Autentisk beretning om en lille udflugt med store konsekvenser

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 74 / Af Millie Jepsen

Jeg havde gjort mit bedste for at være en god patient. Stået op og gået i seng, som det blev forlangt, været høflig, passet min terapi. Men da Sct. Hans Hospital besluttede, at jeg var blevet for tynd til at kunne være på åben afdeling, besluttede jeg at tage hjem. Jeg havde ikke lyst til et ophold på lukket med opfedning blandt larmende medpatienter. Væk måtte jeg, og det kunne kun gå for langsomt

Klokken var lidt over seks den forårsmorgen sidste år, da jeg tog tøj på og hoppede ud af vinduet. Vrikkede om på foden, da jeg landede, fik græs på mine jeans, og tænkte – godt at afdelingen er på første og ikke anden sal…

Foto: Jette Nielsen

Fødderne spadserede let hen over den dugvåde grønne græsplæne. Solen var på vej op og fornemmelsen af at være på vej hjem var berusende. Og mens de andre passagerer i regionaltoget hang på sæderne med halvtrætte miner, sad jeg og smilede ved tanken om, at de ikke kunne se, hvad der sad overfor dem – en bortløben psykiatrisk patient.

Hvis de overhovedet bemærkede mig, så de kun en slank pige med cowboyjakke og et lille smil. På vej til arbejde eller måske studie?

Hjemme var det sand hygge. Hørte radio, mens jeg sad nede i gården og nød en Cola light og de varmende solskinsstråler. Et øjeblik strejfede det mig – om de savnede mig på hospitalet? Nej, jeg sad jo bare roligt her i gården og smilede, snakkede med nogle pensionister om foråret, der endeligt var kommet her kort før påsken. Personalet på hospitalet ville formentlig bare tro, at jeg var i byen eller på gåtur i skoven, når jeg nu ikke kom til middagsmaden. Og min plan var jo alligevel at tage tilbage om aftenen, så ingen grund til unødig ængstelse.

Jeg havde det fint. Her var ingen trusler om fratagelse af frihed og tvungent ophold på lukket afdeling med medpatienter, der skreg om natten eller kom nøgne ind på min stue for at onanere.

Her i gården var der venlighed og smil og beboere, der førte samtaler på snik-snak niveau uden at noget blev ført til protokols og efterfølgende diskuteret på konferencer.

Fornemmelsen af frihed lå godt på tungen og det føltes faktisk, som om jeg havde skik på livet.

 

Lille pige, stor betjent

Illusionen var smuk og knækkede først ved firetiden, da der pludseligt blev banket på døren til min lejlighed. Udenfor stod to betjente. Den ene af dem – en alvorlig udseende, høj, bredskuldret mand – trådte resolut ind i min stue, hvor han meddelte, at ”man” havde været bekymret for mig.

– Det er der skam ingen grund til, svarede jeg. – Jeg ville jo bare lige hjem, for det kan godt være svært på en psykiatrisk afdeling, hverdagen er enerverende og man føler sig tit som mere patient end menneske.

Ude på opgangen stod den anden betjent og snakkede med hospitalet i sin walkietalkie, imens ham i min stue spurgte, om jeg ville køre med tilbage til hospitalet? ”Har jeg noget valg?”, spurgte jeg. ”Nej”, lød svaret, kort og ærligt. Og så blev jeg eskorteret ned ad trapperne med en betjent foran og en efter mig. Jeg overvejede et splitsekund at løbe min vej, men en anorektisk pige mod to store veltrænede betjente? Dårlig idé.

Og så gik turen ellers tilbage til hospitalet på bagsædet af politibilen. Over radioen meddelte den ene betjent ”station station”, at man havde fundet mig, hvorefter det skrattede tilbage: ”jo, hun er i systemet.” Som var jeg en eller anden kriminel, der endnu en gang var blevet snuppet med noget forbudt i tasken.

Dernæst blev jeg afleveret på hospitalet som en anden pakke. De to betjente snakkede kort med personalet, før lovens repræsentanter forsvandt ude af syne med et ”hav en god påske.” Havde jeg mødt dem i en anden sammenhæng, ville jeg sikkert have flirtet med dem, nu var de bare nogen, der havde ødelagt festen.

Så var det kun mig og to personaler i spisestuen. Alle andre havde spist og var nu gået i TVstuen, på deres værelser eller udenfor for at ryge. Der blev sat mad foran mig, men ”jeg har allerede spist.” Det var en lodret løgn, de vidste det og jeg vidste, at de vidste det.

”Den efterfølgende morgen blev jeg vækket med beskeden, om at jeg skulle på lukket afdeling. Begrundelsen var: ”Du er ikke til at stole på”

Pizza på den lukkede

Den efterfølgende morgen blev jeg vækket med beskeden, om at jeg skulle på lukket afdeling. Begrundelsen var: ”Du er ikke til at stole på.” Jeg fik fem minutter til at pakke nogle ting, mens to fra personalet holdt øje med mig. De stod med ryggen mod vinduet, var vel bange for at jeg ville stikke af igen. Grædende og protesterende fik jeg samlet lidt tøj sammen og blev eskorteret i bil den korte vej over til en lukket afdeling.  Jeg græd. Jeg var kørt flad, jeg var træt og trist, ville bare hjem til mit liv, til mine venner, til min familie, til den tilværelse, jeg kendte. Personalet havde min middagsmad med i bilen over til den lukkede. Pizza.

Millie Jepsen vil fremover skrive til Outsideren. Hun er 35 år, bor i København, har en BA. i kommunikation fra RUC, og foretrækker at læse bl.a John Irving, Arnhild Lauveng og Den Danske Fremmedordbog.

8 Kommentarer

  1. Ras

    Interessant. Hvor må det have været fedt at stikke af! Og trist at komme på den lukkede. Av.

    Svar
  2. Boye Haure

    Ja, det er en rigtig god artikel. Jeg har både en uven og en ven, der gjorde det samme. Uvennen gjorde det som impuls, og tog tilbage til værtshusmiljøet. Han måtte køres til udpumpning, og indlægges igen. Nu påstås det, at han har ladet sig tatovere i hovedet !
    Vennen tog bare hjem, og hyggede sig, men blev ligesom Millie hentet og kørt tilbage til institutionen.
    Jeg glæder mig til at se, hvad du skriver til os.

    Med venlig hilsen
    Boye, medl. af bestyrelsen og redaktionen på Outsideren

    Svar
  3. Malm

    Der er jo ikke noget at sige til, at hun kom på den lukkede – hun stak jo af!!!
    Jeg kender flere der har lavet det nummer og måtte sendes tilbage igen, når politiet fandt dem.
    Det er spild af tid for både politi, læger og sygeplejersker. De bruger tid på folk der flygter – det er et sygehus, IKKE et fængsel!!!!! Hvornår lærer folk at de bare prøver at hjælpe??
    Jeg har selv været indlagt et hav af gange og det er bestem ikke sjovt. Men er man syg, skal man også have hjælp. Man går jo heller ikke rundt på et brækket ben, uden at få hjælp. Jeg har i hvert fald ikke hørt om folk, der stikker af fra skadestuen, fordi de skal have benet i gips.
    Nu har jeg været i systemet i en del år og jeg syntes det er ærgeligt, at det ligefrem er blevet mode, med sådan en adfærd. Ja undskyld mig…. men jeg syntes folk burde skamme sig!!

    Svar
  4. Marian

    Malm, der findes også patienter i den somatiske medicin, der “stikker af”, dropper behandlingen, udskriver sig selv fra hospitalet. Når de ikke føler sig hjulpet tilstrækkeligt. De bliver bare ikke hentet tilbage med politiet. De har lov til at vælge behandling fra. Det er systemet, der burde skamme sig over ikke at tilbyde en hjælp, som folk føler sig hjulpet af.

    Svar
  5. Malm

    Og igen…. Det kan man ikke rigtig sætte op mod hinanden. Ja, du kan takke nej til behandling i den somatiske medicin – det kan du også i psykiatrien. Dog ikke når du er på den lukkede afdeling. Er man på den lukkede og tvangstilbageholdt, er det jo noget helt andet. Der er man fordi man er til fare for sig selv og andre….
    Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det ikke er sjovt at være der – har selv prøvet det. Jeg syntes bare det er ærgeligt at det lige frem er blevet “sejt” at stikke af der fra, for blot at blive bragt tilbage igen af politiet – og så være stolt af det. Det er der jeg stå af og ryster på hovedet…..
    Men måske de snart, rundt omkring i landet, bare skulle få sikret de lukkede afdelinger endnu mere, så de kommer problemet til livs og kan bruge deres tid til noget mere fornuftigt!!

    Svar
  6. Marian

    @Malm: Eller også så skulle de overveje en gang, hvilket grundlag de egentligt har for at holde folk indespærret for noget, disse folk ikke har gjort, og afskaffe lukkede afdelinger. Hvis samtlige potentielle forbrydere/selvmordere skulle spærres inde, kunne man lige så godt gøre hele verdenen til en eneste lukket afdeling (men det er den vist allerede… ).

    For resten vil jeg give dig ret i, at det er lidt latterligt, at være stolt af, at blive bragt tilbage igen med politieskorte. Hvis jeg ville være stolt af noget, så af ikke at blive indfanget igen.

    Svar
  7. Daniel

    Hej Millie
    Sjovt at se at du skriver til outsideren, som jeg kender fra min tid fra værestedet offside.
    kh. daniel fra klubben

    Svar
  8. Preben

    Hej Millie.
    er på nettet og kikker på noget der hedder outsideren.
    Der kommer en Millie. 🙂
    Læser det du har skrevet. Det er super flot. Forårs morgen- bare væk-hjem til det man er tryk ved- tanker og stærke følelser for frit spil. Dejligt at der er nogle som dig. 🙂 psyken er bare så stærk og andre forstår det altså ikke, selvom de gerne vil. lange gåture-tanker-tanker-andre har så store forventninger til en ?
    Jeg er selv ved at blive en gammel rotte, og har nok brugt meget at mit liv på at gøre andre tilfredse. Det kan man ikke! Millie!- brug dit liv på det som du har det godt med. Empati og kærlighed er nok fremmedord for mange, men der er da stadig mennesker som dig, der forstår hvad det betyder, og ikke bare tror at intelligens har noget med fysik og matematik at gøre. følelsesmæssig- intelligenser er nok mere vigtigt end det der står på et eksamenspapir.
    Vores samfund er idag bygget op egoisme, og en hver er sig selv nærmest.
    Hvem siger at der er rigtigt?
    Jeg vil male dagen blå- med en solskinsstribe på-
    vælge lyset frem for skyggen-gi mig selv et puf i ryggen-
    tro på alting selv på lykken- gi mig selv et puf i ryggen. 🙂
    Håber du får det jeg har skrevet og skriver tilbage 🙂

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.