Denne vinter har jeg været så heldig, at jeg langt om længe har overvundet min skræk for at flyve langt – heldig, fordi man jo skal rimeligt langt væk om vinteren for at få varme og solstråler, der kan jage den mørke tids depression på afstand. Og det var derfor med glæde og kun en lille frygt, at jeg og en veninde samt fire unger i begyndelsen af januar drog afsted mod Den Dominikanske Republik i Caribien.

Jetset bulimi i Caribien

Fra tidsskriftet Outsideren nr. 76 / Af Charlotte B. Eriksen

Charlotte Blixencrone berettter fra en rejse til Caribien

Min veninde er syg, hun lider af Bulimi, en diagnose man tit ser beskrevet – men som måske kan være svær at forstå alvoren i. Vi var indkvarteret på et rigtigt luksus ressort med all inklusive, mad og drikke ad libitum. Det løser faktisk en del logistiske problemer for en bulimi lidende. En kæmpe restaurant med meterlang buffet – og toiletter flere steder – er faktisk en befrielse fra en ellers hektisk hverdag, hvor min veninde selv skal indkøbe og tilberede de enorme mængder mad, der skal til på en dag.

Tæt på buffet

For hende gælder det om at opnå en form for tilfredsstillelse i sindet. Min veninde er hårdt ramt, hendes krop er slidt op af sygdommen, og det er ikke er ikke kroppens behov, der styrer madforbruget. Men selv om vi befinder os i luksus omgivelser, med tjenere på hver en finger, er der alligevel noget logistik der skal gå op. På en måde har min veninde det som Alice i eventyrland. Alt hvad hun har drømt om inden vi kom, skal realiseres. Der skal bare hentes mad og der er alt, hun kan begære. Men jeg får faktisk noget stress på hendes vegne – og det får hun også selv. Ved indgangen til World Cafe står nogle søde piger og uddeler steriliserende gele til hænderne, hvorefter de anviser os siddepladser. Men hvis de vil anbringe os for langt fra buffeten, må vi lade som om vi ikke hører dem. Vi har spottet to borde med perfekt afstand til både maden og, ikke mindst, toilettet. Der vil vi sidde. De borde giver min veninde mindst stress, når den ene store portion efter den anden skal hentes og sætte til livs. Og det et must, at vi sidder tæt på toilettet, fordi hun skal derud mange gange undervejs for at brække maden op og helst ikke vil, at de andre gæster lægger mærke til det. Undervejs går vi andre også op og henter ekstra portioner, som vi lader er til os selv, fordi hun alligevel synes ,det er pinligt at slæbe alt den mad ned alene.
Jeg kender min venindes hverdag og forstår hvorfor hun føler dette som både ferie og paradis. Derhjemme bruger hun sine fridage på at køre fra det ene fastfood tilbud til det andet. Undervejs mellem stederne sidder hun og brækker sig i en pose i bilen.

”På en måde har min veninde det som Alice i eventyrland.  Der skal bare hentes mad, og det er alt, hun kan begære.”

Den udpinte krop

Heller ikke her på ferien handler det blot om at stikke en finger i halsen for at kunne passe sin kjole næste dag. Også en tur til stranden kræver en del logistik, for her er ikke mange toiletter, og nogle gange skal det bare gå stærkt. Så hun er oppe imellem kl. 5 og 6 hver morgen for at sikre os nogle gode pladser lige ved trappen til stranden, kun 20 meter til toilettet. Ved poolen får vi “Banana mama” en ret skøn drink, der minder om en slush ice, med en hel banan blendet i, og ikke mindst masser af is og et skvat rom. Og da hun indtager alt i store mængder – og helst i en fart – bliver hun heldigvis ind imellem træt og falder i søvn. Så bader jeg med børnene og sørger for, at hun får lov at hvile. For jeg ved, hvor udpint hendes krop er. Hun lider af ekstrem kaliummangel, og hun har hjerteproblemer. Og på grund af den varme, vi befinder os i, er det rigtigt godt, når hun falder i søvn uden for nummer, så bananerne og væsken fra isen bliver i hendes system. Når hun kaster op konstant i denne hede, kan det jo være ret katastrofalt for hende ikke bare at holde en lille smule indenbords.
Jeg må indrømme, at jeg før denne rejse ikke var klar over, hvor meget min veninde lider under og er styret af hendes sygdom. I alt, hvad hun foretager sig, har hun den trættende logistik iberegnet, samtidigt med at hendes krop for alvor er ved at sige fra. Hendes tænder fik allerede for 10 år siden nye kroner overalt, fordi syren fra opkastene simpelthen havde ædt dem op. Nu er hendes knogler i munden også ved at sige fra, hun er ætset op indvendigt. I skrivende stund går hun og venter brev fra Rigshospitalet, hvor lægerne allerede har erklæret hende ”terminal”, det vil sige dødsyg. Hun har været indlagt adskillige gange, både med og uden tvang, og alligevel er det ikke lykkedes hende at overvinde denne skrækkelige lidelse. Håbet svinder. Men når alt dette er skrevet, bliver jeg nødt til at nævne, at vi trods sygdommens skygge havde en dejlig tur, for heldigvis var vores evne til at grine sammen stadig intakt. Tak til min veninde for det.
———————————–
Til orientering: Bulimi er en spiseforstyrrelse. Når man har bulimi, får man jævnligt en uimodståelig trang til at spise meget store mængder mad. Ofte, men ikke altid, stikker man derefter en finger i halsen for at kaste op. Bulimi minder om anoreksi. Forskellen på de to sygdomme er at man ved bulimi får en voldsom trang til at spise som resulterer i spiseanfald, mens man ved anoreksi tilsyneladende slet ikke mærker sulten eller er i stand til helt at undertrykke den.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.