedder Anette og er selv psykisk syg. Hun fortalte mig engang, at hun har været her næsten, siden Ottilia åbnede i 2004, og at hun har en masse rastløs energi, hun har brug for at omsætte til noget fysisk. Hun arbejder meget. Og er god at tale med.
– Der er mange, der kommer til mig, før de går til personalet. Jeg tror, det er fordi, de føler, at afstanden mellem dem og mig ikke er så stor. De taler med mig om meget personlige ting, som det andet personale måske ikke kan forholde sig til, siger Anette.
Når Grethe er her, maler hun. Lige nu maler hun et billede med fugle og blomster på. Den ene fugl har en kongekrone, og blomsterne fletter sig med tornene. ”Optaget” står der på et skilt i reden med æg. Farverne er voldsomme og klare, og jeg ved ikke, hvorfor fuglene kigger så forventningsfuldt hen mod kongen. Omme bag skinner solen. Ved at male bearbejder Grethe de ting, der skete under hendes seneste indlæggelse. Trængslen. De fem dage på Glostrup Hospital var uden ro, uden enestue, og hun kom hjem fyldt med frustration. Hun maler ihærdigt, og næsten alle, der kommer her, er kreative på en eller anden måde. Der er virkeligt en god stemning her, når alle er i gang med noget.
Jeg er blevet særligt gode venner med Niels, der kommer her, efter han blev træt af Fountain House. Vi har begge to relationer til gudsforståelse og Jesus Kristus. Hans far hed Joseph, og hans mor hed Maria. Engang imellem sætter vi os hjemme hos mig og ryger en joint og føler os som en del af evigheden.
Imens hun tænder en smøg, fortæller Linda mig, at hvis hun ikke kunne komme her, ville hun sidde derhjemme og hænge og høre radio. Hendes øjne er altid meget nærværende og opmærksomme. Når vi ser på hinanden, tænker jeg altid på, at vi deler hinandens politiske opfattelser og vil af med Anders Fogh. Linda fortæller mig, hvordan dagene ville gå med ingenting og blive ved med det. Sådan var det, før Ottilia åbnede. Sådan er der mange, der har det. Før gik de hjemme. Eller sammen med ældre. Eller med andre, der ikke ved så meget om de særlige problemer, der kan opstå, når man har et usædvanligt forhold til vireligheden.
For mig selv rablede det omkring juletid. På samme tid havde jeg ikke flere beroligende piller, og nyrerne slog fra. Nu skal jeg i dialyse tre gange om ugen. Malene, den nye leder, hjalp mig med at gå over på distriktspsykiatrien og få nogle flere beroligende piller. Tanken om at skulle i dialyse tre gange om ugen i tre timer hver gang, føltes som et overgreb på min personlige frihed, og var lige ved at vælte mig.
Den krise er for længst overstået.
_____
Joan Remil er medlem af Outsiderens redaktion, og kender efterhånden krop og evighed i denne verden. Joan kommer på Ottilia hver uge, og har klaret de værst tænkelige sygdomme i krop og sind med et overbærende smil.