Det har vist sig, at der var en interessant udvikling efter Outsideren havde pakket computeren sammen og var blevet fanget ind i en række spændende diskussioner om kost, kulhydrater og ADHD.
Der, hvor Outsideren med rette kan klandres for at være unøjagtig i sin gengivelse af topmødet, er, at psykiatritopmødet rent faktisk blev afrundet af en ung. Siri fortalte sin egen historie, og det var vistnok en stor succes.
Der er helt sikkert andre medier, der er bedre til at gengive dagens program i salen. Hvad der især gjorde indtryk på de frivillige, der sad i Outsiderens stand til topmødet, var hvor mange forbipasserende, der satte sig ned, og begyndte at fortælle om de ting, der optog dem.
Groft sagt var det, det samme der gentog sig med alle de halvtreds mennesker, vi talte med i løbet af dagen.
Først og fremmest, var der en enorm forløsning over at kunne fortælle. Om alt fra tavshedspligt, socialrådgivere, bivirkninger, politik, at have været barn til en sindslidende, rockmusik i Østeuropa, selvhjælpsgrupper og meget mere.
Dernæst var der et ønske om at kunne gøre noget.
Det er den erfaring, vi tager med os hjem fra topmødet. Hvor mange, der egentlig går rundt og mangler nogen at tale med. Og hvor svært det er for den enkelte, at se en mulighed for, at koble ens egen indre frustration til en eller anden form for handling.
Outsideren takker de mange dygtige folk, der gjorde dette 3. psykiatritopmøde til en markant begivenhed.