Ingen kan efterhånden være i tvivl: Danmarks borgerlige regering er under stærkt pres for at skaffe flere penge til psykiatrien, der længe er blevet udsultet på bekostning af de somatiske sygdomme. Et sikkert tegn er de forskellige psykiatriplaner, udarbejdet af såvel offentlige som private organisationer, der den seneste tid har hobet sig op foran Christiansborg.
Formålet med planerne er naturligvis at få sugerøret ned i statskassen.
Og ja, det lyder enkelt – men er mere end det.
For om planerne også reelt kan skabe et bedre liv for sindslidende, er ikke det vigtigste i disse uger, hvor finansloven kan skimtes i det fjerne. Lige nu handler det simpelthen om at få den første dans. Og her har Danske Regioner skrevet sig øverst på regeringens balkort med planen, de har kaldt intet mindre end – ”En psykiatri i Verdensklasse”…
Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 69 / Af Klavs Serup Rasmussen
-Hvad synes du om Regionernes plan for psykiatrien?
Spurgte Outsideren en psykiater på et Distriktspsykiatrisk Center på Amager.
– Jeg beskæftiger mig ikke med politik, var svaret.
Måske er der kun en håndfuld mennesker i Danmark, der er fuldstændig klar over, hvad forskellen er på regionernes og kommunernes opgaver. Og de fleste af dem, der ved det, er sandsynligvis embedsmænd i kommuner og regioner.
Indenfor psykiatrien er forskellen på kommune og region, groft sagt, at regionerne driver de psykiatriske centre og de tilknyttede distriktspsykiatriske centre. Kommunerne står for botilbud, støtte- og kontaktperson ordningen, socialcentrene og alt det, der kaldes socialpsykiatrien.
Der er mange diskussioner frem og tilbage mellem kommuner og regioner, om hvem der bærer ansvaret, når det brænder sammen for en psykisk syg borger. Og det brænder ofte sammen. På Psykiatrisk Center Amager er 85% af indlæggelserne således genindlæggelser.
Men for embedsmænd er to ting vigtige, uanset om de er ansat i kommune eller region. Den ene er at have en klar politisk instruks, om hvad der skal sættes i gang, og den anden er, om der er penge nok i kassen.
Og måden hvorpå pengene kommer i kassen, udgør den største forskel på kommune og region. For kommunerne kan opkræve skat. Det kan regionerne ikke, og regionerne er derfor i sidste ende afhængige af politisk velvilje, når den næste finanslov skal vedtages. Lige nu forhandles der finanslov for 2010.
Derfor er regionerne altid nødt til at være på tæerne rent politisk. Især hvis de vil have flere penge og større indflydelse. Så sent som til de konservatives landsmøde i september, ønskede flere af de delegerede at nedlægge regionerne. Hver dag er altså en kamp på liv og død, når man er region.
Der har i de seneste år været stor opmærksomhed i medierne omkring psykisk syge, der er gået amok, eller psykisk syge der har dræbt nogen eller er blevet dræbt under voldsomme omstændigheder.
De anklagende fingre har bl.a peget på sundhedsminister Jacob Axel Nielsen, og presset på ministeren har gødet jorden for at kræve flere penge til psykiatrien. Som resultat er der det seneste halve år kommet psykiatriplaner ud af skufferne hos Danske Regioner, Socialdemokraterne, SF og Bedre Psykiatri. Sundhedsstyrelsen har lavet en national strategi for psykiatrien. Kun Kommunerne halter lidt bagefter.
Kampen om at sikre sig psykiatrikronerne, bliver ført ved at fremlægge den mest slagkraftige plan for, hvad pengene skal bruges til. En god plan skaber både opmærksomhed om psykiatrien og om sig selv.
Og Danske Regioner kom først.
De var ganske enkelt hurtigst ude med en plan.
Derfor kan ingen efterfølgende sige noget om psykiatrien, uden også at nævne Danske Regioner.
Om at sætte sig på en debat
Danske Regioner fremlagde i marts planen ”En psykiatri i Verdensklasse,” der sidenhen er blevet gransket og diskuteret af alle, der er involverede i psykiatrien. Behandlere, brugere, pårørende og politikere.
At bringe psykiatrien i Danmark op i verdensklasse er tilsyneladende en nem sag. Med otte visioner og en ønskeliste til to milliarder kroner, beskriver Danske Regioner, hvordan det kan gøres.
Men det ville være en fejltagelse udelukkende at læse ”En psykiatri i verdensklasse” som en håndbog i at udvikle og optimere psykiatrien og forholdene for psykiatribrugerne.
– Planen er vores forsøg på at sætte en politisk dagsorden. Den skal skabe helhed imellem alle de ting, der arbejdes med i psykiatrien, og det mener jeg der er behov for. Men først og fremmest går planen ud på at få Folketinget til at forholde sig til den måde, man fordeler pengene i sundhedsvæsenet lige nu, siger Bent Hansen, socialdemokrat og formand for Danske Regioner.
Og Bent Hansen har stærke kort på hånden lige for tiden. Ikke bare er der farverige historier i medierne om de farlige psykisk syge. Han har også en stak tørre tal på sin side.
I perioden 2000 til 2008 er pengeposen til den del af sundhedsvæsenet, der behandler sygdomme i kroppen,
altså de somatiske sygdomme, vokset med 33%.
I samme periode har psykiatrien kun fået 7% mere.
Psykiatrien sakker altså bagud, mens problemerne på området har gjort det til et godt tidspunkt at klemme foden i døren hos regeringen og pænt bede om flere penge.
Derfor er den uforståelig
Siden Danske Regioner fremlagde deres otte visioner for at bringe psykiatrien op i verdensklasse, har tidsskriftet Outsideren forsøgt at finde de steder, hvor visionerne tager fat på det, som psykiatribrugere normalt brokker sig over i hospitalspsykiatrien: At der gives for meget medicin, og ikke er nogen nedtrapningsplan. At man bliver udskrevet for hurtigt eller slet ikke kan få lov til at blive indlagt. At bivirkningerne fylder for meget. Eller at der er så lidt behandling, at indlæggelserne mest minder om opbevaring, at…
Spørgsmålet er om det overhovedet har Danske Regioners interesse lige nu.
– Bent Hansen, hvad synes du om, at det kan være svært at forstå prioriteterne i og formålet med ”En psykiatri i Verdensklasse”?
– Det er jeg jo lidt ked af. Men planen er skrevet med henblik på at lægge pres på Folketinget, og komme i dialog med de faglige selskaber, der skal sige god for planens faglige indhold. Ellers bliver den bare skudt ned og så er den ubrugelig. Jeg ved godt, at man som bruger kan sige: nå, de kører en debat deroppe, som det er svært at se formålet med. Og det gab kan selvfølgelig blive et problem, siger Bent Hansen, formand for Danske Regioner:
– Men så må sådan nogen som mig ud og forklare, hvad det betyder i hverdagen.
Kampen om at sætte dagsordenen, er først og fremmest en kamp om at pege højlydt på sig selv, i god tid før regeringen beslutter sig for at bruge flere penge på psykiatrien. Men det politiske spil har konsekvenser.
– Regionernes psykiatriplan er et meget godt billede på psykiatrien. Alle laver deres eget uden at tale sammen. Derfor vil den heller ikke på nogen måde løse problemerne, for der er ingen koordination mellem de enkelte planer og heller ikke mellem områderne i psykiatrien. Jeg kan ikke få øje på helhedstænkningen, og det er psykiatriens kerneproblem: De enkelte systemer taler forbi hinanden, siger Özlem Sara Cekic, der er SF’s psykiatriordfører.
Så længe psykiatrien er delt op i områder, der tænker på hver sin måde – og laver hver sin plan – er der langt til den helhedsorienterede indsats, som alle er enige om at sindslidende har behov for. Men fordelingen af opgaverne mellem regioner og kommuner – to systemer, der har meget svært ved at blive enige – er ikke den eneste sten på vejen.
– Regionernes og Sundhedsstyrelsens planer handler kun om sundhedsdelen. De tager slet ikke fat på de sociale problematikker. Der er heller ikke noget i sol og måne, der tyder på, at regeringen har ambitioner om at lave en psykiatriplan, der går på tværs – og så er vi jo lige vidt, siger Knud Kristensen, næstformand i Sind og medforfatter til ”Håndbog for psykiatribrugere.”
Samme kritik høres fra kommunerne. I stedet for en helhedsorienteret indsats, er det de lægefaglige anbefalinger, der fylder på den politiske dagsorden.
Özlem Sara Cekic ser ikke ”En psykiatri i Verdensklasse” som et overbevisende skridt i den rigtige retning.
– Det der sker i retspsykiatrien lige nu, viser tydeligt at det eneste man laver er lappeløsninger. Det er ren symptombehandling, når man ikke forsøger at gøre noget ved de årsager, der fører til at flere sindslidende ender i retspsykiatrien, siger Özlem Sara Cekic – Jeg synes, at flere af visionerne er gode, men planen er slet ikke konkret nok. Der står ikke noget konkret om hvad man vil gøre ved brugen af tvang eller hvordan pårørende skal inddrages. Der er vigtigt at være opmærksom på alt det, regionerne ikke taler om. Mange af de ting man ved virker, er slet ikke taget med.
Özlem Sara Cekic er uddannet sygeplejerske og har arbejdet på flere forskellige psykiatriske afdelinger. Hun deltog tilfældigvis i det forberedende arbejde til regionernes plan. Det var da hun arbejdede på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling.
Der tegner sig et billede af, at de politiske hensyn vejer mindst lige så tungt, som hensynet til psykiatrien i regionernes plan. Og sandsynligvis også i alle andre planer, der er fremlagt på det seneste. Det politiske spil skal spilles før man kan beslutte sig for, hvad der skal gøres for mennesker med en psykisk sygdom. Sagt på en anden måde. Der skal penge i kassen først. Det er det vigtigste.
De otte visioner i ”En psykiatri i Verdensklasse,” er derfor også otte gode grunde til at give flere penge til netop det behandlingsapparat, som regionerne driver. Sygehusene. Psykiaterne. Forskningen. Informationskampagner iværksat af regionerne.
– Det er klart at visionerne handler om de ting regionerne laver i forvejen. Desuden ville de også få på puklen, hvis de gav sig til at lave visioner på vegne af kommunerne, siger næstformand i Sind, Knud Kristensen
Men formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, tager gerne chancen.
– Vi tager ikke så meget udgangspunkt i, om det er os eller kommunerne der skal udføre opgaven. I det danske sundhedsvæsen, er vi gode til kun at kigge på den ene ting der foregår lige foran os, men det, der er afgørende for borgeren, er ikke om mit personale er effektivt på afdelingen. Det er helheden der er vigtig. Altså både den akutte hjælp når jeg bliver syg, men også hvad der sker bagefter. Det skal hænge sammen, og så tror jeg, at borgeren er ret ligeglad med, om det er den regionale eller kommunale kasse der betaler, siger Bent Hansen.
Her er det vigtigt at være opmærksom på, at Danske Regioner på intet tidspunkt har sat sig ned og drøftet med kommunerne, hvordan man skaber en helhedsorienteret indsats overfor borgere med sindslidelser. Bent Hansens projekt er hovedsagligt at skabe troværdighed omkring ”En psykiatri i Verdensklasse,” overfor dem der i sidste ende bestemmer det hele. Regeringen, der laver finansloven.
– Vi, der stiller de daglige rammer til rådighed, skal have regeringen til at holde fast i, at dem skal der investeres i, siger Bent Hansen.
Der er ingen der ved, hvornår regeringens psykiatriplan bliver offentliggjort. Men for hver sag i aviserne om en psykisk syg, der kaprer et tog og kræver forhandlinger med FBI, øges presset på Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen. Og når det skal gå stærkt, er det rart, at der står så mange klar med løsninger på problemet.
Den finske psykolog Jaakko Seikkula, der er en af hovedkræfterne bag Laplandsmodellen,
har den teori, at uden en samlende vision,
risikerer psykiatrien i et samfund at ende i en spiral af mere tvang og mere kontrol.
Historien gentager sig altid
– Bent Hansen, i ”En psykiatri i verdensklasse” er en af de få konkrete ting der er nævnt, ønsket om at oprette 50 flere retspsykiatriske sengepladser. Ville det ikke være mere visionært, at skrive at man ønsker 50 færre retspsykiatriske senge?
– Jo. Men problemet, er at hvis du går ind i vores fængsler, sidder der for mange, der ville have det meget bedre, hvis de fik psykiatrisk behandling. Som det er nu, får de ikke behandlet det, som det drejer sig om. Nemlig at de har et problem, siger Bent Hansen.
Men måske er der en alternativ forklaring på den eksplosive vækst i antallet af retspsykiatriske patienter.
Outsideren har i længere tid fulgt udviklingen, og er undervejs stødt på flere psykiatribrugere, der har oplevet det som en fordel, at få en retspsykiatrisk dom. Før dommen bestod den psykiatriske behandling i alt for korte indlæggelser og alt for tidlige udskrivelser. Efter dommen, begyndte den egentlige behandling.
– Det jeg hører fra psykiatribrugere er, at hvis man vil have ordentlig psykiatrisk behandling i dag, så er det en fordel at have en retspsykiatrisk dom, for så er der endelig god tid til behandlingen?
– Det skal jeg ikke afvise, siger Bent Hansen.
Den store udflytning fra sindssygehospitalerne begyndte i slutningen af halvfjerdserne. De sindslidende skulle ud og bo i samfundet i stedet for at være gemt væk på store hospitaler. Distriktspsykiatrien blev oprettet og næsten 5000 hospitalssengepladser nedlagt.
Men desværre kom det aldrig til at fungere så godt, som mange havde håbet på.
Da de sindslidende var flyttet tilbage i samfundet, begyndte problemerne at melde sig. Sidenhen er antallet af retspsykiatriske patienter femdoblet, og nødløsninger som ambulant tvang – hvor sindslidende kan hentes i deres hjem og tvangsmedicineres – ligner efterhånden en politisk realitet.
Der er lige nu noget, der ligner en bevægelse tilbage mod de gamle lukkede hospitaler. Og det hedder retspsykiatrien. Nu er det bare ikke hovedporten der er lukket, som på de gamle sindssygeanstalter. I stedet er der hegn rundt om hver afdeling og rundt om boldbanerne. Græsplænerne er øde, for ingen må gå ud.
– Bent Hansen. Kender du den teori, der siger at antallet af institutionspladser er konstant?
– Ja, jeg har hørt om den, siger Bent Hansen og griner.
Hvorvidt det er konsekvensen af at udflytningen fra hospitalerne blev tilrettelagt forkert, eller om det skyldes, at vanetænkningen indenfor psykiatrien altid fører til det samme, altså sindssygeanstalten, er ikke til at sige. Som psykiatribrugere er det vigtige hvor man kan få en god behandling, og tilsyneladende er det sjældent nok at sige man har et problem. Man skal også være et problem.
Det har vist sig overordentligt svært for samfundet, at genoptage de sindslidende der er vendt tilbage til lokalsamfundet. Det store spørgsmål er derfor nu, om samfundet er klar til at ofre flere penge på psykiatrien. Og hvor mange politiske handler, regionerne er villige til at indgå undervejs.
– Alt i alt synes jeg, at regionernes plan er et sobert og flot stykke arbejde. Min alvorligste kritik går på, at Danske Regioner den ene dag kommer med så flot udspil og så den næste dag uden at kny accepterer en økonomiaftale, der intet giver til psykiatrien, siger Knud Kristensen, næstformand i Sind.