En sand fortælling om et helt usædvanligt vendepunkt:

LIVET-DØDEN T/R

Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 65 / af Joan Remil

Jeg var helt væk i selvmordstanker. Væk fra tilværelsens ulidelighed, væk fra min eksmand og fra livet i almindelighed. Midt i en heftig udefrakommende depression og med 100 stærke sovepiller i hånden, samt en hel flaske rødvin. Væk fra det hele, efter et voldsomt kulturchok og efter en stærk maniodepressiv psykose; på vej væk fra livet ind i de dødes land.

Men det blev opdaget og jeg blev reddet af min eks på et mulehår, forfra igen, mislykket kærlighed og skuffelser, og så lange perioder med livsglæde og arbejde. Men stadigt i mit sind lurede selvmordet. Denne situation ændrede sig først, da jeg som 47-årig fik konstateret kræft. Nu skulle jeg ganske enkelt kæmpe for mit liv, jeg var ved at gå til af FYSISK sygdom og situationen var vendt på hovedet. Den død jeg før havde stræbt mod, måtte jeg nu med alle mine kræfter og hele min tro kæmpe imod. Da det første halve år med sygdommen var overstået, kom en lang periode med at få livet til at fungere igen. Jeg kæmpede mig tilbage til at skrive, og hver dag var en gave fra Gud. Sådan følte jeg og jeg glædede mig over den mindste ting her i livet, som f.eks at komme på toilettet og vide at maven fungerede. Jeg havde fuld fokus på det fysiske og dermed svandt de psykiske problemer ind; de blev trængt helt i baggrunden. Det var en gave.

”Den død jeg før havde stræbt mod, måtte jeg nu med alle mine kræfter og hele min tro kæmpe mod”

Det er nu tre og et halvt år siden at sygdommen brød ud, og livsglæden blomstrer stadig i mit sind. Hver dag er en gave. Jeg har lært at leve med sygdommen og er efterhånden blevet så livskraftig, at jeg vover at planlægge et halvt år frem i tiden. Men så heller ikke længere, for man kan aldrig vide om døden indhenter én. Det gælder jo immervæk for os alle sammen, at vi skal afsted en dag, men når man som jeg har overvundet døden en gang, bliver man så meget stærkere psykisk og alle små ting giver glæde. Vi glemmer jo ofte, at vi ikke er udødelige. Livet synes at være givet, så vi slås med os selv og hinanden uden at have dødsperspektivet med.

Det at rejse med døden som bagage er det samme som at erkende, at vi ikke lever evigt. At hver eneste af vores handlinger og tanker er vigtige, at vi skal stræbe mod at få mest muligt ud af hver dag vi får givet. Gud har alligevel en plan med os her i livet – der er ganske enkel en sti vi skal betræde, som han har lagt for vores fødder. Og ingen byrde er større end vi kan bære den.

En kommentar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.